Appell
Ingrid Storholmen
Tsjernobylfortellinger
Aschehoug 2009, 140 sider
Den første setningen etterlater ingen tvil om hvor denne teksten plasserer seg i tid og sted: “Torsdag 26. april 1986, kl. 01:23, gikk
noe fryktelig galt med reaktor 4 på kjernekraftverket Tsjernobyl i Ukraina.» Ulykken på kraftverket er den skrekkelige hendelsen som skaper både effekt og affekt. Effekten er et forgiftet folk, affekten er denne leserens reaksjon på de tunge og absurde – men delvis fiktive – beskrivelsene som hele 70 forskjellige stemmer, lokal- befolkningen i områdene rundt ulykken, bidrar med. Men det går enda lenger enn som så, for vi får vite hva forfatterens intensjon er
i et etterord. Følelsene skal danne grunnlaget for politisk forandring. Ikke bare støttes teksten av en klar intensjonserklæring, men forfatteren står også fram som personlig berørt. Storholmens to søstre har begge fått fjernet skjoldbruskkjertelen etter at de var ute og lekte i regnværet den dagen vindene blåste radioaktivt materiale over Skandinavia. Storholmen skriver at hun gir ut teksten fordi hun frykter at verden nok en gang vil vende seg mot atomkraft, som et «grønt» alternativ til energikilder med større c02-utslipp.
Dette er på mange måter en eksepsjonell ramme for en tekst som er en poets første steg over i romansjangeren. For vanlig prosa kan dette neppe kalles, på sitt beste danner teksten et lappeteppe av vitnesberetninger, på sitt «verste» – jeg mener her «på sitt mest poetiske» – er den som en bunt istykkerklipte sytråder. Det er tråder her, altså fortellinger, men de danner punkter heller enn linjer. De personene som står fram og snakker blir aldri helt tydelige; de er representanter for et kollektiv, og takler man promomenforvirringen fungerer dette ganske bra, kanskje spesielt fordi historien som blir fortalt er den samme, om og om igjen. Sånn kan man også forstå punktet: som et slag, et traume. For å levendegjøre skadene og tapene folk opplevde i etterkant av ulykken bruker Storholmen av
et retorisk arsenal som man kan kalle modernistisk: et monologisk flytende «indre» språk, gjentakelser og overdrevne metaforer (for eksempel beskrives det å ligge med en stråleskadd som å bli penetrert av en atomrakett). Dette brukes for å påkalle en reaksjon, jeg opplever beskrivelsene av traumene som retorisk appellerende, mildt sagt. Ja, man kan trygt kalle teksten for «en sterk appell».
Men kan hende det bikker over, forfatteren klimprer på traume- pianoets ene tangent: Ingenting vil noensinne bli det samme, gjentas det, alle håp og drømmer brister, kreativiteten og skjønnheten er død og borte, basale ting som seksualitet, reproduksjon og næringsinntak er for evig og alltid berørt og forstyrret av stråleskadene.
Tematikken er ikke ukjent for Storholmen, som har gitt ut tre diktsamlinger før. Nummer to, Skamtalen Graceland fra 2005, setter også traumet og nedskrivningen i sentrum; her maltrakteres nærmest jenta Grace. I Siriboka (2007) er det sentrale subjektet, Siri, en av Storholmens formødre som levde fra 1800 til 1870, og det sier seg selv at den historiske forankringen blir enda mer eksplisitt i Tsjernobylfortellinger. Det er kanskje det historisk spesifikke som til slutt ender med å begrense teksten litt, gjøre den monoton. Hadde forfatteren behandlet emnet breiere kunne hun ha stilt seg spørsmål om tekstens nærhet til katastrofefilmen, til Holocaust-minnesmerket eller til demonstrasjonstoget. Hvordan ser egentlig en tekst som vil stenge et atomkraftverk ut?
For det pussige er at Tsjernobylfortellinger til syvende og sist ikke er spesielt historisk interessert, men gir seg hen til et poetisk «indre» språk som altså ytre sett smelter sammen med rammen, som vil agere for politisk forandring. Det er en kombinasjon som er skjærende, men ikke uinteressant.
