Sunday, August 27, 2006

Dette er min første Ørstavik-bog. Og det var en god oplevelse. Jeg tænker på hvor jeg ellers har læst et regnvejr beskrevet så sensuelt som i denne roman … jeg kom op med et (måske) overraskende svar: Charles Bukowski/ hans alter ego som postbud i regnen i Los Angeles et sted engang.

Hovedkarakteren Solveigs blik er vangoghsk: alt bølger, verden omkring hende bliver subjektiviseret, hun ser kun sin egen energi, sin egen frustration (den slags der får unge kvinder til at stå på broer om natten og længes efter at et tog skal køre igennem). Solveig er en Time Bomb, hun er En Kvinde Under Pres parallelt med fx figuren spillet af Kim Bodnia i den danske film Pusher (efter Scorsese-model) som også foregår inden for et kort afgrænset tidsrum hvor vi ser vores helt/ heltinde spiralisere mod det uundgåelige brud. Og det blev på styggeste vis dette læserbegær der trak mig igennem romanen: længslen efter at Solveig endeligt skal skandalisere sig selv, denne kvinde der bevæger sig langs en skræmmende stejl vertikal akse der før eller senere bare må komme på kollisionskurs med virkeligheden.

Retorikken her, omkring Det Ægte og alt snavset der skal skæres fra er temmelig uhyggelig hvis man ser det i et dagsaktuelt lys, tænk semi-fascistisk post-911 god/ ond retorik. I det hele taget bæres Solveig frem af en hjerteskærende og absolut galloperende ungdom- melig essentialisme. Her er et par (fordanskede) eksempler:

”Hun kendte tanken som en wire i kroppen, ubøjelig, ubrydelig, uknuselig. Som det inderste i hende, en rasende glasblank ild.”

”Denne roman [den fiktive roman Tennessee] berørte ikke livet, menneskene, rygmarven, den inderste lysende hemmelige kerne.”

Ryggen er vældig central i de fleste beskrivelser. Jeg tror det er dér vi skal lede efter Det Ægte hos Solveig – og måske også hos Ørstavik som i romanens sidste sætning taler som et ekko af sin hovedperson sådan som vi også har set fx Stig Sæterbakken tale som et ekko af Ola Øverbø i artiklen ”Den siste skrivekaren” (Morgenbladet nr 36) hvor han derigennem spejler og definerer sin egen rebelske position.

Solveig glæder sig til at hende og Hilde sammen skal ”trænge ind i materien”, vi taler igen her om den fiktive roman Tennessee som bliver stridens æble mellem Solveig og Hilde da Solveig finder frem til Hildes ”forræderi”, at hun har distanceret sig til det litteratursyn som Solveig med bibelsk alvor igennem bogen tager hende til indtægt for. Hilde er en intellektuel kvinde, hun magter fx at se et teater- stykke med distance, hun ser KUNSTOBJEKTER, hun ser ikke blot sin egen bølgende energi i alt.

[...]

Og én ting skal siges om dette projekt (Ørstaviks): det er ikke uden vigtighed sammenlignet med Blooms teori om fædre og sønners gøren-litteraturen-til-kampplads at Ørstavik rent faktisk prøver at skrive en genealogi frem der går fra ”datter” til ”mor”, fra kvindelig forfatter til sit kvindelige forbillede. Men her bliver Solveigs mang- lende følelse af accept fra morens side, ganske problematisk, dét sygdomssymptom som alt andet (og især litteratursynet) former sig efter. Morsforholdet er vitterligt gribende autentisk beskrevet [skriver Susanne] og tager desværre opmærksomheden væk fra reflektionerne omkring litteratur. Bogen hviler stødt på en psyko- logisk (lacaniansk) diskurs (og et ”kvindesprog” som bogstavlig talt flyder over med metaforer der går på ”rum” og ”vand” – tænk livmor etc) og når aldrig frem til at objektificere sig selv, klargøre sig omkring sine reflektioner omkring en positivt defineret holdning til hvad litteratur er.

Og disse reflektioner dør definitivt i denne statement hvor Ørstavik (hvis hun her vitterligt taler uden distance til Solveig) i den grad lukker og slukker for sit eget projekt:

”Det var et paradox at hun var blevet litteraturviter, hun kunne ikke holde ud at diskutere litteratur. Der var ikke noget at diskutere.”

SC, 2002.

No comments: