Jeg ved ingenting om dans. Det er et godt sted at starte, at vide ingenting. Det er samtidig klart at det er en lodret løgn: At synge og danse er universelle menneskelige spasmer, ofte koblet til positivt eksalterede tilstande, men ikke nødvendigvis. Danser jeg af og til på mit kontor så boghylderne svajer frem og tilbage? Det er klart jeg gør. Glemmer jeg mig selv og synger højt til musikken indtil et øjebliks selvbevidsthed får mig til at lukke vinduet til gården? Det er klart jeg gør. Jeg har også forsøgt at lære at danse i mere koordinerede former, både i forbindelse med gymnastikopvisninger og som del af den gymnasiale eksamenfejringen hvor man traditionelt lærer sig at danse Les Lanciers. Jeg var vel hverken god eller dårlig til dette, og har sandsynligvis både skammet mig og moret mig – så vidt jeg husker mest det sidste.
På basis af akademiske studier og livslang nysgerrighed kan jeg kvalificere som litteratur- og kunstkritiker, men send mig ind og se Tjajkovskijs Svanesøen (1875–76), og jeg er en fuldblods synser. Sandt, uden akademiske studier kunne også jeg være dansekritiker, hvis jeg havde dyrket dans passioneret kunne jeg havde opøvet professionel kompetance på området. Heldigvis kan vi alle undre os og stille spørgsmål, hvilket må være det ultimative udgangspunkt for alle former for kritisk praksis. Under en bustur mellem Portree på Isle of Skye og Inverness ved den skotske østkyst falder jeg ind i et danserelateret ręverie.
Jeg læser tre besynderlige bøger, og de er del af et danseprojekt. Hvordan hænger dette sammen? Broen her må være gestikulation. Det er en nydelse at observere en passioneret forelæser som bruger hele kroppen til at formidle sit budskab. Denne underviser, hun er mere end et hoved, jeg forstår hende bedre for hendes hænder og ansigtsudtryk gør ordene dybere, de skaber nuancer, og hun trækker mig ind i sine ord; hun ønsker at jeg skal forstå. Den lærer er en danser, kan man sige, men danseren er også en fortolker på samme måde som den passionerede forelæser fortolker det litterære værk som hun underviser i. Ordene danser ud af hendes mund, tankerne danser i mit hoved. Mens jeg ser ud af busvinduet på de grønne landskaber danser tankerne i mit hoved. Jeg drømmer, og ser en række vidt forskellige dansere for mig.
Indianerne som dansede på Zócalo, den centrale plads i Mexico City, på Día de Muertos. De var skrækindjagende, de var intet turistshow, folk behandlede dem som shamen, respektfuldt og højtideligt. En punkindianer med kroppen malet som skelet holdt en streng finger i vejret mod min kamarelinse – jeg bogstavlig talt visnede væk, og mit kamera blev til støv. Jeg sank i knæ og opløste mig som en flygtig skygge over pladsen. Den rituelle dans har sine specifikke funktioner, som for eksemple at takke guderne for jagtbyttet som skal brødføde familien. I samtiden er samme dans en påmindelse om folkeslag som muligvis er ved at glide bort i glemslen. På torvet putter vi penge i hatten, og brødføder familien.
På indkøbsgaden i Glasgow blev der også danset, en type traditionel folkedans som virker bekendt, som ikke er så væsenforskellig fra skandinaviske folkedanse. Det er ofte pardanse, hvor kvinden og manden repræsenterer sine givne samfundsroller. Dansen er samfundet, og samfundet er et mønster baseret på heteronormative strukturer. Den søndag i Glasgow blev publikum inviteret til dans, men danseinstruktøren lagde med en mild latter vægt på at vi kunne danne par som vi ville.
Jeg forestiller mig at den spastiske diskoteksdans ikke akkurat står i samfundets tjeneste. Det er snarere individualitetens og orgasmens dans, som kan spores tilbage til den antifacistiske psykoanalytiker Wilhelm Reich (1897 – 1957) og rock 'n' roll-kongen Elvis Preslys vuggende hofter (1935 – 1977). Den frie, vuggende krop kan imidlertid også udtrykke et fællesskab med tilhørende værdier, som det for eksemel sker i et Pride-optog. Hvordan man end anskuer det virker det som om at dans, samfund og identitet hører sammen, og at dansen både er stærk og skrøbelig. Dens former er ofte traditionelle, men de er ikke evige, de er i evig forandring: The new dance craze! Do the mashed potato!
Den højkulturelle dans, dansen som et højværdigt kunstudtryk, er måske heller ikke i sikkerhed længere? Mine læber skælver, og øjet fyldes af tårer: Tjajkovskij! Balletten har bevæget sig fra kulturens midte, fra at være dens ypperste udtryk til en ofte perifer og næsten meningstømt position på lige linje med et mangfold af forskellige kulturudtryk. Danseudtryk dør og opstår i samme tempo som kulturelle forandringer. Svanesøen af Tjajkovskij er Tjajkovskij, men kommer i mange forskellige forklædninger og fortolkninger. Danseren memorerer den døende svane natten før forestillingen. Hun falder ind i en drømmetilstand, og koncentrerer sig fuldt om denne fastlagte serie af bevægelser. I en rumkapsel sendt ud i det ydre rum burde alle disse danses koreografi repræsenteres: Den rituelle dans, folkedansen, diskodansen, balletten, og sikkert mange flere end det. Hvad ville en besøgende fra Mars mon tænke? Der er liv her, der er et mangfold af liv.
Uddrag fra Time has fallen asleep in the afternoon sunshine.