Ifølge Rough Guides har Agadir ingen sjæl, det er i Marrakesh tre timer væk at de store turistflokke tramper rundt efter autenticitet. Agadirs tragiske historie var med til at skabe et perfekt resort. Efter endeløs kolonialisering af henholdsvis Portugal, Frankrig, England, Tyskland og Spanien, opnår Marokko selvstændighed i 1956. Billeder fra Agadir i de sene 1950'ere viser en del moderne arkitektur, blandt andet Cinema Sahara med sit smukt snoede neonskilt og en UFO-lignende strandrestaurant ved navn La Réserve. Agadir får imidlertid kun fire år i frihed før byen bogstavlig talt går under i et gigantisk jordskælv. Kort før midnat den 29. februar 1960 ryster jorden i 12 sekunder. Det er nok til at destruere 70% af byen og tage livet af op mod 18.000 mennesker, hvoraf en stor del ligger i deres senge og sov er. Stemmer kalder fra ruinerne på arabisk, fransk og mange andre sprog, men man vælger at sprede desinficerende, insektdræbende midler på de sammenstyrtede murbrokker fordi epidemier eksploderer i det varme vejr.
Agadir genopstår i de kommende år som en by uden sjæl, uden autenticitet, men som et hypermoderne strandparadis modelleret efter vestlige turisters behov. Agadir er både sjælløs og fundamentalismefri, her hersker snarere en mild postmoderne ironi. Ved min ankomst to dage før jul løber jeg gennem byen og direkte ud i vandet. På vejen hjem til det rolige middelklassekvarter Charaf møder jeg en ung mand som præsenterer sig som Omar Sharif. Da jeg spørger ham hvad ordene betyder som lyser op på bjergsiden under resterne af den gamle kasbah, svarer han: "Coke, Fanta, Sprite!" Han retter sig selv, faktisk står der gud, konge, fædreland. Det er udenfor sæsonen, så Omar spiller bare halvhjertet rollen som arabisk charmør. Den automatiserede turistromantik sidder i kroppen selvom han forsøger at ryste sine manerer af sig. Han overspiller sin rolle som eksotisk lokkemad uden at fremstå kynisk, han er berber, troende muslim, men med en mildhed som gør at oprigtighed og ironi – nihilismens fætter – kan sameksistere. På samme lattermilde måde drysser strandrestauranterne julenisser og snemænd udover deres facader. Måden Agadir synes at destablisere sin egen eksotisme virker så cool at jeg begynder at mistænke at bønneråbene fra Charafs lokale moské bruger vocoder og scratch.
Jeg handler i det franske supermarked som har en alkoholhule i underetagen, men finder på nytårsaftensdag frem til det lokale souk, et overdækket marked, et arabisk mall, om man så kan sige. I denne by er jeg tydeligvis ikke et spøgelse blandt andre spøgelser. Den tragiske fejl man begår i Skandinavien, at gå på gaden i gensidig overbevisning om usynlighed, begår de ikke her. Jeg er synlig, hello. Vi ser hinanden, hvilket chok. Leende råber butiksassistenterne: "Hey, vi er ikke del af nogen mafia her, vi er ikke terrorister!" Jeg råber tilbage: "Det ved jeg da godt, men jeg er en prekær kulturarbejder fra Skandinavien, jeg er her ikke for at shoppe, for mig er I æstetiske elementer, lys og farver og en kakofoni af interessante lyde. Når jeg ser på jer, tænker jeg på Edward Said snarere end på at finde min pengepung frem!" En eftermiddag på Mille Et Une Nuits da jeg indtager dagens couscous, dukker en lille orange kat op. Den lille lyserøde kattemund, de små hvide tænder, den både patetiske og sukkersøde sang fra den sultne kattekrop ved mine fødder. Drengene og kattene, hvilken mørk invitation til sadisme. Katten får en lille stump kogt gulerod.
Uddrag fra Vagantspalte #1/2016 læst op på Litfestbergens-arr. "Jorda rundt på 80 minutt"