Hvor har Susanne Christensen vondt?

Upubliceret interview af Silje Stavrum Norevik fra 2017

 

Jeg hadde sett for meg at vi skulle møtes i Manteuffelstraße i Berlin hvor Susanne Christensen har bodd de siste årene. Men hun har flyttet til København, og intervjuet finner sted på et lite møterom på Litteraturhuset i Bergen hvor hun er på en snarvisitt på SKOK for å holde teoriverksted om den nylige avdøde britiske kulturteoretikeren Mark Fisher. Derfor blir det ingen hjemme hos-reportasje, men et lånt møterom og en skrantende telefonopptaker som gjør at konversasjonen må fortsette per mail noen måneder senere. Christensen er utdannet litteraturviter fra Universitetet i Bergen og på begynnelsen av 2000-tallet var hun en av pådriverne bak det bergensbaserte forlaget Gasspedal. I 2003 ble hun kritiker i Klassekampen, mellem 2004 og 2006 skrev hun i Morgenbladet, og hun er nu tilbage i Klassekampen. Christensen er en politisk engasjert kritiker som lar assosiasjoner og minner spille med i fortolkningen av bøkene. Hun har også fungert som døråpner mot en større skandinavisk offentlighet – delvis gjennom bloggen, Claws Talks hvor hun har lagt ut kritikker og debattinnlegg siden 2002. Mange av hennes kritikker er samlet i Den ulne avantgarde. Kritiske tekster fra 00-tallet (Flamme Forlag 2011) og hun har dessuten utgitt en bok om hændelserne omkring de russiske aktivister Pussy Riot, En punkbønn. Musikk og aktivisme i Russland og Nord-Amerika (Forlaget Oktober 2015). Formen er ofte personlig, springende og dokumentarisk. Christensen anmelder ikke bare litteratur, men også kunst og musikk. 

 

La oss starte med teksten din om Sophie Elises selvbiografi Forbilde. Hva får deg til å lese en rosablogger inn i et litterært univers?

 

Da jeg arbeidet med En punkbønn begynte jeg å følge en liten enklave av forskjellige bloggere og det var vanskelig å komme unna Sophie Elise. Derfor har jeg fulgt med på henne og er opptatt av pikekulturen og dens motstandskraft, og dens interaksjon med media og selvpresentasjon. Jeg har selv hatt et fordypningsprosjekt med En punkbønn som handler om svært unge piger som mobiliserede på græsrodsniveau via feministiske punkfanziner i nittitallets Nordamerika. Derfor ble jeg interessert i hva samme generasjon foretar seg i Norge i dag. Dagens piker griper også til mediene, men dette er helt andre medier enn den gang. Fanzinekulturen kan ses på som en parallell til dagens rosabloggere. På grunn av denne interessen var jeg nok spesielt kvalifisert til at læse en bog som Forbilde. For jeg tror ikke at det litterære miljøet eller rosabloggmiljøet nødvendigvis krysser hverandre i særlig stor grad. Vi kjenner Sophie Elise fra måten hun skriver om seg selv på bloggen. Jeg ble nysgjerrig på hvordan hennes bok kom til å se ut. Hvis du ønsker perfekt formulerte setninger og det man tradisjonelt kaller god litteratur, som Kafka, Duras eller Bernhard, så er det nok vanskelig å venne seg til denne stilen. Formen er typisk for emotionel og bekendende fanzinekultur og for 90'ernes Reality-serier. Der er en stærk generationsmæssig spejlingseffekt, hun indtager rollen som IT-girl og taler med den unge pikes autentiske stemme. En del av det kjennetegnes av det litt hjelpeløse språket – du finner få perfekte setninger, men du finner personligheten i den litt hjemmestrikkede måten hun uttrykker seg på. Dessuten finnes det noen nifse spenninger mellom varesalg og den intime betroelse, hun er en forretningskvinne og måten hun også har talt om kriser på. Det gjelder både psykiske kriser og kroppsforhold, opplevelser med abort. Sådan fungerede fanzinekulturen også, den skabte en platform, men hun er et helt annet sted hvor hun når et større publikum, og hvor hun tydeligt opererer som et firma også. Det er en underlig montage-effekt i og med at hun skifter mellom ekstreme bekjennelser (tar bilder av sine strekkmerker og sin egen kropp), og i den neste bloggposten viser hun en læbestift, og sier at dette produktet er fantastisk. Det er en montasje-aktig læseopplevelse og etter en tid kan man bli litt satt ut av denne måde at præsentere sig selv. Så jeg ville ta den boken alvorlig. 

 

Hvorfor var det viktig tenker du?

 

Fordi det er vitnelitteratur. Jeg vil også være forsiktig med å overvurdere henne for jeg kan også se at bogen er et spekulativt prosjekt for Cappelen Damm. Hun er litterær debutant som allerede har en stor leserskare fordi hun er en vellykket blogger. Forlaget vet at oppmerksomheten allerede finnes der ute. Men hun er den gyldne fugl i en ramme av pengeinteresser og kommersielle interesser. Hun har flørtet med aktivisme og hadde en liten seier mod Freias påskeegg som indeholdt palmeolie, et produkt som efter protesterne blev trukket fra markedet. Helt sentralt er at hun egentlig skrevet en vitnesbyrdberetning fra kapitalismens front. Hun er uttrykk for en korporalisert kapitalisme hvor kropp og penger er den samme ting – på den måten læser jeg Forbilde som en vitnesbyrdsberetning, hun er ute i en slags kapitalistisk frontier. For mange av oss kan dette fortone seg en smule redselsfullt – vi har vokst opp med at det finnes en reellt uafhængig ungdomskultur. Hvis du har levd gjennom åttitallet og nittitallet, så har det alternative været en reell mulighed. Sophie Elises landskap ser annerledes ut, hun er jo en entrepenør og sin egen forretningskvinne, på same måte som en Kardashians. Jeg ble forvirret å se på henne, hun flimrer for mine øyne og derfor måtte jeg gå lenger inn i det ved å undersøke fenomenet og ta det på alvor. I anmeldelsen sidestiller jeg Sophie Elise-karakteren med litterære hovedpersoner som Holden Caulfield fra J. D. Salingers Catcher in the Rye (1951). Du får fornemmelsen av at Salinger like gjerne kunne skrevet den boken ved å lade Caulfield ta mobiloppptak av sin stemme og dokumentere sine depresjoner, sin kritikk og motstand. Han er dog ikke forretningsmann og tjener ikke penger på sitt utseende, men begge er i bunn og grunn autentiske unge stemmer som forfattere har interesseret sig for i nyere tid. Hun skriver ikke kvalitetsmessig som Sylvia Plath, jeg hinter ikke til hennes litterære nivå, men det er interessant at tænke på Sophie Elise-karakteren som en parallel til Esther Greenwood i The Bell Jar (1963). De personer som blir skrevet frem i Catcher in the Rye og The Bell Jar, symboliserer den unges personlige krise og kritik. Greenwood opplever mange av de samme tingene i et overfladisk miljø – hun kommer inn og skal se pen ut i sin kjole, men hater det miljøet. Ur-typiske situationer for teenagere i dag. Jeg er interessert i hvordan den slags litteratur speiler samfunnet. Litteratur og samfunn er for meg uløseligt forbundne størrelser, så det har vært naturlig for meg å være interessert i den litteratur som har noe å si om samfunnet. Hun sier ekstremt mye om seg selv, hun har en snæver sirkel om sin egen kropp og egne interesser, men samtidig er det en tidstypisk kroppsfornemmelse som er veldig klaustrofobisk og smertefull. Det er spørsmål om en tidsånd, men det er en forpestet tidsånd hvor kapitalismen er kommet under huden på os og har naturaliseret sig og bevirker at vi ikke kan forestille os et alternativ. Rosabloggerne øser af deres ungdommelige autenticitet, der er en kerne af uskyld i en businessorienteret ramme hvor andre drager nytte av deres utseende og appell. Modsætningsforholdet er borte. Boken er en god linse for å formulere sig om noe som er typisk for samfunnet nu. 

 

En av dine siste kritikker er anmeldelsen “Siris hjerne” av Siri Hustvedts siste essaysamling hvor du ender med å beskrive en scene fra Melodi Grand Prix: “Den såkalte virkelighetslitteraturen negerer tilsynelatende form på samme måte som årets MGP-vinner, portugisiske Salvador Sobral, tok avstand fra fyrverkeri til fordel for feeling. Sobrals show var «autentisk» på en nesten spastisk måte. Det unike i følelsene hans ble understreket av et shownegerende show, hvor han nærmest krøyp opp i ræva på seg selv for å beskrive en bitteliten, vakker perle, hans ekte følelser. Var det mindre koreografi her enn i de koordinerte dansenumrene? Selvfølgelig ikke, Sobral spilte det virkelige, på samme måte som «virkelighetslitteraturen» formmessig etterlikner en sjø av ekte tårer. “ Så virkelighetslitteraturen utgir seg for å være virkelig, men er det ikke likevel?

 

Det er vel ingen kontroversiel påstand at også det autentiske og "virkelige" fremkommer ved hjælp af en iscenesættelse. En roman er en iscenesættelse, fordi det er en destillering, konceptualisering og æsteticering af noget materiale. Det er en bearbejdning, og det gælder også den litteratur som vil fremstå autentisk og ubearbejdet. En tekst formet som en emotionel pøl eller klat er også en form på samme måde som en heksagon, men vi vil opfatte klatten som en udsondring direkte fra kroppen, og en heksagon som noget avanceret og artificielt, selvom avancerede former selvsagt også findes i naturen. Der er nok flere der koser med en teddybjørn end en professorterning, for at sige det sådan. En iscenesættelse er iøvrigt ikke nødvendigvis et forræderi, det er ofte et stimulerende skue og behøver ikke partout at betyde at nogen har onde intentioner. Hustvedt – og så vidt jeg ved Knausgård også – er optaget af samtidens neurovidenskab, hvor man taler meget om den affektive vending, men trenden stammer også fra amerikansk fjernsyn i begyndelsen af 90-erne, hvor Reality-showet fik sit gennembrud, for eksempel The Real World på MTV som ramte tidens grungeinspirerede tone af real emotions og skovhuggerskjorter. I Reality-shows føler virkelige mennesker virkelige følelser, men ingen vil vel påstå at et fjernsynsprogram ikke er en iscenesættelse samtidig. 

