Yes, we can! Kommer noget nogensinde til at ændre sig? Sandt at sige tvivler jeg. Rock rimer på cock, og konventionelle opfattelser af seksualitet og begær ligger som en mere eller mindre ubevidst strøm i dagens anmeldelser af musik. Den som senest har gjort bedst og tydeligst opmærksom på dette er Maja Ratkje i sin bog Eksperimentell kvinneglam, og hun skal tale om lidt, før det skal jeg tale lidt om change, og mulighederne for forandring, måske endda som et forslag eller en udfordring til dagens musikanmeldere; nogle tanker om hvordan man kan gøre konventionelle opfattelser af begær mere plastiske og åbne, og hvad pointen ville være med det? Måske at få frem det faktum af sproget er bevægeligt, noget som synes at virke skrækindjagende på mange, som at gå ud på en isflade, for hvis sproget først er bevægeligt, hvis jeg kan skifte briller kan jeg måske skifte hvad-som-helst. Musikken og begæret ligger tæt på hinanden, hvilket kan være grunden til at netop her findes et stort kreativt potentiale, mange internationale musikskribenter (vifter med Simon Reynolds og Joy Press: The Sex Revolts fra 1995) har en eksperimentel holdning, og er fremragende poeter, på den måde at de klarer at hallucinere, og læse, en event, bruge deres sanser og refleksion, de klarer at iagttage hvad musikken gør ved dem, og vidreformidle dette i et fabelagtigt, selvstændigt sprog, men måske netop på grund af dette potentiale, er musikkritikken også stedet for bastante bekræftelser af konventionerne, korrektion; manden er mand, manden har cock, manden anmelder rock, kvinden er objekt og så videre.

En bevægelse som jeg ofte vender tilbage til er 90s riot grrrl, en græsrodspunkbevægelse som fandt sted side om side med grunge i Nordamerika. Vi kender Bikini Kill, med Kathleen Hanna og Tobi Vail, Kathleens bands hed siden Le Tigre og nu The Julie Ruin. Hvor er riot grrrl at finde idag i samtidens Amerika? Jo, svaret er faktisk rock camps som er en gigantisk success, og som jeg er usikker på findes i samme stil her i Europa. Børn er jo påvirkelige størrelser og mange af dem, måske mest piger, samler lynhurtigt op et bevægelsesmønster som er selvudslettende og tilbageholdende, men på rock camps bruges musikken pædagogisk, for at de små, anspændte kroppe kan lære at udfolde sig og udtrykke sig og føle begær og udtrykke lyst, alle de her klichéer omkring rockmusikken. I musikken er begæret, musikken kan gøre dig fri, rock 'n' roll betyder ultimativt sex, dermed bør det også være muligt at musikken kan frisætte et mangfoldigt begær, og ikke blot hylde manden med den falliske guitar. Her kan man så diskutere om kunst og social retfærdighed har noget med hinanden at gøre, om musikken er eskapisme, fest, rus, nydelse eller om den også er en arena for demokratieksperimenter, dermed også et vist niveau af tvang, eller kvotering, den slags som vi snakker om idag, som på en måde kan opfattes som en moderering af kunstens radikale frihed. Det er i hvert fald her at nogle af os får skudt i skoene at vi er "politisk korrekte" eller driver med noget akademisk og abstrakt og anti-intuitivt, men det er muligvis et udtryk for den Andens manglende evne til at forstå at vi faktisk føler anderledes og ønsker at se stærke piger på scenen fordi det gør os glade, det er vores begær, vores mest spontane følelser som gør at vi ønsker os en forandring.

Hvis vi følger vores musikanmelder på koncert, så ved vi at hen går ind i et lokale hvor reglerne tilsiger at på scenen foregår kunst og vi er tilskuere, dette er kontrakten, på gaden, i hverdagslivet, er reglerne anderledes, men de to er jo ikke så voldsomt forskellige fra hinanden, selvom nogen måske ville påstå at gaden og scenen står i direkte opposition til hinanden, at scenen er en drømmeverden, men ofte er den jo ikke det, ofte er kunsten "virkelig" altså en rituel del af hverdagslivet, og dermed er den også åben for deltagelse og måske rituel forandring. Samtidskunsten ligner mere og mere små fabrikker, totalinstallationer, som tilbyder forandring af perceptionen, og gør os opmærksom på synsvinkler og giver os oplevelser som gør at vores blik har ændret sig når vi forlader museet. Hvis vi opfatter koncertsalen eller teaterscenen eller samtidskunsten eller poesioplæsningen som rituel så er det også op til os at forstå at vi er her som mennesker, frie til at opleve og til at sige fra. Vi har allerede fået så meget af denne interaktivitet nu at den kan virke som en kliché, men jeg mener stadig det er essentielt at forstå at vi kan og bør sige vores mening i kunstneriske sammenhænge og at der er en distinkt forskel på aggression og assertion.

