Uddrag fra Vagantspalte #1/2016

 

Ifølge Rough Guides har Agadir ingen sjæl, det er i Marrakesh tre timer væk at de store turistflokke tramper rundt efter autenticitet. Agadirs tragiske historie var med til at skabe et perfekt resort. Efter endeløs kolonialisering af henholdsvis Portugal, Frankrig, England, Tyskland og Spanien, opnår Marokko selvstændighed i 1956. Billeder fra Agadir i de sene 1950'ere viser en del moderne arkitektur, blandt andet Cinema Sahara med sit smukt snoede neonskilt og en UFO-lignende strandrestaurant ved navn La Réserve. Agadir får imidlertid kun fire år i frihed før byen bogstavlig talt går under i et gigantisk jordskælv. Kort før midnat den 29. februar 1960 ryster jorden i 12 sekunder. Det er nok til at destruere 70% af byen og tage livet af op mod 18.000 mennesker, hvoraf en stor del ligger i deres senge og sov er. Stemmer kalder fra ruinerne på arabisk, fransk og mange andre sprog, men man vælger at sprede desinficerende, insektdræbende midler på de sammenstyrtede murbrokker fordi epidemier eksploderer i det varme vejr.  

Agadir genopstår i de kommende år som en by uden sjæl, uden autenticitet, men som et hypermoderne strandparadis modelleret efter vestlige turisters behov. Agadir er både sjælløs og fundamentalismefri, her hersker snarere en mild postmoderne ironi. Ved min ankomst to dage før jul løber jeg gennem byen og direkte ud i vandet. På vejen hjem til det rolige middelklassekvarter Charaf møder jeg en ung mand som præsenterer sig som Omar Sharif. Da jeg spørger ham hvad ordene betyder som lyser op på bjergsiden under resterne af den gamle kasbah, svarer han: "Coke, Fanta, Sprite!" Han retter sig selv, faktisk står der gud, konge, fædreland. Det er udenfor sæsonen, så Omar spiller bare halvhjertet rollen som arabisk charmør. Den automatiserede turistromantik sidder i kroppen selvom han forsøger at ryste sine manerer af sig. Han overspiller sin rolle som eksotisk lokkemad uden at fremstå kynisk, han er berber, troende muslim, men med en mildhed som gør at oprigtighed og ironi – nihilismens fætter – kan sameksistere. På samme lattermilde måde drysser strandrestauranterne julenisser og snemænd udover deres facader. Måden Agadir synes at destablisere sin egen eksotisme virker så cool at jeg begynder at mistænke at bønneråbene fra Charafs lokale moské bruger vocoder og scratch. 

Jeg handler i det franske supermarked som har en alkoholhule i underetagen, men finder på nytårsaftensdag frem til det lokale souk, et overdækket marked, et arabisk mall, om man så kan sige. I denne by er jeg tydeligvis ikke et spøgelse blandt andre spøgelser. Den tragiske fejl man begår i Skandinavien, at gå på gaden i gensidig overbevisning om usynlighed, begår de ikke her. Jeg er synlig, hello. Vi ser hinanden, hvilket chok. Leende råber butiksassistenterne: "Hey, vi er ikke del af nogen mafia her, vi er ikke terrorister!" Jeg råber tilbage: "Det ved jeg da godt, men jeg er en prekær kulturarbejder fra Skandinavien, jeg er her ikke for at shoppe, for mig er I æstetiske elementer, lys og farver og en kakofoni af interessante lyde. Når jeg ser på jer, tænker jeg på Edward Said snarere end på at finde min pengepung frem!" En eftermiddag på Mille Et Une Nuits da jeg indtager dagens couscous, dukker en lille orange kat op. Den lille lyserøde kattemund, de små hvide tænder, den både patetiske og sukkersøde sang fra den sultne kattekrop ved mine fødder. Drengene og kattene, hvilken mørk invitation til sadisme. Katten får en lille stump kogt gulerod.