 

Jeg ved ikke hvilken "rød pille" offentligheden har spist i løbet af det sidste tiår, jeg troede at den slags var helt almindelig godkendt viden fra litteraturvidenskab, filosofi og kunsthistorie og så videre. Sobral er et godt eksempel. Hans performance vakte stor genklang fordi den underliggende påstand i hans show er at han negerer hele idéen om Melodi Grand Prix, som igennem tiderne har nydt at være tacky, glitrende og overdrevet. Sobrals følelser fremstår som sande når han med sit kropssprog viser en lille perle han holder i hånden. Det er næppe at trække den langt at påstå at han performer en essens; han iscenesætter et øjeblik af ægte skønhed, sandhed og autenticitet. Alle disse kvaliteter holder han i hånden, og publikum tror ham. Han låner kraft fra al den tackiness som har været på scenen hele kvelden, og han negerer den og skaber et øjeblik. 

 

I et bredere samfundsmæssigt perspektiv er samtidens høje grad af forførelsesvilje et problem for det er ideologikritikken som lider nederlag. Ideologikritikken er god til at påpege iscenesættelser og konstruktioner. Politiske partier får selvsagt også deres budskaber igennem ved hjælp af iscenesættelse og konstruktion. De indrammer deres budskab og bruger mere eller mindre effektive symboler som en lille blå blomst (Sverigedemokraterna) eller en potent pil (Nordiska Motståndsrörelsen) som har psykisk påvirkningskraft. Der er mange forskellige instanser som har sine interesser investeret her. Kunsten som kunstig er i lav kurs. I kunstverdenen er man ikke gået lige så bananas som i litteraturfeltet, der kan man stadig tale om et værks formelle kvaliteter, hvad værket siger som værk, men dette led klippes i højere grad ud i forhold til det langt mere forførelsesvillige, mainstreamsensible litteraturpublikum. Et typisk eksempel fra litteraturens verden er den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom (The Western Cannon, 1994) som synes godt om stor litteratur med stor forførelseskraft. Han er generelt sur på det han kalder "school of resentment," den hadske skole (med hint til såkaldt French Theory) som holder på med mistankens hermeneutik. Samtidig er der også voldsomme kræfter i spil som påvirker os kognitivt via sociale medier. Kræfterne raser mod vores kritiske bevidsthed, de vil nedbryde den, resensitivisere os og befri vores købekraft. Jeg frygter at samtiden er ved at miste den sidste rest af kritisk bevidsthed til disse kræfter, og det vil have store politiske konsekvenser. 

 

Her spiller Sobral, Bloom og det vi kalder virkelighedslitteratur en relativt uskyldig rolle. Det er jo ikke sådan at Knausgårds og Hjorths litteratur ikke har ført til vigtige diskussioner som har med menneskers liv at gøre, men det brøl det vækker i publikum når noget "virkeligt" serveres, det er jeg skeptisk til. Det skygger for meget andet godt og interessant som foregår, og som trods alt har et videre udsyn end hverdagslivets genkendelige dramatik. 

 

I teksten "Morsskygger" skriver du om diktsamlingen Rosor Skador av svenske Jenny Tunedal og amerikanske Kate Zambrenos sjangeroverskridende Book of Mutter:  “Tekstene nekter å inngå i en jeg-kapitalistisk økonomi, hvor fingrene danser over tastaturet og finner på nesten hva som helst for å styrke forfatterens merkevare på markedet og sluke oppmerksomheten med sitt magiske jeg-mantra. Hvordan og hvorfor  lykkes disse tekstene å unngå den “selvbiografiske, skandinaviske hverdagsrealismen” du mener preger samtidslitteraturen? Hvorfor er dette gode undersøkelser av moderskap?

 

I slutningen af 90'erne og 00'erne fandt nogle interessante litterære eksperimenter sted som havde at gøre med dokumentarisme og selvbiografi. Meget af dette kom fra forfattere som havde deres fødder plantet i andre æstetiske felter end det litterære. Danske Pablo Llambias er uddannet billedkunstner og skrev Rådhus (1997). Ligeså danske Claus Beck-Nielsen kom fra teater og performance (hen udgiver for tiden bøger signeret Madame Nielsen) skrev Selvudslettelser (2002) og En biografi (2003), og svenske Jörgen Gassilewski, som er billedkunstner og poet, skrev Göteborgshändelserna (2006). Andre værker kunne nævnes, men disse er interessante både æstetisk og i sin evne og vilje til at engagere sig i samfundet på forskellig vis. Samtidig var der mange som spurgte sig om hvad "politisk litteratur" er for en størrelse, hvordan ser den ud? Her var nogle gode svar, og bøgerne blev diskuteret bredt. 