Susanne Christensen, Klassekampen 23. maj 2009
Saturday, May 23, 2009
Wednesday, May 20, 2009
Forbruksfabrikken
Christine Myrvang
Forbruksagentene. Slik vekket de kjøpelysten
Pax Forlag 2009
Et interessant skue møter meg i Bergens gater en ellers stille søndag like etter påske. Foran Grieghallen står en mengde mennesker, først og fremst foreldre med barn som er på vei til å bli tenåringer. Et stort hoppeslott er satt opp, øverst er det formet som en klovn med åpne armer. Store mengder glad livsenergi utfolder seg. En catwalk ligger side om side med hoppeslottet, her poserer de unge, rødkinnete og sjenerte menneskene i merkeklær, mens en hysterisk mann roper ut tilbudspriser over plassen. I min lett forvridde optikk ser jeg en forbrukeroppdragelsesfabrikk, som suger den delikate livsgnisten ut av barna og knytter den til produkt og logo. Men hvorfor skulle dette være et frastøtende konsept? Kanskje fordi det på bråkete vis forsøker å forme noe helt sentralt i oss, som vi selv ønsker å styre.
Reklamen har både blitt mer ironisk og mer intim i løpet av de siste årene; se på sosiale nettverkssamfunn som Facebook og musikkoasen Spotify, som gleder deg med all musikk i verden, men som også byr på auditive reklamer som det stort sett er umulig å stenge ute. På nettsteder som dette finnes det en hel verden av sosial energi og menneskelig begeistring, og når vi melder fra at vi er fans av det ene eller det andre tatoverer vi oss frivillig med merkelapper. Men det er lett – sikkert for lett – å fortelle historien om det rene Mennesket, med en demoniserende slagside mot forbruksagentene.
Christine Myrvang gjør ikke dette i sin bok, som er et sobert og nøkternt studium av de siste hundre årenes tilvekst av diverse forbruks- og reklamerelaterte institusjoner. Det historiske perspektivet minner om Michel Foucaults studier av diverse institusjoners framvekst (for eksempel fengselsvesenet) og hvor-
dan identiteten konstrueres. Konstruksjonen av «forbrukeren» og «forbrukssamfunnet» er en potensielt spennende fortelling, noe som er grunnen til at jeg kunne ønske meg en bok som tok litt flere avstikkere fra det strenge, forskningsmessige perspektivet (det er mange tall og navn her, for å si det mildt), ut i en mer essayistisk, polemisk form. Det virker som om det ofte blir viktigere å «få alt med» enn å henvende seg til leseren: Kalde, harde fakta står høyere
i kurs enn innsmigrende henvendelser til leserne.
De friskeste avsnittene omhandler reklamepsykologi, påvirkningens kunst og motmakt og kunnskapskamp i markedet – det siste er hovedsakelig historien om Forbruker-rapporten, som siden 1958 har engasjert seg i forbrukerens rettigheter. Historien om reklame- industriens tidsskrift Propaganda, som grunnlegges i 1935, er rå. Det er fascinerende å lese om alliansene mellom det tyske propaganda- maskineriet og den norske reklameindustrien, som deler et instrumentelt menneskesyn og interessen for massesuggesjon. Det mangler sannelig heller ikke på selvtillit i den amerikanske reklame- industrien, selv får jeg lyst til å se nærmere på George Creels bok How We Advertised America; The First Telling of the Amazing Story of the Committee on Public Information that Carried the Gospel of Americanism to Every Corner of the Globe fra 1920.
Myrvang skriver godt om nærheten mellom reklame og identitets- skapende prosesser når det gjelder husmoren som varepromotør; kvinnen er jo per definisjon det forbrukende kjønn, og den moderlige autoriteten virker ypperlig som et autentisitetsstempel i en reklame, samtidig som husmoridentiteten bygges opp. Skulle man imidlertid bli sulten på en mer filosofisk og eksplisitt kritisk innfallsvinkel, er Guy Debords Skuespillsamfunnet (1967), som kommer ut på det vesle, norske forlaget News From NowHere i løpet av høsten, et godt supplement. Sier denne anmelderen, i produktplasseringens navn.