Uddrag fra Vagantspalte #1/2016 læst op på Litfestbergens-arr. "Jorda rundt på 80 minutt"

Sinéad O'Connor 1966 – 2023

På omslaget til Rememberings, den irske sanger Sinead O'Connors (f. 1966) ret så autentiske selvbiografi, ser vi hende hvile med lukkede øjne, det ikoniske kronragede hoved og let genkendelige, smukke ansigt. Mod nakken lyser et ar tydeligt hvidt blandt de korte, mørke hår. Rememberings skal forstås lidt som en hullet pose hvor minder lyser op i glimt. O'Connor fremstår som bundærlig, også når hun siger at hun har været hashafhængig, og at dette har ødelagt hendes hukommelse. Hun forbereder også læseren på at der er flere stemmer i bogen. Første del om opvæksten er skrevet med et barns perspektiv og uskyldige stemme. På et bestemt tidspunkt i de tidlige 90'ere knækker historien, stemmen forandrer sig og vores heltinde forsvinder ind i en surrealistisk udgave af amerikansk kendiskultur hvor en ond udgave af Prince forfølger hende samtidig med at hun desperat forsøger at holde kontakten med sine børn, deres fædre og hendes søskende og far. 

Fra starten var der lagt op til misforståelser. Her kommer en dybt traumatiseret irsk punkpige og gør sin entrée; hun bliver opfattet som popstjerne, og bør dermed holde sin sti ren, men definerer sig som en punk og rastafariinspireret protestsanger. Hendes kunst er på mange måder lig med hendes evne til at overleve og komme sejrende igennem de mest utrolige hændelser. Fra hun er 9 til 13 bor hun med sin psykisk syge mor som misbruger hende på det groveste. Moren er præget af indre konflikter mellem religion og seksualitet som virker svære at forstå. Sinead er 19 år da moren dør i en bilulykke på en isglat vej i Nordirland. To år senere er hun i London og indspiller "The Lion and the Cobra" – det glitrende debutalbum hvor den nøgne stemme, som bærer sangene, kan skrige og hviske og udtrykke raseri, begær og ømhed fra linje til linje: Will you be my lover? Will you be my mama? I said will you be my lover? Will you be my babe? 

Endnu tre år skal gå før hun får et globalt gennembrud med Prince-sangen "Nothing Compares 2 U" hjulpet af en minimalistisk musikvideo som stort set består af O'Connors alien-agtige ansigt med de udtryksfulde øjne og en eneste glitrende tåre. Morsorg og kærestesorg er ofte det samme. Tabet af moren virker som tabet af universel kærlighed, og savnet af hende, som sårede sin datter så meget, virrer mellem det religiøse og seksuelle. I disse sange hænger følelser sammen på en næsten ulovlig måde. 

Rememberings fremstår som et forsøg på medialt selvforsvar. Det er en bog som er hjemsøgt af hvad voldsom medieeksponering kan gøre mod et menneske som i forvejen er mishandlet. Det er en selvretfærdiggørende tekst som insisterer på at fortælle sandheden set fra et sind som har måttet forholde sig til store mængder af falske repræsentationer af sig selv. Det er kærlighedsbreve som skal genoprette forbindelsen til de elskede uden støj på linjen. Den første stemme i bogen er så uskyldig at Sinead knapt er i verden endnu mens den anden stemme nærmest kommer fra efterlivet, som et slags testamente. Når billederne af en kronraget Britney Spears midt i et nervesammenbrud dukker op i mindet går det op for mig at O'Connor har forsøgt at komme i dialog med yngre kvinder som hvivler rundt i kendiskulturen. I disse dage udkommer iøvrigt Billie Eilishs (f. 2001) anden plade "Happier Than Ever" hvor den 19-årige popstjerne synger som om hun allerede er blevet dræbt af sin egen succes. Du kan flyve og være fri indtil nogen ser dig og begejstret peger og kalder dig Hende som flyver og er fri. 