Improvisationsmusiker Lisa Dillan står på hovedet når hun vil vise sin utilfredshed, nogle af os kunne måske tænke os at tage til Rusland nu og stå lidt på hovedet, og vi kan sikkert også forvente forsøg på forskellige interventioner under vinterolympiaden i Rusland, men da ved vi altså hvad vi kan forvente, for russerne ser definitivt ikke med milde øjne på samfundskritisk performancekunst. Dillan var festivalstemmekunstner på Kapittel-festivalen i Stavanger i 2013 og responderede på begivenhederne der, men hun blev ikke ført bort af politiet, nej, det var en intern kritisk praksis som festivalen havde ønsket sig og som de også betalte for, det er trods alt en festival for demokrati og ytringsfrihed, så de kritiske interventioner var en måde at få et frit tænkende kunstnersind til at respondere, være bevægelig, og gribe ind, men Dillan holdt sig alligevel inden for lovens grænser, det var ikke aggression, det var assertion, og der fandtes en kontrakt, selvom der også fandtes et frit kritisk sind. At sige fra er en kritikers job, men folk virker mere og mere desorienterede og angste, måske på grund af nettets grænseløshed og de stadig mere pressede private rum, og assertive, kritiske praksisser møder ofte en storm som anklager den assertive for at være aggressor, for at undertrykke og så videre. Dette er en medielogik kan få kritikken til at forstumme, og det lykkedes desværre ofte, men jeg selv føler stigende behov for at pointere at min kritike virksomhed ikke bruger had og aggression som brændstof, selvom jeg giver mig selv lov til at føle hvad-som-helst, også aggression, i første møde med litteraturen, kunsten eller musikken. Kodeordet er engagement, it's a labor of love.

Tilbage til vores musikanmelder som træder ind i dette rum, dette labile koncertrum, og hen skal skrive/opleve/vurdere/reflektere. Thurston Moore har nogle selvbiografiske indspil i sangen "Or" fra Sonic Youth-pladen Rather Ripped, 2005:

The plan is to go to DC and hang out
Go see girls rock
How long's the tour?
What time you guys playing?
Where you going next?
What comes first,
the music or the words?

Go see girls rock. Så, det er hans begær. Han savner ingen Bruce Springsteen-far på scenen, men girls som rocker. Jeg så et kort klip med Janelle Monáe hvor hun optræder i det amerikanske børneprogram Sesame Street og Monáe taler med en lille lyserød dukke (Hello Kitty-generationen) som er stor fan af Monáe. Dukken kan noget mere end hvad vores kroppe kan og den bliver så ude af sig selv af lykke at den lægger sig på ryggen med åben mund, mens Monáe hvisker til nogen udenfor rammen: "I love her!" Dukkens kropssprog er ekstatisk og hele situationen er for mig lykkelig, og også sjælden, for vi ser en varm, identifikatorisk forbindelse mellem kvinder (og faktisk også mellem racer); et lille øjebliks teaterstykke af fryd som virker så mærkelig sjælden.

Hardcorebandet Minor Threat fra 90s er et eksempel på et band som brugte konsertsalen som et sted hvor ritualer udspiller sig, og dermed findes også en mulighed for at ændre på vaner og udøve en slags radikal demokrati i øjeblikket. I Michael Azerrads bog This Band Could Be Your Life fra 2001 gengives en myte. Minor Threat og frontmand Ian MacKaye var lidt af en gadebande og optagede af voldelig konfrontation, så der havde du skinheads versus Straight Edge, og de to lignede grangiveligt på hinanden. En interesse for konfrontation, men også for direkte demokrati. På en koncert oplevede bandet publikum delt i to, en gruppe ville slamdanse og en anden gruppe ville opleve showet stille og roligt. Bandets løsning var at spille på gulvet sammen med de som ville stå roligt, og putte slamdanserne op på scenen hvor de kunne udfolde sig. Dette var næppe planlagt, men viser en kritisk sensibilitet som responderer i situationen.

The Knife har fået kritik for deres seneste plade og deres show handler netop om det jeg har forsøgt at sige noget om: Shaking the habitual, altså lave holdningsændrende ritualer, ryste løs konventionerne, og det er vel hvad man kunne tænke sig at gøre med det samlede musikkritikerkorps; ryste dem løs, og se om alle de kønskonventioner og klichéer egentligt sidder så fast. Men det mener jeg at The Knife allerede er godt igang med, og Martin Bjørnersen sammenligner dem da også med anarkopunkbandet Crass, eller kritiserer dem ud fra denne sammenligning i sin anmeldelse af singelen "Full of Fire" i Musikkmagasinet februar 2013. Bjørnersen viser et niveau af feministisk bevidsthed, men stadig er det en meget negativ anmeldelse som irriterer sig stort over det såkaldt politisk korrekte og det rodede udtryk, dette ritual, som han ikke kan se nogen muligheder i. Jenny Hvals respons til Bjørnersen går netop på bevægeligheden, og også på den usædvanelige dramaturgi på pladen hvor et meget langt, ambient nummer ("Old Dreams Waiting To Be Realized") midt i forløbet lægger pulsen næsten død, men byder på anderledes måder at opleve. Hval skriver:

Når lyden av "Old Dreams" får meg til å se for meg en skateramp, gjør den også noe med meg og min oppfatning av meg selv – jeg former meg etter rampene, veggene, flyter utover dem. Jeg er plastisk, foranderlig. The Knife har denne egenskapen til å forandre hvordan jeg tenker om kropp og bevegelse, innenfra. Er ikke det verdt noe i kjønnsdebatten?

