Den nye mand og den nye Roland

Martin Bastkjær
De andres geometri. Det intime, det maskuline og det åbne
Essays, 184 sider
Arena Monografi, 2018

Denne sommer befandt jeg mig i en hytte i Møre og Romsdal-området, og som det kan være ved et middagsselskab begynder man måske at improvisere. Denne aften udviklede jeg en hjemmestrikket teori om sæterrømme, eftersom det var første gang jeg smagte rømmegrød. "I 80'erne," doserede jeg usikkert, "blev Crème fraîche introduceret som noget raffineret og fransk – samme ting! – som man kunne spise til sin kage i stedet for flødeskum. Crème fraîche beholdt sit franske navn i Danmark, fordi det udstrålede noget eksklusivt, et spændende produkt fra det land som lå øverst i alle kulturelle smagshierarkier. Nu hvor der ikke findes én god smag længere, dikteret af nogle franskmænd med unike smagsløg, sælges ægte norsk sæterrømme i danske butikker. Dette er et tegn på at smagen er blevet decentraliseret. Det eneste som gælder nu er om en vare kan sælges med en fortælling som går langt tilbage og kan garantere for dens autenticitet." Jeg aner ikke om dette har noget på sig, om ikke andet kan man notere sig at det norske er igang med at ændre sig til noget mere interessant i danske øjne end et minde fra en skitur: "De har kultur deroppe!"

Den unge kritiker og forfatter Martin Bastkjær gør intet stort nummer ud af det, men det er tydeligt at han har et godt øje til den norske litteratur som får god plads i hans litterære essays. Det som er glædeligt er at han kommer bagom det som oversættes, som virker præget af økonomiske hensyn og danskernes mest klichémæssige forestillinger om det norske, og læser nogle af de forfatterskaber (Ole Robert Sunde, Stig Sæterbakken, Cathrine Knudsen, Geir Gulliksen) som en del norske kritikere også synes er de mest interessante. Men det er ikke interessen for det norske, som om det var en kvalitet i sig selv, som gør det så dejligt at være i Bastkjærs essays. Det er primært fordi de er så lyttende; der er altid noget han undrer sig over og noget som kommer bag på ham. Dette burde ikke alene være bottomline for kritikken, men for al slags litteratur.

Jeg skulle til at påstå at han skriver i høj stil, men der skal ikke meget til for at skabe distance til en del af den øvrige danske litteratur som er præget af en slags coolsprog som enten signaliserer at man er befriende uprætentiøs eller tyder på at man lider af et kommunikativt ambitionskollaps hvor man føler man må skjule sig i sprog som snydes ud af næsen som kollektive enetaler på et værtshus. Hvorfor er der så god plads i disse essays? Det er som om Bastkjær rammer den bagerste væg i rummet, ikke ved at råbe højest, men fordi han oprigtigt tror at nogen sidder der, at der er noget som i sandhed er anderledes end ham selv, og at det er dette som er værd at kaste sine tanker imod. Bemærk hans tankevækkende undertitel som kombinerer tre kvaliteter som ikke traditionelt placeres i samme skuffe. En slags høj stil måske, men der er milevid afstand til fortidens åndsmenneske hvis intellekt ofte stod i modsætning til sansning og følelse. At det maskuline sættes i kontakt med det intime og det åbne er befriende, i mere hierarkiske tider blev især det intime gerne proppet i den feminine skuffe sammen med alt det andet med lav status.

Bastkjærs feminisme (bogen åbner med notatkollagen "No More Mr. Nice Guy") er ikke skinger og polariserende, snarere virker den som en helt afslappet obligatorisk del af et dannet menneskes intellektuelle ballast. Hvis jeg skal gætte på hvem som er samlingens guiding angels bliver det den britiske filmteoretiker Laura Mulvey og hendes analyse af the male gaze i det banebrydende essay "Visual Pleasure and Narrative Cinema" fra 1973, tanker som også John Berger (tv-serien Ways of Seeing) var inde på omkring den samme tid, og Roland Barthes (specielt Camera Lucida fra 1980) som jeg tror Bastkjær har suget op med sugerør som var det honning. Det er kvalificerede gæt, for han nævner dem selv, men Bastkjærs måde at se minder mig om Barthes' sensibilitet i den grad at jeg får lyst at nynne: "Hvem er den nye mand, og hvem er den nye Roland?" Tekserne er iøvrigt ikke uden regulær punch, godt nok folder sætningerne sig for det meste langsomt ud, men det er ikke altid blomster som trylles frem, af og til er det en drillende slo-mo knytnæve.

Åbenheden og den afprøvende holdning rammer måske alligevel ikke altid plet, for eksempel kan det virke urimeligt at sætte den norske forfatter Ola Bauer op mod Michel Houellebecq, og måske tages nogle af Stig Sæterbakkens mest sorthumoristiske udsagn lidt vel alvorligt. Det er imidlertid morsomt at følge hans frustrerede Sæterbakken-læsning som får ham til at slå knuder på sig selv og rode sig bort i nogle af de samme paradoksale tiltrækninger og frastødninger som er typiske for Sæterbakken. Den afprøvende åbenhed synes netop at stamme fra hypernysgerrige essayister som Sæterbakken og Ole Robert Sunde.

En af samlingens bedste tekster ("Dvale, dominans og klaustrofobi") er alligevel om dansk litteratur og tager tråden op fra debatten som fulgte Mette Høegs 2015-kritik af tidens navlebeskuende forfattere ("Dansk litteratur lider under kvindelig dominans"). Høegs store bommert var at kønne den selvoptagede trend feminint, og Bastkjær kvitterer med at læse nogle mandlige forfattere som udstiller mænd fanget i endeløs introvert hyperrefleksion. Her får Bastkjær en mare ud af skabet som har redet den danske litterære offentlighed så langt tilbage jeg kan huske: Den uvedkommende litteratur består, og kritikken af den uvedkommende litteratur skyder forbi målet fordi den serverer de samme sprogfattige klichéer igen og igen som ikke er grundet i læsning, men i automatiserede fordomme.

Et remix af denne tekst stod på tryk i Information 3. september 2018.