Susanne Christensen, Klassekampen 16. maj 2009
Christine Myrvang
Forbruksagentene. Slik vekket de kjøpelysten
Pax Forlag 2009
Et interessant skue møter meg i Bergens gater en ellers stille søndag like etter påske. Foran Grieghallen står en mengde mennesker, først og fremst foreldre med barn som er på vei til å bli tenåringer. Et stort hoppeslott er satt opp, øverst er det formet som en klovn med åpne armer. Store mengder glad livsenergi utfolder seg. En catwalk ligger side om side med hoppeslottet, her poserer de unge, rødkinnete og sjenerte menneskene i merkeklær, mens en hysterisk mann roper ut tilbudspriser over plassen. I min lett forvridde optikk ser jeg en forbrukeroppdragelsesfabrikk, som suger den delikate livsgnisten ut av barna og knytter den til produkt og logo. Men hvorfor skulle dette være et frastøtende konsept? Kanskje fordi det på bråkete vis forsøker å forme noe helt sentralt i oss, som vi selv ønsker å styre.
Reklamen har både blitt mer ironisk og mer intim i løpet av de siste årene; se på sosiale nettverkssamfunn som Facebook og musikkoasen Spotify, som gleder deg med all musikk i verden, men som også byr på auditive reklamer som det stort sett er umulig å stenge ute. På nettsteder som dette finnes det en hel verden av sosial energi og menneskelig begeistring, og når vi melder fra at vi er fans av det ene eller det andre tatoverer vi oss frivillig med merkelapper. Men det er lett – sikkert for lett – å fortelle historien om det rene Mennesket, med en demoniserende slagside mot forbruksagentene.
Christine Myrvang gjør ikke dette i sin bok, som er et sobert og nøkternt studium av de siste hundre årenes tilvekst av diverse forbruks- og reklamerelaterte institusjoner. Det historiske perspektivet minner om Michel Foucaults studier av diverse institusjoners framvekst (for eksempel fengselsvesenet) og hvor-
dan identiteten konstrueres. Konstruksjonen av «forbrukeren» og «forbrukssamfunnet» er en potensielt spennende fortelling, noe som er grunnen til at jeg kunne ønske meg en bok som tok litt flere avstikkere fra det strenge, forskningsmessige perspektivet (det er mange tall og navn her, for å si det mildt), ut i en mer essayistisk, polemisk form. Det virker som om det ofte blir viktigere å «få alt med» enn å henvende seg til leseren: Kalde, harde fakta står høyere
i kurs enn innsmigrende henvendelser til leserne.
De friskeste avsnittene omhandler reklamepsykologi, påvirkningens kunst og motmakt og kunnskapskamp i markedet – det siste er hovedsakelig historien om Forbruker-rapporten, som siden 1958 har engasjert seg i forbrukerens rettigheter. Historien om reklame- industriens tidsskrift Propaganda, som grunnlegges i 1935, er rå. Det er fascinerende å lese om alliansene mellom det tyske propaganda- maskineriet og den norske reklameindustrien, som deler et instrumentelt menneskesyn og interessen for massesuggesjon. Det mangler sannelig heller ikke på selvtillit i den amerikanske reklame- industrien, selv får jeg lyst til å se nærmere på George Creels bok How We Advertised America; The First Telling of the Amazing Story of the Committee on Public Information that Carried the Gospel of Americanism to Every Corner of the Globe fra 1920.
Myrvang skriver godt om nærheten mellom reklame og identitets- skapende prosesser når det gjelder husmoren som varepromotør; kvinnen er jo per definisjon det forbrukende kjønn, og den moderlige autoriteten virker ypperlig som et autentisitetsstempel i en reklame, samtidig som husmoridentiteten bygges opp. Skulle man imidlertid bli sulten på en mer filosofisk og eksplisitt kritisk innfallsvinkel, er Guy Debords Skuespillsamfunnet (1967), som kommer ut på det vesle, norske forlaget News From NowHere i løpet av høsten, et godt supplement. Sier denne anmelderen, i produktplasseringens navn.
Susanne Christensen, Klassekampen 16. maj 2009
Sunday, May 03, 2009
BP2000!
De ved det ikke endnu, men de har lukket en grævling ind. Folkene bag Bergen Poesifest 2000 sejler på et skib med en blind passager. Hun holder sig ved jorden, dog så opretgående som muligt og med de grove sorthvide børsteagtige ansigtshår skjult bag et i al diskretion afgnavet ansigt til en publikummer på bagereste række. Den nu ansigtsløse publikummer vedbliver at foregive en koncentreret lytten, siddende med benene over kors yderst på stolen og det tomme røde ansigt vendt i den formodede rigtige retning.
