Tuesday, October 22, 2019



Fellow Leonora-forsker Benedicte Gui de Thurah Huang slog til i Politiken igen. Tekst fra 19. oktober om Cahun og Carrington++ i konversation med denne tekst.

Monday, October 07, 2019

Friday, September 06, 2019




Gertrude Blom: "The jungle is burning" essay published in the photo book "Bearing Witness" edited by Alex Harris and Margaret Sartor, University of North Carolina Press 1983. I own no rights to this text. Documentary about Gertrude Blom here.

Sunday, September 01, 2019



Debatindlæg publiceret i Klassekampen Oslo 31. august 2019. De som vil kan se datoen symbolsk.

Monday, August 05, 2019

Leonora's Journey by Susanne Christensen
Published by Forlaget Oktober in Oslo July 2019
Contact Henrik Francke henrik@osloliteraryagency.no


This long essay traces the life of the British surrealist Leonora Carrington (1917 – 2011) from her rebellion against her upperclass family, to the inner circles of the Parisian surrealists, her time as a fugitive during Nazi Germany's invasion of France, her breakdown and hospitalization in Northern Spain and her wild escape across the Atlantic along with terrified fellow artists. Then, after a short stay in New York, she relocates to Mexico City where – as part of a group of female artists exiled from Europe – she constructs her own brand of surrealism. Leonora’s encounter with mental illness is very real, but her views on it are influenced by the surrealist idea of madness being a magic portal to another world, a place to retreat from bourgeoise conformity.

Amongst this are stories from the present day where Christensen, freelancing in the culture sector, experiences a different kind of madness with no portals to new worlds. There is no alternative, as the British cultural critic Mark Fisher (1968 – 2017) wrote. Fisher sought to define depression as something political rather than a chemical imbalance of the brain. Christensen tells the story about two colleagues – who suffered from depression and took their own lives – wondering if their troubles were a consequence of their work situation and the current Capitalist system. How can we start viewing this modern affliction as a collective issue rather than something we should deal with alone?

The crises of the mind and the environment seem to be two sides of the same coin. The dream spaces of the surrealists often depicted other worlds; outer space, undersea vistas, and borderline landscapes like beaches where objects appear to dissolve and merge into hybrids. The dream-like world of the coral sea is now in dire trouble yet our thoughts are occupied by the "magic" of new technology, rather than the seemingly pointless nature we’re surrounded by. References to sci-fi movies and climate-crisis documentaries flow through the text along with quotes from contemporary pop songs and other free associations.

In the second part of the book Christensen travels to New York, Mexico City and Los Angeles in search of Leonora; with the ghosts of her friends alongside her in New York on Halloween, and in Mexico City on the Day of the Dead. She experiences Leonora's art first hand, and interviews the American scholars that were in touch with the artist in the 70s and 80s. The feminist pioneer Gloria Orenstein (b. 1938) helps to reframe Leonora as an early ecofeminist who addressed today’s problems many years before we arrived where we are now. Christensen also imagines a conversation between Leonora and the ecophilosopher Donna Haraway (b. 1944) and how the tension between the two women erupts in wild rants and states of shared inspiration. Through her journey in Leonora's footsteps Christensen looks for the strength to deal with her losses and for a more hopeful outlook towards methods of collective mobilization.

Friday, December 28, 2018



Google-billeder af Noor III udenfor Ouarzazate i Marokko, verdens største solar power plant som netop i december 2018 blev testet og godkendt. Læs mere her + her.

Tuesday, September 04, 2018

Den nye mand og den nye Roland

Martin Bastkjær
De andres geometri. Det intime, det maskuline og det åbne
Essays, 184 sider
Arena Monografi, 2018

Denne sommer befandt jeg mig i en hytte i Møre og Romsdal-området, og som det kan være ved et middagsselskab begynder man måske at improvisere. Denne aften udviklede jeg en hjemmestrikket teori om sæterrømme, eftersom det var første gang jeg smagte rømmegrød. "I 80'erne," doserede jeg usikkert, "blev Crème fraîche introduceret som noget raffineret og fransk – samme ting! – som man kunne spise til sin kage i stedet for flødeskum. Crème fraîche beholdt sit franske navn i Danmark, fordi det udstrålede noget eksklusivt, et spændende produkt fra det land som lå øverst i alle kulturelle smagshierarkier. Nu hvor der ikke findes én god smag længere, dikteret af nogle franskmænd med unike smagsløg, sælges ægte norsk sæterrømme i danske butikker. Dette er et tegn på at smagen er blevet decentraliseret. Det eneste som gælder nu er om en vare kan sælges med en fortælling som går langt tilbage og kan garantere for dens autenticitet." Jeg aner ikke om dette har noget på sig, om ikke andet kan man notere sig at det norske er igang med at ændre sig til noget mere interessant i danske øjne end et minde fra en skitur: "De har kultur deroppe!"

