Hvem skriver du som kritiker til?

Til alle! En anmeldelse giver et diskuterende bud på en læsning – som i en læsekreds eller som i en slags jazzimprovisation, hvor der er plads til både den almindelige litteraturinteresserede og forfatteren selv, som for mig at se ikke er noget specielt; hun er en læser som os andre, hvis hun vil opfatte sig som sådan.

Har anmeldelsen som genre udlevet sig selv?

Både redaktører og kritikere må genopfinde genren hver dag. Den norske kritiske offentlighed fungerer godt, der er mange dygtige aktører, men der produceres alligevel en del samlebåndsanmeldelser, der giver indtryk af en automatiseret proces, hvor aktørerne har glemt hvad meningen er eller ikke orker at stille sig de grundlæggende spørgsmål. Dele af kulturjournalistikken står i stampe, og præsenterer i stadig mindre grad et alternativ til klikøkonomien: Identitet til de identitetshungrende, et kendt ansigt og en tryghedsskabende spejling af hverdagslivet, er ofte hvad man får. Kulturjournalistikken, som reelt kæmper for sit liv foran en digitaliseringstsunami, forsøger at emigrere til nyhedssiderne med sager som går på forfatterens eventuelle overskridelse af etiske grænser. Karl Ove Knausgård er blevet tildelt rollen som altoverskyggende offentlighedsanker. Den rolle, er det kun den autobiografiske romanforfatter, der kan få.

Oplever du et krav om aktualitet og (samfunds)debat, når du anmelder?

Nej. Min skrivepraksis var allerede i gang, da jeg blev kaldt kritiker. Jeg godtog den identitet og bestemte mig for at forsøge at holde den levende og bevægelig.

[Dette svar kan måske kaldes utilstrækkeligt, forsøger at uddybe her.]

Hvor synes du, kritikken bør bevæge sig hen?

Thykiers længsler kan kun delvist realiseres i avisformat. Småforlagsfaunaen blomstrer, men den ser det næppe som sin mission at gøre offentlighed. Den opererer snarere ud fra en fluxus-tankegang. Det skal ikke være enten/eller, men disse spæde offentlighedsforsøg er for nemme at ignorere. Thykier påpeger, at den mest spændende litteratur har dematerialiseret sig og i mindre grad findes i genkendelige bogformater. Det må kritikeren formidle, men jeg tror ikke parterne kan nå hinanden tilfredsstillende. Det efterlader et kæmpe hul. Nogen må vælge at gøre litterær offentlighed i fuld forpligtende alvor, og det bedste forum jeg kan forestille mig er tidsskriftet.

Enquête om litteraturkritik ved Mikkel Thulstrup Nielsen i Politiken 25. juni 2017.