Grævling. Jeg er Grævling, mumler hun og føjer sig væk fremover i salen. Har jeg skabt denne dyrebevidsthed? Sådan som jeg reagerer, kun på lyd og syn. Jeg vil have (siger Grævling): overensstemmelse. Hvis der er bevægelse i ordene, stor og langsom eller hurtig og Som Sig Selv, hvis der er bevægelse kan ord ikke presses ud af smalle læber, at disse skal kunne gøre jobbet. Du har en krop, Digter! Op-træd! Overensstemmelse? siger Grævling – til sig selv denne gang. Dét eller modstand, modstand som en væg, modstand som døden. For i det har du en bevidst fremtræden. Du performer. Og ord kan ikke bare falde ud af smalle læber og gøre hele arbejdet selv.
Grævling kan se det med det samme, Grævling hun holder sig ved jorden, dog så opretgående som muligt, i stift stjålet tøj holder hun sin krop, hun stirrer lige ind i underlivet på Poeten, Poeten der står med sine rystende poetben, Poeten med den sammensunkne brystkasse, han er bange, han skjuler sit lille lys. Kom frem, kom frem, min ven, så fin du er med din lidt skæve krop, din lidt rystende stemme. Hov! Der forsvandt du – og straks bølger publikum ikke længere, vi foregiver at bølge, vi poserer som hav med en indre desorientering, vi ser digte i lysekronerne, vi ser Hotel Terminus’ lyserøde vægge udvidde sig, opsuge os som flødeskum iblandet hindbær, vi hvirvler rundt i væggene fjernt fra dig, Poet med de rystende stive poetben, vi hører kun et ekko, vi hører en aura af ordene, vi hører mellem-ordene, vi drømmer ordene. Og med ét! Ja! Så sover vi!
Christophe Tarkos ledes på scenen af en arabisk udseende moder-veninde-kvinde. Han er genitypen, Man Ser Det Straks. Disse store stirrende blinkende øjne mod os. Teksten Er Udtryksfuld, dette gentages og varieres og vi er alt andet end hindbærflødeskum, vi er næsten alt andet end Grævling, vi hulker, stirrer igen med store stirrende blinkende øjne på denne desorienterede dreng der stirrer igen på os. Ulf Karl Olov Nilssons svenske oversættelse af de med tilsyneladende med stort besvær fremmumlede franske ord rammer rummet, et rum der gisper over denne enkelthed, denne Frækhed, denne kombinerede Renfærdig Aggressiv Engleagtig Arrogance. Dette er Von Triersk spas af højeste karat, disse spastiske bevægelser aktivt overvåget og analyseret som Mening hvilket igen fordyber dette totale black-outagtige meningstab. Han holder bogen op for os, se! Siden er blank, han siger: Siden Er Blank. Han siger Min Mund Er Åben, munden åbner sig. Han siger Mine Øjne (pegende på to prikker på siden), han siger Min Hånd (hånden tegnet på siden). Christophe Tarkos siger: Jeg er født i 1964. Jeg eksisterer ikke. Jeg fabrikerer digt. Kroppen som forsvinder ind i sproget.
Forinden dette en speedsnakkende Pascale Monnier, en utrolig fart, franske ordflader, franske betonordvægge, en så massiv modstand mod følelse som en mulig kobling til sprog. Vi er til auktion, hun udstråler ubehag, fysisk ubehag, lyset er ikke rigtigt, håret er ikke rigtigt. Som sådan trædes Grævling på og det skal man passe på med, Grævling reagerer med overraskelse og så med enorm aggression, så med desorientering, så dyb undren og sidst, ja, med En Slags Fortryllelse. En væg ramte Grævling, Grævling går hjem med en bule på snuden og vil vide hvad som ramte hende.
Men hvad gør Grævling når Grævling går hjem? Når hun har fået nok at at gnubbe sig på lettere uhumsk og frastødende vis op ad de spinkle Poeter på deres spinkle rystende ben i pejsestuen på Hotel Terminus? Grævling er heldig, skal jeg sige dig. Arne laver de mest fantastiske grønne bananer til hende, de er ikke søde, de er hårde som kartofler og med Persille, Grøn Peber, Ingefær og Kokosmælk jagende hinanden rundt i en wok, ja så kan Grævling kun falde næsten lykkeligt i søvn, tyggende på en af Auduns sorte dreadlocks. Good Stuff brummer Grævling i søvne inden hun på ulyksagelig vis overfaldes af et grusomt mareridt om en angiveligt hot ung dansk poet-inde Anne Lise Marstrand-Jørgensen som ikke kan lade være med at sige ting som Blade som falder som natglimt! Årstid dæmmes op inden aften! Hymner og fart! Sø når tanker vokser sammen i aftenskarer! Lyskegler rammer helt hvide hænder! Snesø langt væk! Byer i mørket løsnet til dug! Nitusinde kors! Splinter af ensomhed, ånder halsen itu! Negler der vokser, dem er det kun mig der har kendt! Skyer flytter øjenbryn nat efter nat! Smitter ruden med glæde! Tapeter ligner skyggedyr! Men Er Ingenting! Det er jo altsammen meget godt. Det Er Smukt. Pigen siger: Jeg Ser Smukke Ting. UAAHH!