Oplæg holdt på Full pop i regi af Rikskonsertene, 16. januar 2014.

Det store bildet

Fett #4/2013
Tema: Russland, kjønnsroller og LHBT
Red.: Hilde Sofie Pettersen

Det har vært lett for Vesten å adoptere de karismatiske og intelligente jentene i det russiske aktivistkollektivet Pussy Riot, som fikk en uhørt streng straff – to års fengsel – etter en kortvarig performance i Frelserkatedralen i Moskva i 2012. Andre samvittighetsfanger i russiske fengsler har dessverre ikke samme massekulturelle arena, og da Pussy Riots Maria Alyokhina og Nadya Tolokonnikova nylig forlot fengselet, ga de et sterkt signal om å kjempe for bedre forhold i fengslene og mot et absurd rettssystem som putter folk i fengsel og befrir dem igjen som vilkårlige effekter av Putin-regjeringens selviscenesettelse. En annen av Pussy Riots kampsaker er LGBT-rettigheter, og dette er fokuset for det aktuelle nummeret av tidsskriftet Fett.

Redaktør Hilde Sofie Pettersen åpner med en unnskyldende tone, og dette er kanskje heller ikke Fetts sterkeste nummer, samtidig er det en kompleks jobb å kaste lys på situasjonen i Russland, som siden den såkalte homopropagandalovens innførelse i juni 2013 har blitt forkortet til én setning: Russland er anti-LGBT. Den slags slagord krever nyansering og kontekstualisering, og Fett kommer et stykke på veien.

I temaseksjonen nærmer man seg dagens Russland via unge stemmer fra LGBT-samfunnet, fulgt av aktivistenes stemmer, pluss et dikt om Moder Russland av Kristina Leganger Iversen (freidig plassering av skjønnlitteratur som gjøres retorisk, snarere enn ornamentalt). Først etter dette utvides det til et bredt kulturelt perspektiv som blant annet inkluderer popduoen t.A.T.u. og Eurovision Song Contest. De redaksjonelle valgene virker fornuftige sett ut fra disponeringen av stoff og flyten gjennom bladet, men damebladinspirasjonen – det korte artikkelformatet – taler ikke til Fetts beste denne gang, hvor få av tekstene skiller seg ut. Utenom temaseksjonen virker strukturen gjennomtenkt: Bladet åpner med den mest akutte innenlandske saken, reservasjons- retten, som behandles prismatisk via et internasjonalt perspektiv fulgt av to uenige stemmer, kjønnsforsker Anne Bitsch og likestillingsminister Solveig Horne – sistnevnte stiller ikke opp til et intervju, men spørsmålene trykkes likevel. Etter temaseksjonen happy end med et par positive rollemodeller (Eline Lund Fjæren – godt intervju! – og Alice Munro), pluss flere inspirerende lister som viser Fetts vilje til å pushe pink jente- og damekultur i andre retninger.

Imidlertid burde redaksjonen bli bedre til å tette hullene som for eksempel oppstår i temaseksjonen. Den såkalte homopropagandaloven er viktig å fokusere på, men den er en del av et større lovsystem som handler om å gjenreise «sann» russisk identitet. Homoseksualitet ble avkriminalisert i 1993 etter murens fall; dette sees nå på som en desorientert periode som skal korrigeres, noe som vil si at vestlige verdier forsøkes utrenset (LGBT-livsstil betraktes som et vestlig konsept). Såkalte vestlige verdier representeres også innenfor russiske grenser av NGOs, som er hardt rammet av foreign agents-loven fra juli 2012, som retter seg mot tverrnasjonale organisasjoner (menneske- rettigheter, LGBT-filmfestivaler) som mottar støtte utenfra. Foreign agents nevnes av LHH-leder Bård Nylund, men står kontekstløst som en spøkefull referanse til den kalde krigen, snarere enn til en aktuell lov. Videre, redaktøren støtter seg tillitsfull til statistikk i innledningen, mens queeraktivisten Vera Akulova i en annen artikkel problematiserer russiske statistikker.

Fett klarer ganske godt å følge de speilende bevegelsene mellom innland og utland, men det kunne framgå enda tydeligere at ord som kommer ut av munnen på den russiske politikeren Vitaly Milonov, som er en av arkitektene bak den såkalte homopropagandaloven, mer eller mindre ordrett også kommer ut av munnen på Solveig Horne (tweeten hennes om «homoeventyr»). Fett vil snakke om kjønnsroller, men burde kanskje snakke om familiepolitikk, som har en klar avsenderadresse. Styrkingen av «kjerneverdier» og nasjonal identitet foregår over hele linjen, og truer med å etterlate alle mulige «uklare» grenseidentiteter i lufttomme rom. Fett, se opp for the bigger picture.

Susanne Christensen, Klassekampen 11. januar 2014.