Rådhuspladsen

En del blev grebet af panik et øjeblik da himlen blev sort. De 20 specialbyggede helikopteres motorer brølede i højeste frekvens og de i alt 300 kilometer stålwire gav sig faretruende. Tusind svedende politifolk myldrede omkring talende i walkie talkies dirigerende rundt med menneskemængden. Langt fra havde fladen glødet og brændt i solen i et blændende syn af grønt og sølv, nu var den over os og jeg måtte indrømme at dens skønhed også for mig gik tabt et sekund da den som et låg blev sænket ned over byen. Efter timers skubben rundt milimetervis af den gigantiske konstruktion og adskillige ingeniørers nervesammenbrud og hasteindlæggelse lød den dumpe lyd som af 14 atomprøvesprængninger under København: indlandsisen var landet.

Ved indvielsen et halvt års tid efter gled jeg ind ad fortorvet i rasende fart, jeg nød stadig fornemmelsen af at gå for meget til bare at lade mig transportere så de nye bygninger bølgede forbi mig mens jeg klikkede løs. Put energien ned i det fortorv, tænkte jeg, ellers strømmer byen, synet, ikke ind ad linsen, ind af øjet, op gennem fødderne. Investér lød det i mig mens jeg drejede rundt og rundt på båndet i en dans, sugende de smadrede omgivelser til mig.

De lange brede boulevarder der lå som en stjerne rundt om isfladen var et mylder af folk, mange stod stille med åbne måbende ansigter for ødelæggelsen var enorm, tænk at noget så sammenbraset kunne fungere, noget så kaotisk som dybet i regnskovens mest ufremkommelige jungle rent faktisk kunne glides igennem så elegant og så effektivt!

Da jeg nåede fladen der nu havde lagt sig på plads som var den skudt op af undergrunden og havde eksisteret der fuldstændigt uundgåeligt og efter egne dunkle naturlove i millioner af år, betagedes jeg af den vældige tomhed den skabte. På trods af myldret var det som om den gigantiske flade bragede ud under den enkeltes fødder og hviskede om det faktum at du er alene og altid vil være det og at alt andet er løgn og det var endelig beroligende, som en godnatsang, en flok fugle der lettede i et sus som de også gjorde her, men også de blev til små små bitte prikker.

Og sabeltigeren! Sabeltigeren! Den skød sig op af isen i rasende kraft, den snurrede rundt og hvæsede og jeg stod stille et øjeblik og så ind i dens vanvittige øjne, vi blev venner med det samme for vi genkendte hinanden og jeg grebedes af en sjælden følelse af tryghed ved dens evige raseri. Travlheden omkring mig var enorm og lyden blev suget ind i sabeltigeren under mig og genereredes gennem teknikken og omformedes til en symfoni, en brummen, en tumultisk hvid knurren og jeg så folk ude på isen smide deres mapper fra sig i ekstase og hvirvle rundt indtil de var så rundtossede at der kun var nye veje at vælge da de kom til sig selv og forsøgte at fokusere. De gik målbevidste videre øjeblikke senere.

SC våren 1999.