Uddrag fra Vagant-spalte 2/2021

Occupy Barbie Dreamhouse

En ironisk demonstrasjon finnes neppe, men demonstrasjoner med humor finnes definitivt. Da en Facebook-side med overskriften Occupy Barbie Dreamhouse dukker opp våren 2013, har jeg fra et passerende S-Bahn-tog nettopp sett en lyserød, bløtkakeaktig bygning som har skutt i været på et blunk, i nærheten av Alexanderplatz. Her, på en øde tomt som ellers brukes som parkeringsplass, har man satt opp et stillas utenpå en lagerbygning, og kledd den med en lyserød seilduk. Dette skal være Barbie Dreamhouse Experience, en interaktiv utstilling som skal illudere huset til Mattel-konsernets berømte plastdokke fra 1959, Barbie, i Malibu, California. Nettsiden lover: BarbieTM will appear throughout the Dreamhouse® in animated form! Enkelte av oss blir svimle av forventning. 

Occupy-bevegelsen var som kjent et vestlig svar på den arabiske våren. Akkurat som Occupy Wall Street i 2011 slo seg ned på en liten betongfirkant ved navn Zuccotti Park, mellom Manhattans skyskrapere, fantes det en eksplosiv russisk Occupy-bevegelse på Bolótnaja-plassen i Moskva, som svar på et utroverdig, manipulert gjenvalg av Putin. Den russiske bevegelsens voldsomhet og enorme oppslutning er den direkte årsaken til at Putin slår så hardt ned på Pussy Riot året etter; han vil statuere et eksempel og skremme befolkningen bort fra byens plasser og fra effekter som spres på internett og som kaller på folkelig forandring. En stund ble «occupy» et ord som kunne brukes på mange forskjellige initiativer til forandring, og selvsagt ble det også annektert av bisarre konsepter som Maxim Martsinkevichs Occupy Pedophilia, en mindre, russisk anti-LGBT-gruppering. Som demonstrasjonsturist og reelt søkende etter et slags «vi» blir jeg øyeblikkelig tiltalt av Occupy Barbie Dreamhouse. 

Mattel-konsernet følger selvfølgelig med på den universelle kapitalismetrenden som sier at det ikke lenger er nok å selge gjenstander, man må selge opplevelser. Produktet er ikke noe vi holder i hendene, noe vi bruker og har relativ kontroll over, selv om vi selvsagt begjærer det tvangsmessig – nei, nå er produktet også noe immaterielt som omgir oss, en slags sky vi kan drukne i, leve vårt liv nedsunket i. Kjøpesentrene har ikke lenger en avdeling for kjøkkenutstyr, men en magisk kjøkkenverden, og en uimotståelig skjønnhetsproduktverden. Disse verdenene lokker med sin sensualitet, vi trer inn i den sensuelle kjøkkenverden, men når vi overgir oss til den, eller til Barbies drømmeverden, overgir vi også vår kreative kraft til produktet, som former oss i sitt bilde. Hvorfor er de så sterke, de stemmene som skal fortelle meg hva slags jente jeg er? Kan jeg velge The Jimi Hendrix Experience i stedet for Barbie Dreamhouse Experience? Energien min er ikke rosa og føyelig, den er kraftfull og i mange psykedeliske farger, er det OK? Kan jeg gjøre sånt? Hvem skal jeg spørre? Det som former oss, har enorm makt og ikke noe ansikt. 

Barbie Dreamhouse Experience byr på en slags pseudo-kreativitet. I et videoklipp fra huset hamrer en liten jente løs på et piano som er programmert til å spille forskjellige sanger. Hun trykker på noen knapper, men det er ikke hun som lager lyden. Harmonien er påbudt, ingen støy her. Utenfor Barbies drømmehus står en enorm, høyhælt sko, det er en fontene. Jentene kan bare lage virtuelle cupcakes, det er fantastisk, life in plastic, ingen blir skitne her, ingen får egentlig lov til å smake noe de selv har vært med på å lage, noe som kanskje ikke blir vellykket, men som likevel er et reelt forsøk: ekle kaker, skremmende kaker, brune kaker av brent plast, jord, blod og avføring. Her er en catwalk, for rosa jenter liker å vise seg frem, og i toalettet dukker en smilende, lyserød delfin opp. Karen? Karen? Where are you? Anorektiske Karen Carpenter har låst seg inne på do og bruker avføringspiller og brekkmiddel, men i Barbies hjem skjer ikke den slags, i toalettet finnes det ikke noe ekkelt som må skjules, bare en smilende, lyserød delfin. 

