Tuesday, October 02, 2012

Farven som indeholder alle farver

Vendela Fredricson
Sapfos tvillingar
Roman, 117 sider

Hon gnider sin vita ragg mot trädet. Skärande dess stråler, vita, brinnande ljus. Bär ved, grenar i de vita döende armarna. Den vita mest, men också de andra. Jag blir räddare för henne än för andra därför att blicken det vita det som är ihålig. Det var innan Silas, när ännu dockpojken, den smala vita. Alla är vita. Hans fruktansvärt smala vita armar för oss över nattvattnet. Vi sätter oss på en vit, oval sten som ligger alldelels intill bolsterfabrikens vackra tegelvägg. I föreläsningssalen på det vidsträkta campusområdet föreläser vår professor för oss i sin vackert vita rock. Två blodomlopp går i varandra på den vita skivan bakom henne. Jag ska bära den vita rocken som ett bålverk, en fästning. Mit minne är vitt. De vita skärmarna för fönstren i föreläsningssalen: Hans vita händer, hjärnans underbara irrgångar, kritbloss, svavel. Jag förfalskar kronans brevhuvud, tvingar in myndighetens vattenstämpel i ett vitt ark och kallar hem min bror från kriget. Tung, slät över hennes vita ansikte. Mitt minne är vitt, utflutet. Det svirrar vitt över min panna. Denne vita get. Läkarkandidatans oklanderligt vita rock. Med en tand ur fiskbenskammen i mitt vita hår dyckar jag upp ett fönster till föreläsningssalen. Blodet rinner tillbaka in i hans döda vita kropp, in i revbensburen.

Låter hans blick falla på en liten röd fågel som gör sig synlig i grenverken. Min lillebror, mitt blod, mitt röda socker. Getens ragg färgas röd och rosa av det imaginära blodet som sakta pumpas ur artärerna, livskorridorerna. De har klätt sig i vitt. Nej rött. Allt är vinrött. Åh, förminskad inträda i hans röda svalg! Fångat röda kräftdjur, malt växtdelar. I en liten virvel blandar sig mitt blod med hans innan jag lyckas skjuta in den röda dosen i mitt omlopp. Jag stannar till i skuggan och plockar händerna fulla med saftiga bär, lika röda som nattens droppar. Högst uppe på hjässan syns en röd fläck breda ut sig symmetriskt. Bryr mig inte om blodet som vidgar sig nedanför, fåglarna som sprätter i de röda safterna. Med den röda hättan, med det flätade håret.

Mens jeg læser Sapfos tvillingar slår det mig at der findes en slags farvekode, primært et spil mellem hvid og rød. Grøn og sort forekommer også, men der findes et overtal af referencer til netop hvid og rød. Mine optællinger herover er ikke komplette, og det skal nævnes i tillæg at jeg kunne have inkluderet ordene "bleg" og "lys" da jeg talte forekomster af "hvid", ligeså kunne jeg havde inkluderet "blod" i listen over forekomster af "rød" – altså ingen forskningsmæssig stramhed hér, blot en skitse, en doodle, et famlende forsøg på at nærme mig teksten.

Den hvide farve har en rig vifte af betydning, den er både del af et overbelyst, nærmest himmelsk uvirkeligt stage set hvor en hvid hest, en hvid ged og mange hvide kirurgkitler forekommer. Den hvide hud – dockpojkens, med reference til Laticias elskede, den lungesyge Silas – indikerer den kommende død, kroppen uden blodet pumpende, og bliver også et symbol på adskillelse, på kroppe man kun kan møde fra ydersiden, som er fjerne, livløse – og dog, ofte også skønne. Den hvide farve – farven som indeholder alle farver – har mange betydninger; fred og renhed, uskyld, men hos Fredricson handler det ofte om overskridende følelser, kærlighedsekstase og en slags mental whiteout, altså glemsel.

Den røde farve er blodets og livets farve, og indikerer ofte nærhed, slægtskab, forbundethed. Laticias datter, som er død, men stadig mærkeligt nærværende, som om hun bare har flyttet sig til en anden dimension, beskrives ofte som en rød prik i alt det hvide, en rød fugl for eksempel. Også Laticias udstationerede soldatbror gives farven rød, men der findes intet direkte spil på frasen om "blodets bånd" – det er faktisk langt mere konkret, for der hvor hudens hvidhed indikerer distance og død antyder den røde farve forbundethed, endda i betydningen havende samme blodcirkulation. Laticias forbundethed til sin datter eksisterer som et faktum på tværs af døden, og ligeså er hendes forbundethed til den døende Silas et slags kærlighedsmetafor (Silas studerer kærlighedslyrik, og Laticias mor er Sapfo, kærlighedslyrikkens moder) som gøres skræmmende konkret. Vi er sammenbundne, siger de elskende om hinanden, men få forsøger at konkretisere de romantiske klichéer, selvsagt fordi det ville ende op i en uhyggelig, gotisk slagmark af blodig amatørkirurgi, og det er netop i den retning det går med Laticia og Silas. De kommer på indersiden (den røde) af hinanden, de bliver ét.

Fredricsons prosa bringer læseren ind i et hvidt rum, blissful, vi er på en universitetscampus på samme tid som vi vandrer i mytisk tid, eller i en fortælling af Astrid Lindgren; den hvide sten og de hvide dyr, hesten og geden som følger den lægestuderende Laticia og hendes elskede Silas. Videnskab og poesi, liv og død, intet af dette virker som modsætninger. Som hos Hélène Cixous (f. 1937) beskrives døden (den døde far i OR. Les lettres de mon père, 1997) som et mildt, men strengt forbud mod at træde ind på scenen, ikke som forsvinding, ikke som evig tavshed og fravær. Den overdådigt poetiske og samtidigt skraptskårne skrift maner billeder frem som kan minde om Frida Kahlo; kroppen som lider, som er knust, og det døde foster som svæver over Kahlo, forbundet med blodårer – på samme måde svæver Laticias datter over hende, nær og fjern på samme tid, som om nogen blot havde trykket på en pauseknap og indført et midlertidigt afbrud i den fysiske kontakt. Om den skrivende kvinde siger Cixous iøvrigt følgende i "Le rire de la méduse" (1975): "Well, her shameful sickness is that she resists death, that she makes trouble."

Laticias kærlighed til Silas har en grænseoverskridende kvalitet, han er ikke akkurat en Anden; han er et sted hun vil flytte til, flytte sammen med, helt konkret. Den britiske industrial-poinér Genesis Breyer P-Orridge (f. 1950) begav sig ud i et lignende eksperiment med sin kæreste Lady Jaye, noget som er dokumenteret i filmen The Ballad of Genesis and Lady Jaye (dir. Marie Losier, 2011). De to valgte – i den sidste tid hvor Lady Jaye var levende (hun døde pludseligt og uventet i 2007) – at iværksætte plastiske operationer som gjorde dem ens, som to hvide kattekillinger poserer de indbundne efter operationerne; P-Orridge med bryster som Lady Jaye og Lady Jaye med samme svulstige, konstruerede mund som P-Orridge. Projektet var at skabe et fællesvæsen; de to, til sammen noget tredje, the pandrogyne. Jeg skal lade det stå åbent hvad eksperimentet resulterer i når det gælder Laticia og Silas, men man kan konstatere at grænserne mellem kærlighed og vold bliver grundigt udfordret.

[...]

Susanne Christensen, upubliceret uddrag.

No comments: