My Rachel Rachel and the sea

Vintersolen skinner igennem en tæt gylden tåge. Jeg ser på et fotografi fra år 2000 som jeg tog ved et besøg i Porsgrunn. Så vidt jeg husker gik vi over en bro, og jeg blev slået af det gyldne lys over byen uden at kunne placere det som et resultat af Guds engles små pensler eller simpel forurening. Det er sandsynligt at vejrforholdene den vinterdag lagde til rette for et gulligt smoglåg, et fænomen som langt fra er unikt for Grenland-området, men ikke desto mindre kom jeg i tanke om fotografiet ved mit nylige besøg i Skien 19 år senere, og jeg hørte om Grenlandsrøyken, en gullig røg som typisk strømmede ud af det travle industriområde Herøyas skorstene. Den osende fabrik, den er afskyelig, men alligevel er det svært at placere billedet som entydigt negativt. Der er også noget ekstatisk ved fabrikken, den maniske aktivitet, som Moloch-monsteret i Fritz Langs Metropolis (1927), fabrikken som forvandler sig til en grusom sfinks i hvis glødende mund arbejderne ofrer sig.

Mennesket i aktiv leg med vandet, fjeldet og træstokkene. Netop ved Skien sluse overfor det fotogene Hjellebrygga, hvor hyggelige turistbåde ligger klar til fjordcruise, støder man på Trygve M. Barstads Tømmerfløter-monument. Her styrer to friske tømmerhuggere tømmerstokke ned ad et uroligt vand; der er flimrende, dramatiske linjer og bevægelse i metallets og fontænevandets sølvglitrende spil. Mennesket fremstår som lystfyldt legende, som fantasifuldt og handlekraftigt. Skien er bygget på denne energi; tømmerstokke og materiale til at lave brynestein – slibesten – er strømmet ned ad vandvejene siden vikingetiden, og det innovative menneske har fundet på at bruge naturens ressourcer, for eksempel at lave træ om til papir, og således skabe voldsom vækst og fremgang i dette område i Telemarken som ellers lå hen stumt og dumt. Naturen, den dumme og passive, og manden, den smarte og aktive. Er det sådan det er?

Ifølge vannportalen.no er Skienselva, som løber forbi monumentet, voldsomt forurenet som følge af byens industrifortid. Bundslammet indeholder høje koncentrationer af kviksølv, dioksin og andre klororganiske forbindelser. Det er ikke nemt at løfte sig fra den barnlige ekstase til den mere voksne ansvarsfuldhed, men i en postindustriel tidsalder bliver det tydeligere at de ubekymrede år er forbi. Monumentet med de to suveræne tømmerhuggere minder mig om at det føles magisk at gribe fat i et materiale med hænderne og forme det til noget. Hvis jeg havde fundet på at bruge et naturmateriale til noget nyttigt, ville jeg blive irriteret hvis en gammel tante kom og sagde at dette må jeg ikke. De forbandede gamle tanter! Rachel, Rachel, din forbandede gamle tante.

Jeg ser en amerikansk dokumentar fra 1963 på nettet. Modernitetens, fremskridtets og videnskabens kække drenge er rasende på en gammel tante ved navn Rachel Carson (1907 – 1964). Sandheden er at Carson, denne brillante forfatter og forsker, slet ikke er så gammel. Hun blev bare 57 år før hun døde af brystkræft. Hendes banebrydende bog Silent Spring udkom i 1962, og på dette tidspunkt ser den velstillede, hvide amerikaner sig selv som adskilt fra og hævet over et udefinérbart naturkaos som enten skal formes eller holdes nede. Dette er tiden hvor amerikanerne træder aktivt ind i vietnamkrigen på sydvietnamesernes side, og der eksisterer et håb om at man kan fikse problemerne hurtigt. Men selv myggene og træernes bladkroner synes at være på Ho Chi Minhs side. De amerikanske soldater får malaria, en sygdom der som bekendt spredes af myg, og den tætte jungle gør det umuligt at gennemskue fjendens bevægelser. Her træder de amerikanske videnskabsmænd ind og tilbyder hæren kemiske midler som dræber insekter (DDT) og får bladkronerne til at visne og falde af (Agent Orange).