 

I 2017 giver Zambreno og Tunedal to lige så gode svar, mener jeg. Deres bøger er interessante formmæssigt, og de giver gode bud på det evige – og vigtige – spørgsmål "Hvad er politisk litteratur?" Det er imidlertid ikke til at ignorere at der samtidig foregår et enormt boom i forskellig litteratur hvor nogen skal fortælle deres livshistorie fordi de af en eller anden grund har været i mediernes søgelys. Vi har tidligere talt om Sophie Elise Isachsens roman, som klarer at være et hyperkapitalistisk smashhit og samtidig, indenfor rimelighedernes grænser, også kan læses politisk og trækker veksler på Reality-æstetikken med den ungdommelige stemme som iscenesættes. Her er en passende bro til en anden vigtig inspirationskilde bag den såkaldte "virkelighedslitteratur" som er den feministiske bekendelseslitteratur fra 70'erne. Llambias har tydeligt udtrykt sin henrykkelse over en forfatter som danske Suzanne Brøgger som skrev romaner som ikke fremstod som fiktion, som blev læst som ren selvbiografi og som i høj grad fik media til at koge over. Der var vild debat, og Brøggers figur blev ikonisk med den store hat og de mørkmalede øjne. Muligheden for en feministisk identitet blev kropsliggjort af Brøgger, og det var pludselig noget man kunne være. Hendes litteratur var en portal ind til en ny radikal identitet som flyttede på mange forhold i samfundet. 

 

Jeg ved ikke om Brøgger nogensinde blev rig af sin forfatterpraksis, men idag har kapitaliseringen af jeg'et nået et absurd niveau. Der er megen spekulation i det felt. Alle skal skrive en brand-strategisk jeg-kapitalistisk Reality-roman. Mine kriterier for god litteratur har imidlertid ikke ændret sig så meget. Jeg vil stadig have en form som jeg oplever som interessant og en litteratur som giver mig nogle gode svar på spørgsmålet "Hvad er politisk litteratur?" Problemet med Reality-æstetikken (pølen og klatten som litterær form) er at cirklen omkring individet ofte bliver for snæver. Teksten bliver en jeg-pøl. Hvad siger denne litteratur om samfundet? Nul og niks. Uanset om det er selvbiografi eller roman så mener jeg at det er et dårligt udgangspunkt at skrive udfra "hvad som foregår i hovedet." Man må forpligte sig til noget udenfor én selv. Man må forpligte sig til anden litteratur som man forsøger at forstå, man må forpligte sig til research, til videnskab, til for eksempel at forstå hvordan helsevæsnet fungerer. God litteratur må være forskning. 

 

Zambreno, og hendes æstetiske forbillede (og redaktør) Chris Kraus, skriver lige så meget om billedkunstneren Louise Bourgeois som om forholdet til sin mor. Tunedals bog handler om hendes mor, men er også et studie af Shakespeares tragedie King Lear. Hvis du skal bruge selvbiografisk materiale på en interessant måde så må det indsættes i et fletværk som er større end din egen lille smerte. Jeg er ligeglad med din egen lille smerte. Jeg keder mig til døde over narcissister som oversvømmer medierne med deres interessante liv. Put dit jeg på hylden hvis du vil bruge selvbiografisk materiale. Litteratur er for mig grundlæggende altruistisk, den går over grænser, den vil ud i verdensrummet og møde noget andet end sig selv, og den finder sig ikke i grænser, heller ikke de nationale. 

 

Hvis vi rykker tilbake til start, du kom til Bergen for å bli forfatter, men endte opp som kritiker i stedet?

 

Jeg kom til Bergen for å gå på Skrivekunstakademiet i 1999 og være der i ett år. Da hadde jeg allerede hatt kontakt med Forfatterskolen i København hvor jeg var på opptaksintervjuer og var nære på å komme inn. Derfor var planen å være i Norge og gå på SKA et år og søge i København igen. Så fikk jeg avslag igjen og da gik jeg for Plan B og accepterede pladsen jeg havde fået på Forfatterstudiet i Bø. Her traff jeg en engageret medstudent Audun Lindholm og ble involveret i alle hans prosjekter med fanziner og småforlag. Etter to år i Norge hadde jeg ikke lenger den store lysten til å vende tilbake til min praktiske utdannelse som sykepleier. Litt fordi jeg ikke ønsket å ha en litterær fantasi som varer i to år, og etterpå dra hjem til Danmark og arbeide videre med sykepleien. Jeg var interessert i at det skulle fortsette. Audun spurte meg hvorfor jeg ikke søkte meg inn på litteraturvitenskap i Bergen, og så gjorde jeg det. Etter det hadde jeg mitt livs beste år her hvor jeg var motivert for at lære, og det var et ekstremt levende litterært miljø som har blitt kanonisert av Tomas Espedal i Bergeners. Kanskje primært var det 00-ernes litterære miljø som var bekymringsløst og dynamisk. Etter hvert ble jeg inviteret til at anmelde i Klassekampen i 2003 av Espen Stueland som var hovedanmelder den gang. Stueland hadde sett Gasspedal-epostliste hvor det var et stort antal tilmeldte og flittig debat, og da hadde jeg blandt andet postet en læsning af Hanne Ørstaviks Uke 43. Frem til det hadde jeg ikke tenkt på meg selv som kritiker, men noen andre kalte meg kritiker og jeg tok navnet og identiteten til meg. På den tiden var det vanlig at man fungerede to-tre år som kritiker. Det var som et stadie man passerte for å tjene penger etter å ha blitt ferdig med en mastergrad. Da ble det mitt prosjekt å ta det alvorlig og forsøge at blive hængende. Jeg ville bli værende, og jeg ville utvikle en stemme og en skrivepraksis. Årene etter at jeg var ferdig med min masteroppgave i 2006 og inntil jeg fikk mitt første stipend i 2011, skrev jeg som faen. Jeg skrev så mange anmeldelser som muligt, og forsøkte i fire år å leve av inntekten som freelancekritiker. Mange af teksterne fra den tid kom på trykk i Den ulne avantgarde.

 

I en tekst i Den ulne avantgarde, En kritikers dagbok fra 2008 beskriver du hvordan kritikken som brødjobb er et vanskelig regnestykke som aldri går opp: “Bortsett fra nervesammenbrudd og null kroner på kontoen” er refrenget som innleder hver opptegnelse. Hvordan ville en tilsvarende dagbok fra 2017 ha sett ut?

 

Bortset fra brystforstørrende operation til kr 46. 500 NOK og daglige spa-behandlinger til 495 NOK holder jeg samme skrive- og rejseaktivitetsniveau som i 2008. Som jeg allerede har været inde på så ændrede min økonomi sig da jeg fik det første stipend i 2011. Siden har jeg været i stand til at supplere freelanceindtægter med forskellige former for stipend, og det er selvsagt en kærkommen anerkendelse af min virksomhed, men hvis man fx har fået et 3-årigt stipend fra NFFO, og ikke fattet at halvdelen af beløbet skal lægges til side til skatten, så er livsstilen stadig very teenage. Ingen børn, ingen familie, men jeg bruger penge på god mad og på at rejse, dels for at bekæmpe depression og stress, dels for at holde opmærksomheden levende og rettet mod mine omgivelser. Jeg må skrive som faen indtil jul og regne med at søge job i hjemmeplejen fra februar 2018. Desværre har jobmarkedet ændret sig, i 90'erne kunne man gå ind fra gaden og få et job i omsorgsbranchen. Jeg har dels fået afslag, dels intet svar på de ansøgninger jeg har sendt til diverse plejehjem og hjemmehjælperkontorer i københavnsområdet. 

 

Det å lese og kritisere så mye og intenst, hva gjorde det med resultatet?

 

Jeg var en annen type kritiker den gang siden jeg i større grad hadde fingeren på samtidslitteraturens puls. Jeg læste de kanoniserede forfattere og de som blev solgt som "nye, interessante stemmer." Min stilling har endret seg i dag på den måte at jeg i mindre grad ønsker at "mestre feltet," og i større grad selv vælger interessante bøger fra de skandinaviske lande eller den engelsksproglige verden. Man må holde sit læsende blik vågent og selv sørge for bevægelighed og følelsen af progression i en stilling som pr. definition er uden fremtid. Der er jo ingen begreper om ansiennitet eller løfter om fast ansættelse, økonomisk tryghed og pensionsordning. Jeg har i mindre grad følt at jeg skulle sympatisere 100% med et forlag eller en avis, arbejdsrelationen har snarere bestået af personlige tillitsforhold til en håndfuld redaktører. Tekster, også anmeldelser, må være bevægelige og kommer ud af et kollektiv af læsere, det er jo den sandhed som skjules af forfatternavnet på omslaget. I Klassekampen har jeg forholdt mig til Bendik Wold og Karin Haugen og i mindre grad til avisen som overordnet prosjekt. Den økonomiske situasjonen som frilanser har tvunget meg til å skrive bøker. Det finnes få stipender som gir deg den kritikerlønn som avisene egentlig burde betale. Da jeg hadde skrevet min første bok, kunne jeg bruke den til å søke meg inn i Norsk Faglitterære forfatter- og oversetterforening. Så snart jeg var inne i NFFO, og deres prosjektstipender er basert på et bokpitch, forplikter jeg meg til å skrive bøker. Jeg har aldri hatt en overordnet plan om hvor jeg skulle plassere meg i det litterære system, så jeg har vært heldig at jeg har blitt kalt fram og invitert og har tatt de utfordringer som kom. Jeg har fått flere og flere oppgaver nå som handler om å undervise, blandt andet et givende jobb på Kunstakademient i Oslo, hvor afgangselevene skriver essays, og jeg har vært tilbake på Skrivekunstakademiet for å undervise i essaystikk. Og det er en rolle som jeg godt kan tenke meg å ha. Det er et konstant spil om at holde så mange muligheder åbne som muligt. 

 

Hva er det viktigste du lærer vekk – for å bli en god essayist?

