All guns blazing

Annie Le Brun
Virkelighetsoverdose
Oversatt av Per Buvik og Agnete Øye
Cappelens upopulære skrifter

På tross av at hennes forfatterskap strekker seg over de siste fem tiårene, er den franske poeten og kritikeren Annie Le Brun (f. 1942) neppe særlig kjent i Norge. Hun er en respektert formidler av Marquis de Sades forfatterskap, og har skrevet om flere forfattere med surrealistiske sympatier, som Alfred Jarry og Raymond Roussel. Le Brun er en autentisk 68-er, som før ungdomsopprøret var med i den siste ikarnasjonen av André Bretons surrealisme-miljø. Det er den revolusjonære forståelsen av surrealismen hun bekjenner seg til, som neppe vurderer nidtriste Dali-malerier som eneste representant for denne mangefasetterte –ismen.

Virkelighetsoverdose er fra 2000, og det lille etterspillet ”Om teorioverdosen" er fra 2007 – tekstene danner en pakke, men det er definitivt den førstnevnte teksten som er den mest egenartede og interessante: Stilen er en slags poetisk rap med høy sigarføring og mange løse påstander. Le Bruns trang til å være i opposisjon gjør også at hun skyter vilt rundt seg, og rammer stort sett alle representanter for såkalt ”French Theory”, noe som kan virke bissart, blant annet fordi hun så tydelig definerer sin egen tenkning opp mot disse. I bokas første tekst er det særlig Jean Baudrillard, man faller i tanker om. Det kan være vanskelig å se akkurat hvor hennes og Baudrillards veier skiller lag, annet enn at Le Brun skriver med et frådende raseri i bunn og – kanskje derfor – framstår som tydeligere politisk, og samtidig mer aggressivt posisjonert.

To virkeligheter ligger i krig med hverandre, disse kan kalles en ”indre” virkelighet – "drømmenes rike" – versus et reality-helvete av samme lest som Guy Debords ”spectacle” og Jean Baudrillards ”simulakrum”. Det er sistnevnte, rasjonelle og teknokratiske versjon som sprer seg som en avskogning overalt og gir oss en virkelighetsoverdose. Katastrofen er i utgangspunktet språklig, men via Le Bruns superkreative metaforiske brobyggeri skapes paralleller til den økologiske krisa i samtida. Rasjonelle språkmutasjoner – nytale – står i konspirativ forbindelse med genmanipulerte grønnsaker, og så videre.

Så hva har fransk teori med dette å bestille? Var det virkelig Roland Barthes som tok kål på spekkhuggeren Keiko? Le Brun er med sin temmelig paradoksale anti-akademiske vitalisme litt for rask til å framstille alle former for refleksjon som voldtekt av det sanselige. Også intellektuelle prosesser er en slags fortæring, ikke bare angstfylte analyser som fører til overbelysning av drømmenes dunkle rike. Le Brun skriver selv poetisk og ekspressivt, men er ikke hennes egen virksomhet også del av en språkliggjøring, en slags oppklaringsprosess?

Med sin Sade-inspirerte forkjærlighet for klare posisjoner, strid og hierarkier, er den franske teoriens dødssynd ifølge Le Brun den dekonstruktive skriftpraksisen som nedbygger jeg-et. Disse ikke-hierarkiske strukturene er mutert til en invaderende, altomfattende størrelse, mener hun. Det som i vår hjemlige sandkasse ofte blir utskjelt som tåketale er altså snarere et uttrykk for rasjonalisme, ettersom skriften nærmer seg det nøytrale – et slags likhetsvirus – som om man tråkket på en fuzz-pedal og druknet et velkjent norsk fjellandskap i brusende støy.

Fransk teoris bruk av nettverket som bilde på det mangfoldige jeg-et fører lukt inn i den neoliberale samtiden hvor nettverksstrukturer er blitt virale og truer med å legge jorden øde. Jovisst, Roland Barthes drepte faktisk Keiko.

Le Brun går også løs på samtidskunsten. Paris’ museum for samtidskunst, Centre Pompidou, kalles en gigantisk blender av kulturell virkelighetsoverdose, og hun har ingen sans for den anakronistiske DJ-miksen av kunst som ofte presenteres her. Hærskarer av kultureksperter "gjør alt de kan for å redusere vår sanselige historie til en faktabank" knurrer hun. I "Om teorioverdosen" er det om mulig enda høyere body count: Le Brun nøler ikke med å likvidere de amerikanske teoretikerne Donna Haraway og Avital Ronell på et par setninger, Hélène Cixous' og Luce Irigarays arbeide reduseres til "tekstuelle menustrasjoner" og kritikken av både Barthes og yndlingsskyteskiven Julia Kristeva rettes mod enkeltuttalelser som de to siteres på igjen og igjen. Det er ofte himmelropende usaklig, for det meste veldig morsomt, og iblant rammende. Det som skiller Le Brun fra brorparten av den indignasjonsprosa som har vært på high rotation i mediene de siste årene er at hun ikke kollapser i et populistisk hat, men snarere i et flammende forsvar for poesien.

