Thursday, October 27, 2016

To nervøse planeter

Peter tog kontakt en af de første dage i 2011. Han havde set noget jeg skrev på min blog om hans tekst "Etter fellesskapet" som stod på tryk i Vinduet #3 2010. Teksten er en trendsensibel, ambitiøs kritik af den kreative kapitalismes seneste påfund på norsk grund. Hans tydligste eksempel er Cappelen Damms imprint Flamme Forlag som var tidligt ude med at benytte en æstetik og tiltale som Peters og min generation associerer med en genuint uafhængig kultur som florerede i 80'erne. Samme kultur gennemgik en voldsom omvæltning i løbet af 90'erne med et chokagtig manistreamgennembrud af udtryk som tidligere tilhørte uafhængige pladeselskabskredsløb. Disse reelle frirum gennemgik en omformuleringssproces hvor deres stil blev en vigtig komponent i det intimiserende maskespil opmærksomhedshungrende firmaer tiltaler sine kunder med idag. Peters kritik er mindre forudsigelig og entydig end det er muligt at vise her, men mit forsvar forekom nok overraskende eftersom min første bog Den ulne avantgarde skulle udkomme på Flamme Forlag få måneder senere. Peter skrev for at sige tak for støtten, og vi faldt ind i en konversation som snart svømmede over af overrumplende betroelser. Vi udviklede siden et kollegialt fællesskab for vores udsatte yrkesgruppe, freelanceskribenterne, som jeg i stigende grad følte bekymring for.

Gennem 2011 fulgte jeg Peters forskellige skriveprojekter, specielt vigtig at nævne er In Between Pictures. Photographs 1979 – 1986, et udvalg af Fin Serck-Hanssens fotografier fra musikscenen i Norge og England som Peter redigerede. Når man lærte Peter nærmere at kende fik man snart øje på mange urovækkende paradokser: Den dag Knut Schreiners kanoniserende artikel om den norske straight edge-scene i 90'erne med fokus på Peters rolle ("Rockens siste subkultur?" 11/03/11) stod på tryk i Morgenbladet løb hovedrolleindehaveren panikslagent rundt og overførte dansemusik til en memory stick, han skulle være DJ samme aften. I min optik fremstod han som en konge og en slave på samme tid. At være på net med Peter synes først og fremmest at vise til nervenettet. Hans kontaktform var eksplosiv, humoristisk og ofte dybt inspirerende. Han kunne også være krænkelsessensitiv og straffe dig med sit fravær, men så kom kaosdyret alligevel tilbage og ville lege. Jeg er desværre sikker på at både romaner, film, kunstudstillinger, dansegulv, koncerter og talk shows vil fremstå uden den ekstra gnist som Peters indsats foran og bag kulisserne bibragte.

Mit andet bogprojekt (En punkbønn, Oktober Forlag 2015) er blandt andet en undersøgelse af 90'ernes feministiske punkbevægelse Riot Grrrl i Nord-Amerika. Riot Grrrl var en modreaktion på den hardcorescene som var Peters definitive drømmeverden. En feminisme som pitcher kvinder mod mænd har jeg ingen interesse i, derimod har jeg leget med en utopisk forestilling om den feministiske mand. Måske nogle af Peters helte? Fugazis sang "Suggestion" er skrevet fra en kvindes synspunkt, og der eksisterede trods alt mange alliancer på tværs af kønnene som gav plads til kvinder på alle niveauer af 90'ernes musikscene. Fra hardcore til emo, så at sige: Der var også indre forvandlinger igang i et band som Rites of Spring. Så vidt jeg ved havde Peter korresponderet med en ægte Riot Grrrl med lyserøde X'er på håndryggene. Hans musikinteresse virkede både bred og smal på samme tid. En del eksisterede ikke for hans blik, en del fik hans fulde opbakning, lige fra straight edge til minimalistisk techno og glitch som for eksempel Alva Noto.

Tilfældigvis var vi i New York på samme tid, i slutningen af 2011 som også var Occupy-bevægelsens zenit. I oktober var det kogende varmt i byen som var pyntet til Halloween med orange blade og raslende skeletter. Vi var i stand til at vandre gennem gaderne i lange flows hvis jeg var flink til at ivaretage hans sociale angst og ikke gjorde pludselige bevægelser med hænderne. Efterhånden fik jeg svar på en del spørgsmål angående musik, for eksempel forstod jeg bedre hvorfor Coretex i Berlin sælger et patetisk teenageband som My Chemical Romance og ikke Sebadoh. Jeg lærte om vejen fra hardcore til posthardcore, en genre som ofte lyder overproduceret i mine ører, og begyndte at sætte pris på Rival Schools' cheeky hints til shoegaze og hudløse sangtekster. En hardcorekoncert kunne være helt anderledes kodet end mine fordomme dikterede: Klynger af brølende, hvide dudes i sportstøj. Ikke mindst stod Peters helt og ven Ray Cappo, forsangeren i Youth of Today, frem af tågerne, og var med til at opklare besynderlige – men for mig pludselig yderst vitale – sammenhænge mellem en punkscene, fysisk træning som yoga og religion.

Der var både hits and misses når vi svævede rundt som to nervøse planeter den høst. På et koncertarrangement 22. oktober, hvor det strengt taget var Kylesa som var det mest bemærkelsesværdige bidrag, så vi Youth of Today fra to forskellige synsvinkler. Peter som del af et hardcore panteon på scenen bag bandet, jeg i salen, på gulvet. På all ages-koncerten i Brooklyn senere samme kveld så han mig ikke, men jeg så til gengæld hans spektakulære dive som både knuste hans ur og en del kroppe som han landede på. Han skulle senere perfektionere dette dive – springet ud i vandet – i en serie fotografier som sammen med For Pete's Sake-pladen In Faith and Loyalty står tilbage som nogle af hans mest uforglemmelige værker. I mit minde er Peter klædt i hvidt, rødt eller blåt, aldrig sort. På det eneste billede jeg nogensinde tog af ham står han og drømmer på scenen klædt i hvidt. Som en marmorstatue ved siden af sine helte.

*

Teksten er skrevet på bestilling fra et norsk musikmagasin som ikke brugte den alligevel. Redaktørene har med deres spørgsmål haft indflydelse på teksten, og siden på dens udformning efter en kort redigeringsrunde. Peters Vinduet-tekst her. Mindekoncert femte november i Oslo.

No comments: