Åben som en ruin

Tue Andersen Nexø
Vidnesbyrd fra velfærdsstaten
Arena Monografi, 2016

Det kan virke som et vovestykke når litteraturforskere putter en bunke vidt forskellige litterære værker i en suppegryde og forsøge at snuse sig frem til såkaldte "tendenser." Det opfattes måske i stigende grad som et besynderligt, nørdet greb, i takt med at litteraturvidenskab, med sine gode intentioner om oplysning, skrumper ind og bort fra samfundet og fra det offentlige ordskifte, nu senest med tidsskriftet Kritiks tragiske død. Nørden har nu alligevel altid været en heltefigur i min verden, og der er intet formalistisk over Tue Andersen Nexøs arbejde. På den måde kan man sige at han selv er del af den sociale vending som han forsøger at påvise i sin bog med det nydelige bogstavrim i titlen, Vidnesbyrd fra velfærdsstaten. Her har han puttet de sidste tyve-tredive års samtidslitteratur i alle skønlitterære genrer i sin suppegryde for at eftersøge ændringer i måden samfundet, forstået som ruinerne af velfærdsstaten, beskrives.

Det er en ambition som går på tværs af et kommercielt massemediesprog som helst vil ignorere to størrelser: Først, bort med kunstbegrebet, kunst er tingeltangel, en slags julepynt som skjuler det faktum af forfatteren altid skriver om sig selv. Bort også med forestillingen om at en forfatter kan interessere sig for et "vi" i stedet for et "jeg," altså være interesseret, ikke i kernefamilien, men i ... ja, samfundet. Det kan virke som om der er et stort pres på litteraturen for at den skal indordne sig i et system hvor kunstbegreb og kollektivitet forsvinder til fordel for den spektakulære forfatterpersonlighed. Andersen Nexøs forskning tramper med tunge støvler på den slags retorik, han stiller sig op og spørger: Hvad med samfundet? Hvilket er en vældig god grund til at fatte interesse for hans bog.

Den velfærdsskepsis som han forsøger at påvise i samtidslitteraturen kan siges at hænge sammen med det generelle opgør med kulturradikalismen som har foregået i Danmark, dels som en højreorienteret værdikamp. I sit portræt af den pædofile overgrebsmand Gustav viser Kristian Ditlev Jensen (Det bliver sagt, 2002) for eksempel hvordan kulturradikale idealer om frigøring kan have en dyster klangbund af overgreb. Det som ifølge Andersen Nexø er tilbage af velfærdsstaten er, som det poetisk lyder igen og igen, en tilsandet institutionel ruin, som på forsiden illustreres med fotografier i melankolske blå og grå farver af værket Gazebo (2015) af den danske kunstnergruppe AVPD som står på Ishøj Strand. Andersen Nexø kunne have brugt andre ord, han kunne have påvist en øgende grad af kapitalismekritik i samtidslitteraturen, men "kapitalisme" er ingen særdansk konstruktion, det er en meget mere abstrakt (og muligvis importeret) størrelse end netop velfærdsstaten med sine gode intentioner, som langsomt, nærmest under vores fødder, er blevet omfortolket til en neoliberalistisk konkurrencestat.

Nogle af de størrelser som defineres som velfærd, og som Andersen Nexø bruger hvert sit afsnit på, er for det første beskrivelser af social opdrift. At der lægges til rette for en klasserejse er en kvalitet i velfærdsstaten, alle bør have mulighed til at sætte sig ud over sin sociale arv, også fattige børn skal kunne søge på universitetet. Her undersøges litteratur som er flyttet ud af hovedstaden til provinsen, for eksempel Helle Helle og Ida Jessen, som portræterer provinslivet, og mulighederne for social opdrift, som gerne betyder skadeskudte drømme om at flytte til en storby og omfavne de muligheder som findes her.

For det andet skal du i velfærdsstaten have mulighed for at sætte dig ud over kropslige forhindringer og leve det gode liv. I en overraskende analyse bruges romaner af Lars Frost, Pablo Llambias og Christian Jungersen til at se på hvilke muligheder den handicappede krop har for at overskride sine begrænsninger, kan den for eksempel have et sexliv? Dette er to gode eksempler på grundlæggende værdier om lighed som helt konkret er indskrevet i velfærdsstatens fundament, en kode som kulturradikale forfattere som Villy Sørensen og Hans-Jørgen Nielsen var med til at skrive. Velfærdsstatens grundkoder var altså delvist skrevet af skønlitterære forfattere, en position de yngere forfattergenerationer kan se langt efter idag.

Men hvad er det med denne sociale vending? Det betyder næppe at en hel forfattergeneration har genlæst Karl Marx og marcherer i takt, det er langt mere subtile bevægelser Andersen Nexø peger på. Fremstillingen af samfundet som et monolitisk system som man kan overvinde med sin kreative individualisme (en genganger i 70'ernes litteratur) erstattet af et uoverskueligt netværk af relationer. Samfundet taler ikke med en autoritær stemme ovenfra, men kommer til syne i hverdagslige situationer, i samtaler med andre og møder over en skranke på et rådhus. Når Nielsen med hukommelsestab forsøger at melde sig i systemet (En biografi, 2003) er han et sort hul, han bliver kun til hvis han kan registreres. Systemet skal kalde ham frem, ellers eksisterer han ikke.

På en lignende måde har jeg'et i lyrikken slået en gigantisk kolbøtte og bevæget sig bort fra den nærværsmetafysik som Poul Borum og Søren Ulrik Thomsen var talsmænd for i 80'erne. Tydeligst måske i Lars Skinnebachs lyrik fra I morgen findes systemerne igen (2004) og frem hvor jeg'et som sådan er fraværende, i hvert fald som bærer af et centralt placeret "indre" fuld af universelle værdier, og snarere giver sig til kende i form af en brutal, kakofonisk væv af citater. Jeg vil give Andersen Nexø ret i at det kan kaldes en social vending, men det er næppe en entydig bevægelse.

Andre steder i det lyriske landskab er det personlige blevet politisk på en akut måde, som for eksempel hos Maja Lee Langvad som har "skrevet sit liv" på en måde ingen trist kjendisbiografi kommer i nærheden af, nemlig i konceptuelle digte (Hun er vred, 2014) med baggrund i hendes egen erfaring med transnational adoption. Andersen Nexø nævner Langvad i forbindelse med det han kalder afsmagen for fiktion, et andet typisk tegn på en social vending. Her retter han et tiltrængt karateslag mod litteraturforskerne Poul Behrendt og Jon Helt Haarder som med begreber som "dobbeltkontrakten" (Behrendt, 2006) og "performativ biografisme" (Haarder, 2014) har forsøgt at analysere denne afsmag for fiktion som har præget dansk litteratur siden slutningen af 90'erne. Ingen af de herrer kobler i særlig grad an til større samfundsændringer i deres analyser. Også her bidrager Andersen Nexø imidlertid med vigtige perspektiver.

Nu er det ikke sådan at alle forfattere er venstreorienterede, eller overhovedet er enige i at det er relevant at melde ud om politisk ståsted, men diagnosen som Andersen Nexø nærmer sig kan nok kaldes venstremelankoli. Vækker et fuldendt bygværk eller en tilsandet ruin det stærkeste håb? Kan ruinen ikke være et billede på det åbne værk, på at der findes muligheder for interaktion? Måske det er derfor vi har fået en – til tider hysterisk – festival- og eventkultur. Der er muligvis en tendens til at se mørkt på ruinerne af et bygværk som vækkede håb gennem barndom og ungdom, men de er vel også en invitation til at bygge videre, bygge hybrider, bygge nye sociale skulpturer og nye sprog.

Susanne Christensen, Information 1. oktober og Klassekampen 8. oktober 2016.