Jeg er usikker på om Le Brun og jeg tenker på det samme når vi snakker om ”poesi” og ”sanselighet” – særlig hennes begreper om sanselighet virker veldig falliske. En murrende understrøm av metaforiske pisker og strap-ons tar mer plass enn bilder av mørke skoger. Boka føyer seg midlertid fint inn i en av de mest solide teoretisk-filosofiske seriene i landet, og oversetterne Buvik og Øye har valgt å utstyre Le Brun med et omfattende noteapparat, som til en viss grad bøter på de mange underforståtte referansene.

Susanne Christensen, Klassekampen 16. april 2011

Kritikeren som grænsevagt

Atle Christiansen
Kritikarboka. Om litteratur, journalistikk og kvalitet
Fagbokforlaget 2010

De fører langsomt røret ind gennem min mund og ned i maven. Det mærkes tydeligt hvordan røret – et mindre støvsugerrør med et kameraøje yderst – snor sig indvendigt og følger de bløde tunneller. Det er vigtigt at jeg holder hagen løftet, patienten kan faktisk dø hvis hagen sænkes mod brystet mens røret stadig er derinde. Den surmagede kritiker er en kliché, men også en fysisk realitet. Kritikerkroppen lever et stresset liv, og af og til sætter det sig konkrete, fysiske spor. Denne gang finder lægerne ingenting, men de har for evigt givet mig en oplevelse af et indtrængende instrument som fylder kroppen mens den gispende og rallende udstøder slim og spyt.

At tvangslæse bøger på meget kort tid reaktiverer af og til mindet om den gastroskopiske undersøgelse jeg gennemgik i 2007: At tvinge sig til at læse er del af kritikerlivets selvpåførte sadisme. Spisning og læsning er intimt forbundne aktiviteter, ikke i den forstand at de nødvendigvis foregår samtidig, men at de essentielt er lig hinanden. Den læsende virrer mellem erotisk nydelse og voldelig tvangsfodring når teksten indtages. At "spise" ordet kan også betyde at "spise" loven, og det er i høj grad denne association som er fremherskende når jeg læser Kritikarboka af Atle Christiansen: en slags tvangsmæssig internalisering af faderens lov, her forstået som Christiansens syn på litteraturkritik.

Christiansens ambitioner skinner igennem i titlen, dette er bogen om kritik, THE book, med et ikke alt for diskret vink til Bibelen. Signalfarven er orange som vejarbejderes selvlysende arbejdstøj, og det nytter intet at tage smudsbindet af, bogen er lige så orange indvendig som udvendig. Læser du Kritikarboka på en fjeldside vil den orange farve lyse flere kilometer væk, there's no way to hide. At gemme sig er imidlertid heller ikke del af Christiansens agenda, i de økologiske systemer er det mest små dyr som har brug for at gemme sig. Løver er godt nok sandfarvede som den savanne de lever på, men gør sig strålende på en catwalk. Løver er flashy fordi de har magt; ingen spiser løver, men løver spiser dig.

Kritikarboka vil være en praktisk bog, en grundbog, en lærebog, og er derfor fyldt til bristepunktet med korte, normative sætninger. En praktisk bog er der muligvis brug for, hverken Erik Bjerck Hagen eller Anders Johansen kan kaldes praktiske, men de er heller ikke så skolelæreagtige som Christiansen. Kritikarboka lærer os om både kritik (her forstået som "bokmeldinga") og journalistik, og de to er ikke sat ind i noget vertikalt hierarki, snarere udfylder de hinanden, og begge genrer er nyttige for aviskritikeren, mener Christiansen. Han kan stille sig kritisk til begge, men bruger også de to som modsætningspar som gensidigt gør den anden genre tydelig. Det er en pragmatisk indstilling, og budskabet er at forsvare "bokmeldinga" med sine egne særpræg. Den er ikke et slags amputeret essay, noget ufærdigt, et mindreværdigt produkt.

I den forbindelse tager Christiansen rigeligt for sig af journalistikkens cowboyagtige logik: her gælder det om at komme først med det nye, at finde måder at "rane til seg mykje meir makt" (s. 28) og kort og godt fortolke kritikeren som en slags risikovillig maverick som holder hovedet højt i et tabloidt felt. Christiansen krydrer teksten med metaforer fra sportens verden (fodbold og 100 meter løb), og det bliver efterhånden ganske svært at forestille sig at kritikeren kan være en kvinde, noget som det nynorske sprog understreger: En "kritikar" (maskulinum) dømmer "boka" (femininum). Den eneste eksplicitte henvisning til en feministisk læsemåde handler om at kritikeren skal vogte sig for at være politisk korrekt – hello? Søstre, lad os hæve vort glas til en ironisk skål.

De stive og statiske genrekategorier Christiansens opererer med kan muligvis undskyldes med hans ambition om at skrive en grundbog, hvilket vil sige at han forsøger at præsentere kategorierne så "rene" som muligt, fri af alle brud. Det er imidlertid også her at Kritikarboka fungerer godt som en omvendt lærebog. Vi lærer at sagprosa er etisk og "klar" (Christiansens absolutte yndlingsord, noget som viser ham som udpræget rationalist) og stiler efter et transparent sprog ("et renvasket vindue ind til Mening"), mens skønlitteratur er æstetisk og stiler efter at bygge "en egen verden" op (vinduet er "beskidt" på den måde at sproget bliver tydeligt). Det kan meget vel være at det forholder sig sådan, men dette forklarer også hvorfor genrebruddene har indfundet sig i massive mængder: fordi loven ikke alene er problematisk, men også potentielt idiotisk. Samtidsromanens flugt ind i dokumentarisme og biografi er et svar på dette, og det samme kan siges om sagprosaens krav om også at blive opfattet som et æstetisk udtryk.

Christiansen lærer os at dommen er det vigtigste ved den kritiske læsning, litteraturen kan sorteres i god og dårlig, og dette er kritikerens job. Han læser Eirik Vassenden maksimalt vrangvilligt når han i Den store overflaten (2004) indkredser en kritik som ikke sætter dommen højest. Christiansen sætter dom og beskrivelse op som modsætninger, men det som Vassenden naturligvis taler om er ikke beskrivelse, men læsning – en praksis som er implicit vurderende og som samtidig undgår at knæle for den store macho-Gud; at sortere litterære tekster i sort-hvide kasser.

Det ville være synd at påstå at Kritikarboka ikke passer ind i sin samtid, for det gør den i høj grad. Stemningen i 2010 vendte mod en uhæmmet og stedvist kynisk darwinisme (jeg behøver vel bare at hviske ordet Hjernevask), og det er i dette landskab at Christiansens bog klikker på plads som en perfekt puslespilsbrik. Christiansen maler en kritikerfigur op som har samme funktion som en renovations- arbejder eller en grænsevagt: han gør rent og patruljerer langs en skarp skillelinje. Sproget bliver eksplicit chauvenistisk i afsnittet med titlen "Vern om fordommane dine (fordi du ikkje skal vingle, men stå fast med deg sjølv)" – det er vores "kulturkrins" slaget gælder, og "[e]n kritikar bør dyrke fordommane sine, hegne om dei og gjere dei til sitt adelsmerke." (s. 116). Jeg er enig med Christiansen (og Hans-Georg Gadamer), fordomme er vigtige for en kritikers arbejde, og det skal siges at Christiansen også er opmærksom på et "ytringsfritt mangfald" når det gælder tekster, men ofte vipper hans fordomme over i det mistænksomme og afvisende.

Som nævnt tidligere opfatter jeg Christiansens holdning som udpræget rationalistisk – man kunne også kalde hans holdning apollinsk i den grad at han er optaget af at fælde domme og markere klare skillelinjer. Nu er det jo ikke akkurat populært at være en "uklar" kritiker, men jeg mener alligevel at der findes en position som går i modsat retning af Christiansen, men som ikke af den grund er at betragte som "svag" eller ukurant – det ville være logisk at kalde denne holdning for dionysisk, eller med henvisning til Susan Sontag, erotisk. En kritik som ikke nødvendigvis tager afstand fra magt, men som aktivt er optaget af at omformulere magt. Christiansen er en moralsk læser; han er optaget af litteraturens forbindelser til samfundet, og han priser også i høje toner dens frigøringspotentiale. Det afgørende bliver her at definere hvilken etik og hvilken frigørelse der lægges op til.

Af Susanne Christensen, publiceret i Norsklæreren #1/2011