Sinéad O'Connor 1966 – 2023

På omslaget til Rememberings, den irske sanger Sinead O'Connors (f. 1966) ret så autentiske selvbiografi, ser vi hende hvile med lukkede øjne, det ikoniske kronragede hoved og let genkendelige, smukke ansigt. Mod nakken lyser et ar tydeligt hvidt blandt de korte, mørke hår. Rememberings skal forstås lidt som en hullet pose hvor minder lyser op i glimt. O'Connor fremstår som bundærlig, også når hun siger at hun har været hashafhængig, og at dette har ødelagt hendes hukommelse. Hun forbereder også læseren på at der er flere stemmer i bogen. Første del om opvæksten er skrevet med et barns perspektiv og uskyldige stemme. På et bestemt tidspunkt i de tidlige 90'ere knækker historien, stemmen forandrer sig og vores heltinde forsvinder ind i en surrealistisk udgave af amerikansk kendiskultur hvor en ond udgave af Prince forfølger hende samtidig med at hun desperat forsøger at holde kontakten med sine børn, deres fædre og hendes søskende og far. 

Fra starten var der lagt op til misforståelser. Her kommer en dybt traumatiseret irsk punkpige og gør sin entrée; hun bliver opfattet som popstjerne, og bør dermed holde sin sti ren, men definerer sig som en punk og rastafariinspireret protestsanger. Hendes kunst er på mange måder lig med hendes evne til at overleve og komme sejrende igennem de mest utrolige hændelser. Fra hun er 9 til 13 bor hun med sin psykisk syge mor som misbruger hende på det groveste. Moren er præget af indre konflikter mellem religion og seksualitet som virker svære at forstå. Sinead er 19 år da moren dør i en bilulykke på en isglat vej i Nordirland. To år senere er hun i London og indspiller "The Lion and the Cobra" – det glitrende debutalbum hvor den nøgne stemme, som bærer sangene, kan skrige og hviske og udtrykke raseri, begær og ømhed fra linje til linje: Will you be my lover? Will you be my mama? I said will you be my lover? Will you be my babe? 

Endnu tre år skal gå før hun får et globalt gennembrud med Prince-sangen "Nothing Compares 2 U" hjulpet af en minimalistisk musikvideo som stort set består af O'Connors alien-agtige ansigt med de udtryksfulde øjne og en eneste glitrende tåre. Morsorg og kærestesorg er ofte det samme. Tabet af moren virker som tabet af universel kærlighed, og savnet af hende, som sårede sin datter så meget, virrer mellem det religiøse og seksuelle. I disse sange hænger følelser sammen på en næsten ulovlig måde. 

Rememberings fremstår som et forsøg på medialt selvforsvar. Det er en bog som er hjemsøgt af hvad voldsom medieeksponering kan gøre mod et menneske som i forvejen er mishandlet. Det er en selvretfærdiggørende tekst som insisterer på at fortælle sandheden set fra et sind som har måttet forholde sig til store mængder af falske repræsentationer af sig selv. Det er kærlighedsbreve som skal genoprette forbindelsen til de elskede uden støj på linjen. Den første stemme i bogen er så uskyldig at Sinead knapt er i verden endnu mens den anden stemme nærmest kommer fra efterlivet, som et slags testamente. Når billederne af en kronraget Britney Spears midt i et nervesammenbrud dukker op i mindet går det op for mig at O'Connor har forsøgt at komme i dialog med yngre kvinder som hvivler rundt i kendiskulturen. I disse dage udkommer iøvrigt Billie Eilishs (f. 2001) anden plade "Happier Than Ever" hvor den 19-årige popstjerne synger som om hun allerede er blevet dræbt af sin egen succes. Du kan flyve og være fri indtil nogen ser dig og begejstret peger og kalder dig Hende som flyver og er fri. 

Uddrag fra Vagant-spalte 2/2021