Saturday, March 24, 2012

Stilhed kan være fortrængning. Troen på at man kan holde det forfærdelige borte ved ikke at benævne det. Men stilhed kan også være lydhør åbenhed. At gøre sig stille og dæmpet, så man kan høre det, der i mange år har været overdøvet af livets og dagens gang. I Merete Lindstrøms roman er stilheden begge dele. Der fortælles OM den stilhed, der gennem årtier har hersket i en norsk kernefamilie for at holde det skræmmende borte. Men der fortælles MED den stilhed, som er åben og lyttende. Romanens jeg-fortæller Eva har nået et punkt sent i livet, hvor hun kan være stille på dén måde, og Merete Lindstrøm har givet hende en uforglemmelig dæmpet og ligefrem stemme, som fastholder læseren i intens og koncentreret lytten fra romanens første linjer. Det er en stemme, der slipper den anden ind. I romanen er dét et genkommende tema: at slippe den anden ind. At åbne sin dør for den anden og blive bange. At åbne sin dør for den anden og blive forelsket. Hos Lindstrøm sker begge dele, og de to erfaringer ligner hinanden. I begge tilfælde åbnes døren samtidig for fortidens spøgelser. Vi hjemsøges endog af de smerteligste spøgelser fra den europæiske historie: Spøgelserne fra Auschwitz. At skrive lyrik efter Auschwitz er barbarisk, sagde Adorno. Men Merete Lindstrøms prosa er ikke en barbarisk æstetisering af Auschwitz. Den er det åbne, eftertænksomme og lyttende svar, som man skylder fortidens spøgelser, når der bliver så stille, at man kan høre dem hviske.

Lilian Munk Rösing ved overrækkelsen af Nordisk Råds Litteraturpris til Dager i stillhetens historie af Merethe Lindstrøm 22. marts.

No comments: