Sunday, April 06, 2014


Miia Toivio og Marko Niemi fra AWL 2012

Audiatur Waste Land Revisited

Selvundersøgelse er ikke en nem genre, men jeg skal gøre et forsøg. Initiativet til selvundersøgelsen opstod spontant om lørdagen under Audiatur Waste Land (AWL), som blev afholdt i Bergen 12. til 15. april 2012 som den femte festival i rækken siden 2003. Jeg har bidraget til alle festivaler siden piloten i 2003, men i skiftende roller. Først og fremmest som bidragsyder til katalogerne, som konferencier og entusiastisk del af publikum, i 2009 som del af arbejdsgruppen og i 2012 som programansvarlig sammen med Karl Larsson. Jeg skal forsøge at ikke gå tilbage til Adam og Eva, men alligevel, den tværæstetisk indstillede poesifestival Audiatur opstod fordi de gode bergenskræfter efter Bergen Poesifest i 2000 og 2002, arrangeret af Tomas Espedal og Henning H. Bergsvåg, ikke kunne forestille sig byen poesifestivalløs. Derfor piloten i 2003, et initiativ fra den dengang Norli-ansatte Martin Sørhaug som sammen med Audun Lindholm begyndte at strikke sammen Audiaturkonspirationen. Audiaturs arbejdsgruppe havde i årene 2005 til 2009 en stabil dynamik, blandt andet udfoldede et massivt publikationsprojekt sig i disse år, tre murestenstunge kataloger – som grundstenene til et hus – redigeret af Paal Bjelke Andersen og Audun Lindholm. Takket være designer Judith Nærland ser Audiatur-katalogerne strålende ud i boghylden og samtidig tjener de som et dokument over strømninger i nordisk poesi, så vel som internationalt, i disse år.

Indtrykkene fra festivallerne gennem årene er mange, men jeg ved at én af de ting som vi er gladest for at have været med til at producere er et langvarigt kærsteforhold mellem en arrangør og en deltager. You just can't plan these things. Men dynamikken i en arbejdsgruppe ændrer sig – folk går ud, nye kommer til – og man tænker anderledes end man gjorde tidligere; man kommer tættere eller længere bort fra hinanden. Derfor var AWL et forsøg på nybrud; publikationsmæssigt lettere (målt i kilo), blandt andet. Kan ske det virker esoterisk at tale om "glat" versus "rå" kultur, men jeg forsøger mig alligevel med disse taktile kategorier. Audiatur – festival for ny poesi er siden starten blevet produceret som et græsrodsprojekt baseret på idealisme, og det er kun gradvist at økonomien har bedret sig og procentstillinger er opstået. Alle i gruppen (tør jeg påstå) er kommet ud af en eller anden form for engagement i alternativ publicering, udfordringen er altså en gradvis professionalisering ("glat") af en grundlæggende anarkistisk indstillet organisation ("rå").

Arbejdsgrupperne har i stigende grad spredt sig geografisk, samtidig med at trykket på opmærksomheden accelererer udenfor al kontrol, for nogens vedkommende med henyn til nyfødte børn, for andres vedkommende med hensyn til umulige arbejdsforhold som freelance litteraturarbejdere på mange forskellige fronter på samme tid. Audiatur har insisteret på en festival, hvor mennesker til en vis grad forsøger at leve sammen i festivalperioden ("rå"), snarere end at bestille en strålende poesiperformance og derefter ignorere de tilrejsendes almene behov for at forstå den aktuelle kontekst, og blive sørget for som krop, som menneske ("glat"). Festivalen vil facilitere møder, men andre ord. I den rå kultur kan urovækkende opførsel som for eksempel et spontant gruppemøde på scenen midt i et oplæsningsprogram også forekomme.

I 2012 var de inviterede poeter heldigvis ekstraordinært responsive, og ligeså forsøgte arrangørgruppen at reagere i situationen. I det hele taget var den direkte aktion til stede, og måske lå den i luften allerede, efter oprørene i den arabiske verden og 2011s Occupy-bevægelse (som blandt andre Eileen Myles tog med på scenen i sit Occupy-inspirerede digt). Den direkte aktion-inspirerede ånd var ikke alene til stede i kraft af kritikken af kønsrepræsentation i Tårnsalen (mere om dette senere), som blev artikuleret på forskellige måder under og efter festivalen, men for eksempel også i form af deltagende poet Jenny Tunedals oplæsning i Bergen Kretsfengsel, hvor hun valgte at repræsentere poeter som ikke havde mulighed for at ytre sig på festivalen, nemlig de tre inviterede deltagere fra Iran som ikke kunne rejse på grund af forskellige former for Visa-komplikationer. Sådan handler kultur som fødes ud af reelle møder, friktion, konflikt, reflekterende nærvær.