Den unge kritiker og forfatter Martin Bastkjær gør intet stort nummer ud af det, men det er tydeligt at han har et godt øje til den norske litteratur som får god plads i hans litterære essays. Det som er glædeligt er at han kommer bagom det som oversættes, som virker præget af økonomiske hensyn og danskernes mest klichémæssige forestillinger om det norske, og læser nogle af de forfatterskaber (Ole Robert Sunde, Stig Sæterbakken, Cathrine Knudsen, Geir Gulliksen) som en del norske kritikere også synes er de mest interessante. Men det er ikke interessen for det norske, som om det var en kvalitet i sig selv, som gør det så dejligt at være i Bastkjærs essays. Det er primært fordi de er så lyttende; der er altid noget han undrer sig over og noget som kommer bag på ham. Dette burde ikke alene være bottomline for kritikken, men for al slags litteratur.

Jeg skulle til at påstå at han skriver i høj stil, men der skal ikke meget til for at skabe distance til en del af den øvrige danske litteratur som er præget af en slags coolsprog som enten signaliserer at man er befriende uprætentiøs eller tyder på at man lider af et kommunikativt ambitionskollaps hvor man føler man må skjule sig i sprog som snydes ud af næsen som kollektive enetaler på et værtshus. Hvorfor er der så god plads i disse essays? Det er som om Bastkjær rammer den bagerste væg i rummet, ikke ved at råbe højest, men fordi han oprigtigt tror at nogen sidder der, at der er noget som i sandhed er anderledes end ham selv, og at det er dette som er værd at kaste sine tanker imod. Bemærk hans tankevækkende undertitel som kombinerer tre kvaliteter som ikke traditionelt placeres i samme skuffe. En slags høj stil måske, men der er milevid afstand til fortidens åndsmenneske hvis intellekt ofte stod i modsætning til sansning og følelse. At det maskuline sættes i kontakt med det intime og det åbne er befriende, i mere hierarkiske tider blev især det intime gerne proppet i den feminine skuffe sammen med alt det andet med lav status.

Bastkjærs feminisme (bogen åbner med notatkollagen "No More Mr. Nice Guy") er ikke skinger og polariserende, snarere virker den som en helt afslappet obligatorisk del af et dannet menneskes intellektuelle ballast. Hvis jeg skal gætte på hvem som er samlingens guiding angels bliver det den britiske filmteoretiker Laura Mulvey og hendes analyse af the male gaze i det banebrydende essay "Visual Pleasure and Narrative Cinema" fra 1973, tanker som også John Berger (tv-serien Ways of Seeing) var inde på omkring den samme tid, og Roland Barthes (specielt Camera Lucida fra 1980) som jeg tror Bastkjær har suget op med sugerør som var det honning. Det er kvalificerede gæt, for han nævner dem selv, men Bastkjærs måde at se minder mig om Barthes' sensibilitet i den grad at jeg får lyst at nynne: "Hvem er den nye mand, og hvem er den nye Roland?" Tekserne er iøvrigt ikke uden regulær punch, godt nok folder sætningerne sig for det meste langsomt ud, men det er ikke altid blomster som trylles frem, af og til er det en drillende slo-mo knytnæve.

Åbenheden og den afprøvende holdning rammer måske alligevel ikke altid plet, for eksempel kan det virke urimeligt at sætte den norske forfatter Ola Bauer op mod Michel Houellebecq, og måske tages nogle af Stig Sæterbakkens mest sorthumoristiske udsagn lidt vel alvorligt. Det er imidlertid morsomt at følge hans frustrerede Sæterbakken-læsning som får ham til at slå knuder på sig selv og rode sig bort i nogle af de samme paradoksale tiltrækninger og frastødninger som er typiske for Sæterbakken. Den afprøvende åbenhed synes netop at stamme fra hypernysgerrige essayister som Sæterbakken og Ole Robert Sunde.

En af samlingens bedste tekster ("Dvale, dominans og klaustrofobi") er alligevel om dansk litteratur og tager tråden op fra debatten som fulgte Mette Høegs 2015-kritik af tidens navlebeskuende forfattere ("Dansk litteratur lider under kvindelig dominans"). Høegs store bommert var at kønne den selvoptagede trend feminint, og Bastkjær kvitterer med at læse nogle mandlige forfattere som udstiller mænd fanget i endeløs introvert hyperrefleksion. Her får Bastkjær en mare ud af skabet som har redet den danske litterære offentlighed så langt tilbage jeg kan huske: Den uvedkommende litteratur består, og kritikken af den uvedkommende litteratur skyder forbi målet fordi den serverer de samme sprogfattige klichéer igen og igen som ikke er grundet i læsning, men i automatiserede fordomme.

Et remix af denne tekst stod på tryk i Information 3. september 2018.