Grævling vågner af sit mareridt. Fredrik Nyberg sejler indover, det er anden eller tredie eller første eller sidstedagen af Bergen Poesifest 2000. Fredrik! Nyberg! Person og digt er tættere, der er ikke ord der sådan falder ud af smalle læber og skal gøre jobbet selv. Det er Fredrik der snakker. Dette insisterer Fredrik på. Og der er Parkeringspladser, der er Biler og Sporvogne. Dette kan Grævling lide, vi er i verden, vi drømmer ikke ungpigedrømme om egen eventuelle indre skønhed. Grævling kikker opmærksomt rundt i rummet og ser en simultan nedskrivning af en af Poesifestens absolut mest slagkraftige sætninger: At læse er at blive knullet i røven! Grævling skriver på sin lille blok med sin mærkelige klo-fod-pote: Husk dette. En Varm Uventet Vind. Og Passagerfærge, poesien kan også være en Passagerfærge. Husk dette, skriver Grævling med sin mærkelige klo-fod-pote.
Pludseligt: Pia Juul. Its my party and I cry if I want to. En anden interesseret sansning. Noget stærkt her, noget der ligefrem kunne være jydsk. Et understated raseri. Svaber Dæk. Fædrelandssange. Koøje. Knække Mig. Denne Duft Om Onkel Hektor og vi cirkulerer lykkeligt i forundring under krystallysekronen, vi må gribe ind i dette, vi griber ud: Fru Juul! Fru Juul replicerer, igen denne let affekterede ironi, de mørke øjne mod Lille Grævling, kors hvor er hun stor, sådan Dronningestor, tænker Lille Grævling mens Fru Juul på henvendelsen svarer: Jamen! De Taler Jo Dansk! Lille Grævling griner fjollet, føler sig overstadig, føler sig frydefuldt lagt ned.
Men Grævling husker at Stirre Tomt på Niels Lyngsøe der kommer trissende i Fru Juuls store skygge, håbefuld om lignende spontane reaktioner kommende i hans retning. Det er ham med den lille bitte smalle firseragtige mund hvisker Grævling uforskammet til alle omkring sig. Trance. Pumper. Monocrome. Gennemlyste Legeme. Ja, ja. Vi himler inddiskret med øjnene. Dertil har Grævling fået tilstrækkeligt med anti-poetiske franske smæk til at kunne tage sig videre af disse poetiseringer. Og så gør de fine grafiske opsætninger sig vældig dårligt i oplæst tilstand.
Lars Mikael Raattamaa rammer slutteligt rummet. Med fantastisk kontrol opføres hvad der minder Grævling (mens hun retter på sit afgnavede ansigt) om et sandt korværk af stemmer, en poly-foni. Der er forskellige grader af mikrofonafstand, der er hvisken og så er der Næppe Hørbar Hvisken, der er pludseligt rummets lyd, der er en svag summen i mikrofonen, der er en pigestemme udenfor. International Evil Minds, er dette en slags finsk road movie gennem et mythologisk landskab? Grævling snurrer sig selv rundt om dette spørgsmål, hun er sandelig mæt og glad. Og Snap! siger det og Grævling knaser sit ansigt i sig og åbenbarer således sit lille vilde lidt snuskede sorthvide fjæs. Ha!
Susanne Christensen, in the year 2000
De ved det ikke endnu, men de har lukket en grævling ind. Folkene bag Bergen Poesifest 2000 sejler på et skib med en blind passager. Hun holder sig ved jorden, dog så opretgående som muligt og med de grove sorthvide børsteagtige ansigtshår skjult bag et i al diskretion afgnavet ansigt til en publikummer på bagereste række. Den nu ansigtsløse publikummer vedbliver at foregive en koncentreret lytten, siddende med benene over kors yderst på stolen og det tomme røde ansigt vendt i den formodede rigtige retning.
Grævling. Jeg er Grævling, mumler hun og føjer sig væk fremover i salen. Har jeg skabt denne dyrebevidsthed? Sådan som jeg reagerer, kun på lyd og syn. Jeg vil have (siger Grævling): overensstemmelse. Hvis der er bevægelse i ordene, stor og langsom eller hurtig og Som Sig Selv, hvis der er bevægelse kan ord ikke presses ud af smalle læber, at disse skal kunne gøre jobbet. Du har en krop, Digter! Op-træd! Overensstemmelse? siger Grævling – til sig selv denne gang. Dét eller modstand, modstand som en væg, modstand som døden. For i det har du en bevidst fremtræden. Du performer. Og ord kan ikke bare falde ud af smalle læber og gøre hele arbejdet selv.
Grævling kan se det med det samme, Grævling hun holder sig ved jorden, dog så opretgående som muligt, i stift stjålet tøj holder hun sin krop, hun stirrer lige ind i underlivet på Poeten, Poeten der står med sine rystende poetben, Poeten med den sammensunkne brystkasse, han er bange, han skjuler sit lille lys. Kom frem, kom frem, min ven, så fin du er med din lidt skæve krop, din lidt rystende stemme. Hov! Der forsvandt du – og straks bølger publikum ikke længere, vi foregiver at bølge, vi poserer som hav med en indre desorientering, vi ser digte i lysekronerne, vi ser Hotel Terminus’ lyserøde vægge udvidde sig, opsuge os som flødeskum iblandet hindbær, vi hvirvler rundt i væggene fjernt fra dig, Poet med de rystende stive poetben, vi hører kun et ekko, vi hører en aura af ordene, vi hører mellem-ordene, vi drømmer ordene. Og med ét! Ja! Så sover vi!
Christophe Tarkos ledes på scenen af en arabisk udseende moder-veninde-kvinde. Han er genitypen, Man Ser Det Straks. Disse store stirrende blinkende øjne mod os. Teksten Er Udtryksfuld, dette gentages og varieres og vi er alt andet end hindbærflødeskum, vi er næsten alt andet end Grævling, vi hulker, stirrer igen med store stirrende blinkende øjne på denne desorienterede dreng der stirrer igen på os. Ulf Karl Olov Nilssons svenske oversættelse af de med tilsyneladende med stort besvær fremmumlede franske ord rammer rummet, et rum der gisper over denne enkelthed, denne Frækhed, denne kombinerede Renfærdig Aggressiv Engleagtig Arrogance. Dette er Von Triersk spas af højeste karat, disse spastiske bevægelser aktivt overvåget og analyseret som Mening hvilket igen fordyber dette totale black-outagtige meningstab. Han holder bogen op for os, se! Siden er blank, han siger: Siden Er Blank. Han siger Min Mund Er Åben, munden åbner sig. Han siger Mine Øjne (pegende på to prikker på siden), han siger Min Hånd (hånden tegnet på siden). Christophe Tarkos siger: Jeg er født i 1964. Jeg eksisterer ikke. Jeg fabrikerer digt. Kroppen som forsvinder ind i sproget.
Forinden dette en speedsnakkende Pascale Monnier, en utrolig fart, franske ordflader, franske betonordvægge, en så massiv modstand mod følelse som en mulig kobling til sprog. Vi er til auktion, hun udstråler ubehag, fysisk ubehag, lyset er ikke rigtigt, håret er ikke rigtigt. Som sådan trædes Grævling på og det skal man passe på med, Grævling reagerer med overraskelse og så med enorm aggression, så med desorientering, så dyb undren og sidst, ja, med En Slags Fortryllelse. En væg ramte Grævling, Grævling går hjem med en bule på snuden og vil vide hvad som ramte hende.