Medierne vender os til at opfatte pauser som pinlige: The show must go on, men sådan kan det ikke altid være. Lad mig alligevel understrege: Ingen idé om "rå" kultur kan retfærdiggøre indbyggede skævheder i programmet, dermed er denne tekst heller ikke ment som en undskyldning eller en bortforklaring, men som et oplæg til videre diskussion og et forsøg på at gøre nogle af tankerne bag AWL synlige, plus at samle nogle tråde op, nogle efterrefleksioner, som kan bidrage til diskussionen. Med andre ord, tag folkene bag 2014-festivalen alvorligt når de siger:
Du er inviteret til at deltage.

Forskellige måder at bygge en festival, dette har vi diskuteret. I 2009 valgte arbejdsgruppen at benytte et greb som kaldes subkuratering. Vi inviterede poeter, som hver inviterede en poet, dermed var halvdelen af programmet udenfor vores kontrol. 2009-festivalen indeholdt et tydeligt folkeligt greb og et greb som gik i den anden retning, kan man sige: På Bergen Offentlige Bibliotek inviterede Cathrine Strøm og andre medlemmer af Audiaturs arbejdsgruppe til Audiatur-opvarmning, en række åbne møder før festivalen hvor de deltagende poeters værker blev brugt som udgangspunkt for diskussion. Samtidig var en del af festivalen lukket for offentligheden: Vi stjal poeterne med på et fjerntliggende hotel og havde dér et seminar før det offentlige program.

Før AWL mødtes arbejdsgruppen fysisk én gang om måneden igennem et år. Vi ville ikke bygge festivalen på nettet, vi ville forsøge at forstå hvordan den aktuelle gruppe tænkte, hvordan vi læste poesi, hvordan vores ansigter så ud og hvordan konflikter (debatter, uenighed) udspiller sig når man er i samme rum. Dette greb viste sig at være både ubehageligt, krævende, ekstremt givende og vældig hyggeligt på samme tid. Af og til var det svært, det gik langsomt, der var nerver, men nogle gange kom gruppen også ind i et fælles tankeflow. Vi begyndte at fantasere sammen, idéerne begyndte at flyde. Disse møder var del af AWLs arkitektur, og var afgørende for hvordan festivalen udformede sig. Intimitet, spænding og konflikt på godt og ondt prægede vores arbejde, og delvist prægede disse niveauer også slutproduktet. Efter de monumentale år kom Audiatur i kontakt med sine æggestokke.

Jeg ønsker ikke at fremhæve deltagere på bekostning af andre, men tilgiv mig alligevel at jeg bruger en eller to som illustrerende eksempler. Blandt andet deltog danske Lars Skinnebach på AWL med sit band Klimakrisen. AWL brugte T.S. Eliots kanoniserede, modernistiske digt "The Waste Land" (1922) på forskellige måder i festivalens arkitektoniske bygværk. AWL var ikke ment som en hyldestfestival til et af modernismens maskuline genier, gruppen var mere interesseret i hvordan digtet er blevet læst til forskellige tider og i forskellige kultursfærer og i Ezra Pounds afgørende omskrivninger af digtet som vises i faksimileudgaven som blev sendt til alle deltagerne. Diskussionen gik også på waste, her lå kimen til en festival med tanke på økologi. Skinnebach har de seneste år udforsket forholdene mellem avantgarde og økologi. Den historiske avantgarde kørte mod fremtiden i et svimlende tempo, den sang hyldester til damplokomotivet, til bilen, til maskinen. Da vi inviterede Skinnebach og hans to musikere viste det sig at poeten næppe er all talk and no action. Skinnebach flyver ikke, han rejser langs landjorden, også hvis en poesifestival i Kina skulle invitere ham.

På AWLs åbningsarrangement var der mange elementer som skulle gå op i en højere enhed, eller eksplodere, støde sammen, på gunstige måder. Vi ville kvase og infiltrere Eliot, eller bare forstyrre ham lidt. John Hegres lydværk brugte Eliots knirkende, overkontrollerede stemme, stemmen forsvandt op i loftet, i dette imponerende rum som er Tårnsalen på Bergen Kunstmuseum, nu Kode. At endelig åbne festivalen føltes forløsende, men arbejdsgruppen var også heartbroken og udmattet, i månederne før festivalen opstod uoverskuelige problemer i forbindelse med de inviterede iranske poeter. Derfor læste Alireza Behnam i en videooptagelse. Midt i det hele spillede Klimakrisen, og hvilken krise det var! Den programansvarlige havde sat sig for at rummet skulle fyldes med lilacs and hyacinths as mentioned in the poem, desuden bød vi på champagne ad libitum. Vi wastede tid og ressourcer på luxus, kan man sige. Vi var Kulturlivet, vi var ikke Klimakrisen.

Det er interessant, for ikke at sige nødvendigt, at forestille sig en poesifestival som også er økologisk rentabel, og dette blev diskuteret og diskuteres stadig. Det ironiske er at Audiatur-vaner som springer ud af en tankegang om poesifestivalen som livstid, ikke bare scenetid, pludselig ser ud som luxus og forbrug. Vores madtilbud til deltagerne, for eksempel. Den rå kultur vil facilitere møder, den vil tage sig af poetkroppene, men hvordan kan dette gøres forsvarligt? Hvordan kan Audiatur skille sig ud fra Kulturlivet, og gøre noget andet end at waste væk ressourcer?