Carson har fulgt udviklingen af disse syntetiske pesticider, og iagttaget hvordan de påvirker miljøet. Skal hun skrive "giftbogen"? Hun forsøger i lang tid at få andre til at bruge hendes materiale og skrive den, men til sidst må hun gå i gang selv. Silent Spring, om det forår hvor fuglene ikke synger længere, indvarsler starten på et nyt paradigme. Mennesket kan ikke længere betragte sig selv som en isoleret enehersker, snarere er vi intimt sammenkædet med naturen i en evig runddans. Her er gift en komponent som man ikke kan poste ud i naturen uden at den ultimativt ender med at passere igennem alle led i fødekæden og vende tilbage til os med karmisk kraft.

Rachel, du så børnene klæde sig i badedragter på en varm sommerdag, de løb efter bilerne som kørte rundt i gaderne og spredte en hvid sky af insektgift. Børnene lo, de fik sig et dejligt koldt brusebad. Rasende repræsentanter for DDT-selskaber forsøgte at irettesætte dig. Emotional and inaccurate outbursts kaldte de din kritik. Du var en modernitetsfjendtlig, irrationel tante, mente de, men når jeg ser dig tale med journalisten er du rolig, kølig og velformuleret. Det eneste som er påfaldende, er dine mørke, dødsdømte øjne. Lægen kunne ikke fortælle dig om kræften i tide, du var jo en lille følsom kvinde. Havde du haft en ægtemand med på lægekontoret kunne lægen have sagt ham sandheden, men du havde ingen af det rationelle køn du kunne gemme dig bag. Det blev ikke bedre af at du valgte at holde din sygdom hemmelig mens du forsvarede din argumentation i Silent Spring. Ingen måtte jo tro at sygdommen fik dig til at opfinde en kobling mellem den og brugen af pesticider. Du var jo videnskabskvinde, dine modstandere måtte overbevises om din objektivitet.

Carson var den eneste i sin familie som fik en uddannelse, og hun blev videnskabsformidler da hun opdagede at hun kunne kombinere sin litteraturinteresse med biologistudier. En stærk mor havde rustet hende godt og lært hende om naturen, og efter endt uddannelse fik hun arbejde hos US Bureau of Fisheries og blev siden redaktør for deres tidsskrift. Hendes første bøger var livsbekræftende og eventyrlige beretninger om livet i havet, som for eksempel The Sea Around Us fra 1951. Selv foretrak hun tidevandszonen. Blot en enkelt gang forsøgte hun at dykke. Det er muligt at hun lod sig stresse af fiskerne som ikke brød sig om at have en kvinde ombord. Hun kunne betragte havet og dets dyreliv, men hun kom aldrig til at føle sig komfortabel i dets favn. Havet, la mer, som moren, la mère.

På hendes tid eksisterede ordet "økologi" endnu ikke, og det gjorde heller ikke EPA, United States Environmental Protection Agency. Meget af dette begyndte at forandre sig efter Silent Spring. Det er mærkeligt hvordan sproget kan dø i vores ører, selv de mest sindsoprivende formuleringer kan af og til passere os forbi. Sproget er blevet klichéfuldt og fjernt, men når jeg ser Rachels alvorlige ansigt, ser hende tale i en tid som er så forskellig fra vores, så kan jeg pludselig høre. Hun bruger vandet som eksempel: "Water, which is probably our most important natural resource, is now being used and reused with incredible recklessness!" Jeg kan pludselig høre hvad du siger, Rachel:

The balance of nature is built on a series of relationships between living things, and between living things and their environments. You can’t just step in with some brute force and change one thing without changing many others. This doesn’t mean we must never interfere, never tilt the balance of nature in our favor. But when we make the attempt we must know what we’re doing. We must know the consequences.

*

Teksten er skrevet til Greenlightdistrict 2019, en kunstfestival i Skien. En gruppe af sagprosaforfattere var inviteret til en workshop i Skien maj 2019, og vi lærte om byens industrihistorie. Vi tog udgangspunkt i denne viden og skrev tekster om vandets betydning som var tema for festivalen. Disse tekster blev lavet til en lille avis som blev omdelt på festivalen da den foregik i september. Tak til Mette Karlsvik og Skien Kommune for invitationen.