Men hvad gør Grævling når Grævling går hjem? Når hun har fået nok at at gnubbe sig på lettere uhumsk og frastødende vis op ad de spinkle Poeter på deres spinkle rystende ben i pejsestuen på Hotel Terminus? Grævling er heldig, skal jeg sige dig. Arne laver de mest fantastiske grønne bananer til hende, de er ikke søde, de er hårde som kartofler og med Persille, Grøn Peber, Ingefær og Kokosmælk jagende hinanden rundt i en wok, ja så kan Grævling kun falde næsten lykkeligt i søvn, tyggende på en af Auduns sorte dreadlocks. Good Stuff brummer Grævling i søvne inden hun på ulyksagelig vis overfaldes af et grusomt mareridt om en angiveligt hot ung dansk poet-inde Anne Lise Marstrand-Jørgensen som ikke kan lade være med at sige ting som Blade som falder som natglimt! Årstid dæmmes op inden aften! Hymner og fart! Sø når tanker vokser sammen i aftenskarer! Lyskegler rammer helt hvide hænder! Snesø langt væk! Byer i mørket løsnet til dug! Nitusinde kors! Splinter af ensomhed, ånder halsen itu! Negler der vokser, dem er det kun mig der har kendt! Skyer flytter øjenbryn nat efter nat! Smitter ruden med glæde! Tapeter ligner skyggedyr! Men Er Ingenting! Det er jo altsammen meget godt. Det Er Smukt. Pigen siger: Jeg Ser Smukke Ting. UAAHH!
Grævling vågner af sit mareridt. Fredrik Nyberg sejler indover, det er anden eller tredie eller første eller sidstedagen af Bergen Poesifest 2000. Fredrik! Nyberg! Person og digt er tættere, der er ikke ord der sådan falder ud af smalle læber og skal gøre jobbet selv. Det er Fredrik der snakker. Dette insisterer Fredrik på. Og der er Parkeringspladser, der er Biler og Sporvogne. Dette kan Grævling lide, vi er i verden, vi drømmer ikke ungpigedrømme om egen eventuelle indre skønhed. Grævling kikker opmærksomt rundt i rummet og ser en simultan nedskrivning af en af Poesifestens absolut mest slagkraftige sætninger: At læse er at blive knullet i røven! Grævling skriver på sin lille blok med sin mærkelige klo-fod-pote: Husk dette. En Varm Uventet Vind. Og Passagerfærge, poesien kan også være en Passagerfærge. Husk dette, skriver Grævling med sin mærkelige klo-fod-pote.
Pludseligt: Pia Juul. Its my party and I cry if I want to. En anden interesseret sansning. Noget stærkt her, noget der ligefrem kunne være jydsk. Et understated raseri. Svaber Dæk. Fædrelandssange. Koøje. Knække Mig. Denne Duft Om Onkel Hektor og vi cirkulerer lykkeligt i forundring under krystallysekronen, vi må gribe ind i dette, vi griber ud: Fru Juul! Fru Juul replicerer, igen denne let affekterede ironi, de mørke øjne mod Lille Grævling, kors hvor er hun stor, sådan Dronningestor, tænker Lille Grævling mens Fru Juul på henvendelsen svarer: Jamen! De Taler Jo Dansk! Lille Grævling griner fjollet, føler sig overstadig, føler sig frydefuldt lagt ned.
Men Grævling husker at Stirre Tomt på Niels Lyngsøe der kommer trissende i Fru Juuls store skygge, håbefuld om lignende spontane reaktioner kommende i hans retning. Det er ham med den lille bitte smalle firseragtige mund hvisker Grævling uforskammet til alle omkring sig. Trance. Pumper. Monocrome. Gennemlyste Legeme. Ja, ja. Vi himler inddiskret med øjnene. Dertil har Grævling fået tilstrækkeligt med anti-poetiske franske smæk til at kunne tage sig videre af disse poetiseringer. Og så gør de fine grafiske opsætninger sig vældig dårligt i oplæst tilstand.
Lars Mikael Raattamaa rammer slutteligt rummet. Med fantastisk kontrol opføres hvad der minder Grævling (mens hun retter på sit afgnavede ansigt) om et sandt korværk af stemmer, en poly-foni. Der er forskellige grader af mikrofonafstand, der er hvisken og så er der Næppe Hørbar Hvisken, der er pludseligt rummets lyd, der er en svag summen i mikrofonen, der er en pigestemme udenfor. International Evil Minds, er dette en slags finsk road movie gennem et mythologisk landskab? Grævling snurrer sig selv rundt om dette spørgsmål, hun er sandelig mæt og glad. Og Snap! siger det og Grævling knaser sit ansigt i sig og åbenbarer således sit lille vilde lidt snuskede sorthvide fjæs. Ha!
Susanne Christensen, in the year 2000
Subscribe to:
Posts (Atom)