Mattel-konsernet saksøkte, ikke overraskende, filminstruktøren Todd Haynes da han i 1987 laget den animerte dokkefilmen Superstar: The Karen Carpenter Story, hvor Barbie-lignende plastdokker spiller scener fra den tragiske historien om syttitallets populære musikkduo Carpenters, de to søsknene Karen og Richard, som styres med så hard hånd av moren at Karen til slutt ikke får plass til å leve lenger. Det er bare fire år etter at den anoreksisyke Karen sultet seg i hjel, og verden vet ennå ikke helt hva Anorexia Nervosa er. Mattel gir blaffen, de skriver til Haynes at han med sin film kobler Barbie-produktet deres til døden, og det er ikke tillatt. Ideen om dokken er unheimlich, og den perfekte dokke er overalt nå: Vær en dokke, vær en dokke. 

Den berlinske våren deltar jeg i en sympatisk, kortvarig og pasjonert Occupy Barbie Dreamhouse-bevegelse. Vi deler ut løpesedler, og det kommer rundt 500 mennesker på en av de mest hjertelige demonstrasjonene jeg har deltatt i, en demonstrasjon som for øvrig også er kommet i stand for å vise solidaritet med de på dette tidspunktet streikende skolelærerne. Tidligere på dagen har en Femen-aktivist sørget for å skape spektakulære bilder fra Barbies drømmehus: Med naken overkropp holder den kvinnelige aktivisten et brennende kors med en Barbie-dokke i hånden, smeltende plast er altfor nær huden hennes, og de sarte omgivelsene, blant annet den ytterst brennbare seilduken som Barbies drømmehus er laget av. Hun siterer popgruppen Aquas internasjonale hit fra 1997, men vender ordlyden til en kritikk: «Life in plastic is not fantastic», roper hun. Ordene er også malt på kroppen hennes. Aktivisten fjernes av politiet. Vår demoleder, Michael Koschitzki fra venstrepartiet Die Linke, bruker mange krefter på å påpeke at Femen-aktivisten ikke er en del av vår demonstrasjon. Koschitzki sier, fornuftig nok: «Protesten vår er ikke rettet mot småjenter og drømmene deres!» Noen måneder senere forlater Barbie Dreamhouse Experience Berlin med underskudd, og turnerer nå rundt på Amerikas mange kjøpesentre. 

Køb En punkbønn af Susanne Christensen her. 

At huske den fælles koreografi som er vores menneskelighed

Jeg ved ingenting om dans. Det er et godt sted at starte, at vide ingenting. Det er samtidig klart at det er en lodret løgn: At synge og danse er universelle menneskelige spasmer, ofte koblet til positivt eksalterede tilstande, men ikke nødvendigvis. Danser jeg af og til på mit kontor så boghylderne svajer frem og tilbage? Det er klart jeg gør. Glemmer jeg mig selv og synger højt til musikken indtil et øjebliks selvbevidsthed får mig til at lukke vinduet til gården? Det er klart jeg gør. Jeg har også forsøgt at lære at danse i mere koordinerede former, både i forbindelse med gymnastikopvisninger og som del af den gymnasiale eksamenfejringen hvor man traditionelt lærer sig at danse Les Lanciers. Jeg var vel hverken god eller dårlig til dette, og har sandsynligvis både skammet mig og moret mig – så vidt jeg husker mest det sidste. 

På basis af akademiske studier og livslang nysgerrighed kan jeg kvalificere som litteratur- og kunstkritiker, men send mig ind og se Tjajkovskijs Svanesøen (1875–76), og jeg er en fuldblods synser. Sandt, uden akademiske studier kunne også jeg være dansekritiker, hvis jeg havde dyrket dans passioneret kunne jeg havde opøvet professionel kompetance på området. Heldigvis kan vi alle undre os og stille spørgsmål, hvilket må være det ultimative udgangspunkt for alle former for kritisk praksis. Under en bustur mellem Portree på Isle of Skye og Inverness ved den skotske østkyst falder jeg ind i et danserelateret ręverie.          

