Hej igen, Matias!

Det ser ud til at vores konsulent har været forbi kontoret sent i nat, nogen har i hvert fald stukket en lille snusket konvolut under døren her på 13. etage. Et rent helvede at tyde håndskriften (memory stick, please, moderne tider nu!), men jeg kan altså i det følgende endelig præsentere dig for vores konsulents (må vi formode) tydeligvis vældig hastigt nedskrevne udtalelse:

"Vi snubler som planlagt, både i starten og i slutningen af manus. Grebene er kendte, men virker. Fortællerstemmen præsenterer sig først i kraft af et begær rettet mod en kvinde, vi læser vanemæssigt en mand ind, men må justere når vi siden fatter at stemmen tilhører Lucy (s. 11). Ligeså kan vi ikke være sikre på om Lucy er i simulationen (ersatz-virkeligheden, videospillet) eller ikke når hun amok-slasher til slut i bogen. Dan Castellaneta, stemmen til bl.a. den folkekære tegneseriefigur Homer Simpson, dukker op: læseren kender stemmen så godt at den lyder klart og tydeligt i hver replik, replikker som ofte oser af racistisk fjendtlighed. Karakterene, når de først er installeret, sættes i brug som agenter for massive mængder af citater, virker det til, i stil med René Pollesch og Kathy Acker, men slet ikke så vrængt som hos disse. Eller det vil sige, nok mere som hos Pollesch (selvom han ofte overstyrer det akademiske lingo) end Acker, men det har at gøre med hvor groft der sys – Rasul syer ganske nysseligt i forhold til fx Acker som gerne risikerer at miste sine læsere, kaste dem helt ud af bogen. I det hele taget så kryber litteraturen seriøst ind på Rasul, han er simpelthen ved at blive god til at skrive, om han vil det eller ej, og da tænker jeg på det dystert poetiske (fx regnen i ersatz-virkeligheden s. 48) og det etisk- eksistentielle (fx mordet på den tredje bror s. 26). Slaktus' videospilidé er faktisk ret god, the inverted Kurtz (eller er det mest Taiwo som taler om dette) – det fine citat om Paris s. 85 – men teksten bliver alligevel på et niveau hvor det meste hastigt passeres og således forbliver antydet, uudfoldet, cartoonish, ganske fint i overensstemmelse med hvad vi næsten kan tro er Rasuls egen poetik udtrykt på s. 79. Men volden er virkelig og ubehagelig, den kan mærkes (s. 36, s. 40, kapitel 21, kapitel 22), selvom den til tider mikses med tarantinosk crazyass-humor. Apropos humor, her er samtalen med Nicolaisen s. 129 et højdepunkt. Masse infantil energi i de to retarderede monkeys Atal og Vataman: Lucy har holdt dem udenfor loven, og dér er de, polymorft perverse Beavis & Buttheads. Det som til slut overstyrer både Slaktus og Lucy er sprækken i simulationen, de går begge buggy. Lucy har et motiv til at slagte Slaktus, helt efter rape-revenge-skemaet, men hun slagter ufortrødent videre (eller spiller hun) og læseren ender sammen med Lucy op i et sort rum, et meget meget sort rum."

Vores konsulent har nederst på arket forsynet sin udtalelse med noget der vagt kan minde om en opadpegende tommelfinger (eller også er det en gulerod med smileyface).

Hilsen Fuzzpedal Publishing Group AS
315 Bowery New York NY