 

Jeg har alltid foretrukket tekster som har en spesiell tekstualitet, det monatasjeaktige – tekster som har forskjellige nivåer. Et åbenlyst forbillede er den amerikanske forfatter Chris Kraus, som også er kunstkritiker. Jeg opdagede hende i 2012 efter at have læst om hendes forfatterskab i det New York-baserede tidsskrift n+1. Hendes romaner bevæger sig imellem mange forskellige niveauer. Vi følger et plot, men der findes mange essayistiske partier. På den måde er vi ikke fanget i forfatterens synsvinkel eller egosmerte. Teksten får et bredere, filosofisk og samfundsmæssigt sigte. Min interesse for essayistik og kritik kom da jeg gikk på Forfatterstudiet i Bø. De skjønnlitterære tekster blev mere og mere minimalistiske, og var stiliserede uddrag fra en mere vilter dagbokaktivitet. Så hadde vi essaykurs med Eivind Røssaak og jeg begynte å lese teori: Donna Haraway, Camille Paglia og Simone de Beauvoir. Jeg har alltid lest teori som litteratur og på den måten føler jeg meg tett på skribenter som Simon Reynolds og Mark Fisher og deres musikjournalistik som krydser over og bliver til kulturkritik. De tar populærmusikken ekstremt på alvor, som jeg synes man skal. Jeg identifiserer meg veldig med slike essayister. 

 

Hva er det med Fisher som du føler så sterkt for? 

 

Han er kulturkritiker og har et politisk prosjekt, men er først og fremst er han en god leser. Han har musikkbakgrunn, og har en akademisk bakgrunn fra et teorieksperimentelt miljø på University of Warwick som hed CCRU, Cybernetic Culture Research Unit. Han er en typisk “DJ-teoretiker.” Han DJer Derrida og Žižek, men han gjør det ikke på en overfladisk måte, han går inn der motstandskraften er. Fishers styrke er å trekke essensen ut av tunge teoretikere og formulere det i pamflettformat. Og så korporalisere teorien, han kommer med konkrete eksempler fra sin egen bakgrunn, forteller om egne sykdom og depresjoner. Fischer begikk selvmord i januar 2017, og har skrevet om sin depresjon, og stått fram som en kritiker av det britiske helsevesen, og dessuten det britiske undervisningssystem og har noen gode personlige beskrivelser, og der identifiserer jeg meg med ham, måden han mikser nærlesning af en film, nærstudiet av en popsang og å knytte det til et personlig eksempel, på en måte at det blir en slags collagetekst. Det er min ideelle litteratur og jeg har en enorm forkjærlighet for slike tekster. 

 

Er det ideal for deg å bruke teori på en måte som ikke er ekskluderende for leseren ved som du sier å inkorporere det i mer montasjeaktige tekster med egen erindringer, assosiasjoner osv.?

 

Jeg har ikke opplevd at teori er ekskluderende, selvom jeg ikke har forældre med højere uddannelse end civilingeniør – min far – og kontorassistent – min mor, som hele mit liv har været hjemmegående husmor. Det er en retorikk som har blitt kjørt ut i noen aviser. Elitismen og tåketalen og de franske filosofene. Jeg forstår ikke hva det betyr, for jeg har alltid lest dem politisk. Da jeg studerte ved Universitetet i Bergen var min største inspirasjonskilde Senter for kvinne- og kjønnsstudier (SKOK). Den første tiden var jeg turist på det faget. Mitt utgangspunkt som kritiker har å gjøre med alt som skjedde på SKOK, UiB. Det gikk en dør opp i mitt hode hvor det går opp for meg at jeg kan lese teori. Mine forældre er ikke avancerede intellektuelle, på en måte overskrider jeg hva min sociale klasse sætter af begrænsninger. Det har vært litteratur til stede, men ikke på et akademisk nivå. Da jeg studerte på SKOK gikk jeg inn og leste om begjær og begjærsstrukter og det inspirerede mig til at læse og anmelde med et "queer mind." Nu betyder "queer" ikke det samme som homoseksuel, hvis nogen faktisk har læst Judith Butler uden at forvrænge hendes tekster. Du kan læse med et queer blik og queer sympati uden at det fører tilbage til dit eget ego og din egen eventuelle undertrykkelse. Måske folk har svært ved at forestille sig at nogen kan vælge en synsvinkel på baggrund af en passioneret politisk holdning og empati med sine medmennesker. Måske de tror at alle som griner i media griner fordi deres eget ego lider overlast. Min egen utilpassede teenagetid spiller selvsagt ind, da jeg debuterede på dansegulvet i de tidlige 80s var det heldigvis en tid for luftige drømme og flydende kønsidentiteter. Min egen uvilje til at give afkald på vildskaben som jeg havde som barn, en levende nysgerrighed som min civilingeniørfar opmuntrede, og det usandsynligt tiltrækkende ved drenge med sort eyeliner. Her blev jeg til, og det glemmer jeg aldrig. Ingen kønsmæssig konformitet kan hente mig hjem derfra. Så det kønsmæssigt anti-konforme, det tverrestetiske og det tverrnasjonale har bestandig vært viktig for meg. 

 

I en mye omtalt anmeldelse av Knut Kolnars Pornotopia (2011) skriver du:  «Listen over sinte menn blir stadig lengre. De vandrer rundt i romaner av Michel Houellebecq, Lars Ramslie, Lars Ove Seljestad og Abo Rasul, eller de heter Harald Eia og Anders Behring Breivik og bruker ulike metoder for å bringe sitt budskap fram i offentligheten». Hva er det som gjør at disse personene og fiktive karakterene kan sies å representere det samme?

 

Den anmeldelse står på tryk i Bokmagasinet 1. oktober. Det er lidt over to måneder siden Breiviks horrible massemord. Den norske offentlighed er på dette tidspunkt i en tilstand af dyb sorg og forvirring. Massemordet er næsten ikke til at fatte, og det er det heller ikke i i 2017. Men det komplicerer tingene at det var en etnisk nordmand som udførte disse handlinger. Det er simpel psykologi. Massemordet er begået af en person som er absolut anderledes end alt som almindelige nordmænd identificerer sig med. Han er et monster. Det bliver sværere når det viser sig at han var en relativt almindelig nordmand. Norge var ramt på mange niveauer, og sproget var også skadelidende. Alle udsagn blev læst med briller farvet af denne hændelse. Jeg har boet i Norge siden 1999 og har været del af den norske avisoffentlighed siden 2003, og det er klart at jeg var lige så rystet og ramt som alle andre. Også i Australien var de rystede. Anmeldelsen er skrevet af mig, og den er redigeret af Bokmagasinets redaktør Karin Haugen. Teksten er læst af mange øjne før den kom på tryk. Ingen havde på fornemmelsen at den indeholdt en kontroversiel eller krænkende påstand. Tre uger efter melder Harald Eia sig på min blog, og vi har et offentligt ordskifte om min formulering. Jeg forstår at han føler sig krænket, vi forsøger at komme til enighed, og jeg oplever at vi lykkes ganske godt. 

 

En uge senere går dette link ganske varmt. I løbet af en dag har over 5000 læsere været forbi. Så begynder journalisterne at ringe, og historien om at jeg angiveligt har sammenlignet Harald Eia med Anders Behring Breivik ender på forsiden af VG og Dagbladet. De næste fire dage er total mayhem af rasende henvendelser i alle kanaler af typen: "Må du brenne i helvete, din mannehatende feminist-hore!!" Dokument.nos redaktør Hans Rustad mener at jeg æstetiserer terror på linje med Karlheinz Stockhausen som kom med nogle uheldige kommentarer om 911. Eia og jeg gør os venner på Facebook og holder kontakten mens sagen kører i media. Jeg er primært ked af de ting han siger om sine døtre, at de har læst i avisen at deres far bliver sammenlignet med en massemorder, men jeg tror han forstår at jo større sagen bliver, jo sværere bliver det for døtrene som han forsøger at beskytte. Dette er stort set det eneste som er vigtigt for mig på det tidspunkt. Eia lægger sagen død efter nogle dage, og har sikkert glemt det meste idag, og det har de oprørte mennesker som skrev til mig sikkert også. Det er en del sværere for mig at glemme, der er blandt andet mange underlige udtalelser om mig som flyder rundt på nettet. 

 

Hvorfor er dette interessant at tage op igen? Fordi historien ikke er så unik længere. Ordskiftet i månederne efter 21/7 var under et heftigt pres, men at blive flamet til helvete i medierne er ikke længere en unik begivenhed, og den er specielt problematisk for freelanceskribenter. Hvem skal støtte os? Dengang fik jeg en mail fra chefredaktør Bjørgulv Braanen om at jeg skulle "stå på," men offentligt gik avisen ud og undskyldte for en tekst som vi i fællesskab havde sat på tryk. VG til mig: "Siger du undskyld, siger du undskyld?" Skal jeg sige undskyld for at VGs debatredaktør har konstrueret en sag om at jeg har sammenlignet Eia med Breivik? Næppe. Klassekampen støttede mig ikke offentligt, de satte derimod et debatindlæg på tryk af mandsaktivist Ole Texmo som skrev at jeg "fortjente tyn." Samme Texmo har skrevet i sin tekst på nettet Hvor har Susanne Christensen vondt? at jeg "kan mistenkes for å være lesbisk mannehater." Norsk Kritikerlag støttede mig heller ikke umiddelbart, men skrev en nyhedssag om at de tog afstand fra min udtalelse, tilsyneladende uden at have læst andet end hvad VG skrev om sagen. En måned senere rykkede de endelig ud med et slags forsvar. Venner og bekendte var nok ganske rystede, og skrev til mig personligt. Kjetil Kausland og Ina Blom var nogle af de få som fulgte sagen op på nettet de steder hvor jeg blev stenet med hadske kommentarer. 

 

Det spørgsmål som jeg vil stille er følgende: Hvem beskytter freelanceskribenten i en situation hvor hun udsættes for massive mængder negative kommentarer og trusler på nettet? Er der ikke nogle krydsede fingre her? Bidrager hun til avisens sexy aura med hipt kulturstof så kender vi hende, men i en situation som ovenfor beskrevet siger avisen: "Hende kender vi ikke!" uanset om vedkommende har været såkaldt fast freelancer i mere end 10 år. Mit eneste svar var at komme overens med redaktør Haugen og hurtigst muligt skrive flere anmeldelser. 

 

Det springende punkt er koblingerne mellem tale og handling. Det er en situation som har tilspidset sig voldsomt siden 2011. Overalt er der højrepartier i regeringer med en lille vred hund på slæb ved navn ydre højre. Folkets kritiske bevidsthed er blevet torpederet til fordel for en affektiv vending, et frit flow af ophidsede følelser. De mest påvirkelige læser bogstavligt og tror at de kan tjene sagen ved at gå ud og dræbe i gaden. I Amerika sidder nu præsident Trump og krydser fingrene og svarer "Meh!" når højreekstremister, som ultimativt hjalp ham til magten, myrder en aktivist på åben gade i Charlotteville. 

 

Lars Ramslie, som også var inkluderet i min famøse opremsning, reagerede med en tekst i Dagbladet. En forfatter som jeg også inkluderede, Abo Rasul AKA Matias Faldbakken, havde intet svar dengang, men måske han har et slags svar nu. I anledning af hans nye roman The Hills siger han til Morgenbladet ("Når utopiene vrenges" september 2017) at hans trilogi Skandinavisk misantropi (2001-2008) var en slags litterær trolling:

 

De sentimentene der, de kreftene der har utviklet seg og er sikkert blitt verre i visse kretsløp. Og også blitt viktigere som dypere politiske sentiment, slik man for eksempel så det i fjor under valget i USA, da den kreative produksjonen av nonsens og faenskap virkelig kom opp på et majestetisk nivå og fikk direkte politisk betydning. Jeg sitter og glor på disse tingene og føler at jeg på noen måter kjenner dem godt.

 

Det er ikke noget nyt at punkkulturer gennem tiderne har brugt hagekorssymbolik som en slags subversiv provokation. Den højreekstreme gruppering Alt Right, som hjalp Trump til magten, består nok af affekter som vipper mellem det ironiske og det inderlige, men uanset har deres punkinspirerede trolderier nu haft en effekt som er lig med reel politisk indflydelse på topniveau. Faldbakken fortsætter om Breivik: 

 

Etter 22. juli slo tanken meg at han faktisk kan han ha lest bøkene mine. Uten at det nødvendigvis betyr så mye. Og vice versa, da jeg leste manifestet hans, var det nesten så han fremsto som en rollefigur. Nivået av absurditet lå der en stund. 

– Absurditetsnivået var så høyt at Breivik lignet på en karakter som kunne ha opptrådd i en roman av Matias Faldbakken?

 – Ja, pretty much. 

 

Kritikerverden kan fortone seg som nokså hierarkisk univers. Hva betydde det for deg å bli utpekt til Årets kritiker i 2011. Du er jo opptatt av undergrunn, highbrow, lowbrow, men betyr den institusjonelle anerkjennelsen likevel noe for deg personlig?

 

Jeg ser intet paradoks her. Jeg har aldrig sat mig for at arbejde udelukkende subkulturelt, whatever that means. Hvad Audun Lindholm, Øystein Vidnes og jeg lavede med fanzinet GK og Forlaget Gasspedal tidligt i 00'erne kan kaldes subkulturelt, men det er ikke det samme som at forholde sig lukket til omgivelserne. Bag alle de initiativer jeg har været del af, Gasspedal, Audiatur, Vagant og så videre, har der ligget – og ligger! – en næsten desperat generøs gestus, men det er en invitation til et flydende og febrilsk forum for kritisk tænkning. Det er ikke det samme som at opføre sig ubehageligt overfor andre socialt, eller gå og gemme på en udspekuleret blacklist. Den fugl kommer ikke til at flyve, der er ingen energi i den slags, og jeg kender ingen som opererer sådan. 

 

Peak Subkultur i 00'erne var en passioneret diskussion om hvorvidt Geir Gulliksen skulle få et nummer af GK. Pointen med dette fanzine, som trykkede ufærdige tekster og tekstrespons side om side, var at ingen var læsere, alle var deltagere. Det vil sige at man modtog et nummer af GK og ideelt måtte svare med tekstrespons. Man producerede selv sine sider, vi var ikke redaktører, vi bare stiftede bladet sammen og sendte det ud til bidragsyderne. Gulliksen var lidt for meget af en star spotter som redaktør for Tiden, men han fik altså GK alligevel. 

 

Årets kritiker er ingen pengepris, så jeg er glad for at jeg fik stipend for første gang samme år. Et koncept som Vagant er en flydende galaxe i konstant forandring, og der kommer nye folk til hele tiden. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen som arbejder med det erklærede mål at ingen skal se eller forstå hvad de gør. Tanken får mig til at le, selvom det vist var meningen med omslaget på Den ulne avantgarde som er et dunkelt billede af et ophængt uldtæppe, at negere det spektakulære, eller i det mindste gøre noget andet end at sætte min egen tryne på forsiden.