Jeg læser tre besynderlige bøger, og de er del af et danseprojekt. Hvordan hænger dette sammen? Broen her må være gestikulation. Det er en nydelse at observere en passioneret forelæser som bruger hele kroppen til at formidle sit budskab. Denne underviser, hun er mere end et hoved, jeg forstår hende bedre for hendes hænder og ansigtsudtryk gør ordene dybere, de skaber nuancer, og hun trækker mig ind i sine ord; hun ønsker at jeg skal forstå. Den lærer er en danser, kan man sige, men danseren er også en fortolker på samme måde som den passionerede forelæser fortolker det litterære værk som hun underviser i. Ordene danser ud af hendes mund, tankerne danser i mit hoved. Mens jeg ser ud af busvinduet på de grønne landskaber danser tankerne i mit hoved. Jeg drømmer, og ser en række vidt forskellige dansere for mig. 

Indianerne som dansede på Zócalo, den centrale plads i Mexico City, på Día de Muertos. De var skrækindjagende, de var intet turistshow, folk behandlede dem som shamen, respektfuldt og højtideligt. En punkindianer med kroppen malet som skelet holdt en streng finger i vejret mod min kamarelinse – jeg bogstavlig talt visnede væk, og mit kamera blev til støv. Jeg sank i knæ og opløste mig som en flygtig skygge over pladsen. Den rituelle dans har sine specifikke funktioner, som for eksemple at takke guderne for jagtbyttet som skal brødføde familien. I samtiden er samme dans en påmindelse om folkeslag som muligvis er ved at glide bort i glemslen. På torvet putter vi penge i hatten, og brødføder familien. 

På indkøbsgaden i Glasgow blev der også danset, en type traditionel folkedans som virker bekendt, som ikke er så væsenforskellig fra skandinaviske folkedanse. Det er ofte pardanse, hvor kvinden og manden repræsenterer sine givne samfundsroller. Dansen er samfundet, og samfundet er et mønster baseret på heteronormative strukturer. Den søndag i Glasgow blev publikum inviteret til dans, men danseinstruktøren lagde med en mild latter vægt på at vi kunne danne par som vi ville.  

Jeg forestiller mig at den spastiske diskoteksdans ikke akkurat står i samfundets tjeneste. Det er snarere individualitetens og orgasmens dans, som kan spores tilbage til den antifacistiske psykoanalytiker Wilhelm Reich (1897 – 1957) og rock 'n' roll-kongen Elvis Preslys vuggende hofter (1935 – 1977). Den frie, vuggende krop kan imidlertid også udtrykke et fællesskab med tilhørende værdier, som det for eksemel sker i et Pride-optog. Hvordan man end anskuer det virker det som om at dans, samfund og identitet hører sammen, og at dansen både er stærk og skrøbelig. Dens former er ofte traditionelle, men de er ikke evige, de er i evig forandring: The new dance craze! Do the mashed potato! 

Den højkulturelle dans, dansen som et højværdigt kunstudtryk, er måske heller ikke i sikkerhed længere? Mine læber skælver, og øjet fyldes af tårer: Tjajkovskij! Balletten har bevæget sig fra kulturens midte, fra at være dens ypperste udtryk til en ofte perifer og næsten meningstømt position på lige linje med et mangfold af forskellige kulturudtryk. Danseudtryk dør og opstår i samme tempo som kulturelle forandringer. Svanesøen af Tjajkovskij er Tjajkovskij, men kommer i mange forskellige forklædninger og fortolkninger. Danseren memorerer den døende svane natten før forestillingen. Hun falder ind i en drømmetilstand, og koncentrerer sig fuldt om denne fastlagte serie af bevægelser. I en rumkapsel sendt ud i det ydre rum burde alle disse danses koreografi repræsenteres: Den rituelle dans, folkedansen, diskodansen, balletten, og sikkert mange flere end det. Hvad ville en besøgende fra Mars mon tænke? Der er liv her, der er et mangfold af liv. 

Uddrag fra Time has fallen asleep in the afternoon sunshine.

Mikkel Krause Frantzen Politiken 24. april

 

Klassekampen 24. februar

 

Gjør seg uangripelig. Klassekampen 8. november 2010