Man kan vel kalde det poetic justice at AWL flyttede til april, the cruellest month. Som Josef og Maria kom vi i klemme sent i 2011, julefrokostsæsonen satte ind, vi fandt ikke passende rum i Bergen. Valg af rum er en vigtig del af festivalen, som havde følt sig hjemme i Teatergarasjens mørke, industrielle lokaler, men som siden nedrivningen i 2008 har virret en smule rundt. En kort forelæsningsrække skulle være del af AWL, og denne skulle munde ud i en paneldebat. Af forskellige årsager spillede skævheder i programmet sammen med de rum vi havde valgt. I Tårnsalen, denne højt løftede, kølige hjerne, foregik forelæsningsrækken og debatten. I denne del må alle deltagerne, så vidt vi ved, bukke sig under identiteten biologisk mand. Om aftenen, udenfor vanlig arbejdstid, in the leasure zone, præsenterede vi udstilling, poesioplæsninger og performance på Bergen Kjøtt (sic). Her må mange deltagerne, så vidt vi ved, bukke sig under identiteten biologisk kvinde. Blev det til en slags ufrivillig reenactment af Eliots mind-body-split? Denne anspændte, psykosomatiske mand, plaget af fattigdom, brok, ambitioner, religiøse anfægtelser, en konstant syg, litterært begavet kone, cabaretlængsler og undertrykt seksualitet.

Den aktivistiske ånd var med os, og programmet i Tårnsalen blev kommenteret på forskellige måder: Tavs udvandring, spørgsmål fra salen, kommentarer fra scenen og senere kritik i avisen. Alt dette er selvsagt legitime reaktioner, men jeg må alligevel stille spørgsmål med den penistællende, feministiske aktivisme. Reagerer vi fordi penis (denne bløde kødstump gemt i buksestof) er dum eller fordi magten (sædvanligvis patriarkatet) er dumt? Jeg kan måske forstå det bedre hvis vi havde præsenteret en række arrogante akademiske forelæsninger til Eliots ære, men den poetik, som vi satte fokus på, var udpræget omskrivende, magtkritisk. Blandt andet gav franske Christophe Hanna et problematicerende bidrag; vi havde tvunget ham til at tale engelsk, hvilket han forsøgte så godt han kunne, stammende og ydmygt. Et andet bidrag kom fra den svenske poet og arkitekt Lars Mikael Raattamaa, som igennem hele sin karriere har haft et magtkritisk udgangspunkt for sin poesi. Især Raattamaas performance gjorde indtryk, sammen med sorgen over at vi åbenbart havde mislykkedes med hensyn til dele af programmet.

Under kakofonioplæsningen i Bergen Kretsfængsel læste Raattamaa fra faksimileudgaven, siddende i et hjørne i én af fængselscellerne. Han gentog "The horror! The horror!" så mange gange at jeg efter timen, som var afsat til denne kollektive performance, gik ind og så til ham, og ganske rigtigt sad han uden tidsfornemmelse stadig og hviskede "The horror! The horror!" Jeg følte min egen fortvivlelse når jeg lyttede til ham. Større var forløsningen også når andre dele af programmet fungerede sublimt, og deltagere leverede bidrag helt udenfor arbejdsgruppens fatteevne. Længslen efter en afklædt Eliot blev blandt andet forløst da Alwynne Pritchard og Thorolf Thuestad tog sidste del af "The Waste Land" under behandling lørdag aften. Både i kraft af lyd og billede fik de skovlen under Eliots mange paradokser: Katte, cocks og Gud, den slags.

Også AWLs arbejdsgruppe står afklædt. Men det er ikke nemt at lave om på en forelæsningsrække i sidste øjeblik, det er uanstændigt at invitere folk til at holde en forelæsning uden at give dem mindst en måneds forberedelse, og da arrangørpanikken satte ind nogle uger før festivalen var det for sent. Men Audiaturs arbejdsgruppe åbner for diskussion: Hvordan arbejde med kønsrepræsentation når man skruer en poesifestival sammen? Er kønsrepræsentation bare et spørgsmål om penisoptælling? Og hvordan kan man bygge noget som helst, for eksempel en poesifestival, så langsomt og så grundigt, og stadig indbygge uhensigtsmæssige skævheder? Audiaturs arbejdsgruppe har brug for jeres indspil.

Tekst af Susanne Christensen bestilt til Audiatur 2014, men endnu upubliceret.

Billeder fra Audiatur 2007 + 2009 + 2012 + AWL på Vimeo + Facebook + net.

Pretty hardcore AWL blog her, se arkiv fra 2012. Her er politikkpoetikkpraksis i aktion.

No comments: