Saturday, January 16, 2010

Avantgardens tragedie

Tania Ørum
De eksperimenterende tressere – kunst i en opbrudstid
sakprosa, 756 sider
Gyldendal 2009

Det er ikke akkurat en fjærlett bok å bære med seg rundt i veska, den over 700 sider tykke dokumentasjonen av 1960-tallets danske avantgarder, som Tania Ørum, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, har samlet. Ørum er også leder av Nordisk Nettverk for Avantgarde Studier, som er aktive på konferansefronten, og som snart utgir en omfattende kartlegging av de nordiske avantgardene. Ørums bok er mange bøker i én, blant annet er det også en selvbiografi: Hun var aktiv i 60-tallets kulturlandskap, og var dessuten i 20 år gift med en av de sentrale personene her, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen.

Fluxuskunsten er en av de kjente bevegelsene som florerer på dette tidspunktet, sammen med minimalisme og popkunst, og det ligger i ordet: fluxus, noe flyktig. Det Susan Sontag i 1966 kaller en ny sensibilitet, vendingen mot tverrestetiske og performative uttrykk, kan være flyktig i betydningen vanskelig dokumenterbar, i en tid med færre kameralinser. Nettopp derfor er Ørums bok viktig, i og med at hun vektlegger nøyaktige beskrivelsene av verkene og aktivitetene, og plasserer disse i diverse nettverk, med den eksperimentelle grupperingen Eksskolen som definitivt omdreiningspunkt.

60-tallet preges av intense kulturkamper, blant annet strides man om musikken på radio. Den nye eksplosjonen av popmusikk er et fenomen som byr kulturradikalere som Poul Henningsen imot, med sin klare inspirasjon fra Frankfurterskolens gretne polemikk mot kulturindustrien, og den amerikaniseringen man mener hører til der. På 60-tallet er postmodernisme det samme som attityderelativisme, feminisme er en rødstrømpebevegelse, og rockemusikk kalles piggtrådmusikk. De avantgarder som Ørum setter i fokus er typisk attityderelativister (Hans-Jørgen Nielsens begrep fra «Nielsen og den hvide verden», 1968): Man arbeider for å avmytologisere kunstnerrollen, kritisere kunstens institusjonalisering, demontere det ekspressive og narrative til fordel for ulike maskinelle tilfeldighetsprinsipper. Og det finnes en vilje til demokratisering av kunsten; inkludering av såkalt lavkulturelle uttrykk, fokus på forholdet til publikum, interesse for sosiale eksperimenter, og en generell motstand mot håndverksmessig spesialisering.

Det er som sagt først og fremst Eksskolens historie Ørum forteller, en liten kunstskole på Nørrebro i København. Skolen er et maskulint kollektiv (Per Kirkeby, Peter Louis-Jensen, Hans-Jørgen Nielsen, m.fl.) og man posisjonerer seg mot et statisk og stivnet kunstakademi. På Eksskolen er grensene mellom lærer og elever flytende; det sosiale eksperimentet – à la kollektivverk – er i fokus. Ørums bredt anlagte framstilling av billedkunst, musikk, film og litteratur er i høy grad også en tidsskrifthistorie, hvor tidsskrifter med en tverrestetisk profil, som Hvedekorn og ta’, befinner seg midt i brennpunktet; tidsskriftet blir et slags kollektivverk.

Intensjonene er klare; man vil demokratisere kunsten, på ny koble den på vår livspraksis, til hverdagen, til selve det eksistensielle verdigrunnlaget, og ikke bare forvise den til forlatte museumssaler, klassifisere den som fritidsbeskjeftigelse og forbruksobjekt.

På Eksskolen lager de for eksempel kollasjer av utklipp fra pornoblader (Playboy betraktes som – og er kanskje, på dette tidspunktet – et eksperimentelt forum); den typiske avantgardist har pikken ut av buksene og vil forarge autoritetene i samfunnet, og er samtidig avvisende til tanken på å inkludere kvinnelige kunstnere på like fot. Ørum skriver gode avsnitt om kunstnerne Ursula Reuter Christiansen (som har studert under den tyske performancekunstner Joseph Beuys) og Kirsten Justesen (som har koblinger til den radikale avantgardegrupperingen situasjonistene, i Paris). Begge mistenkeliggjøres – på tross av deres kompetanse – av Eksskoleguttene. Det ligger en dobbeltmoral på lur her, men de demokratiske anstrengelsene har likevel et lett hjerteskjærende preg, sett fra 2010: Man utfolder seg i en kunst- og institusjonskritisk praksis i folkets navn, men folket dukker aldri opp. Folket tar i stedet et steg tilbake, når de blir konfrontert med det åpne verket og all dets publikumsaktiviserende intervensjoner, og ser på bruddstykkene som noe fremmedgjørende rot. Dette er avantgardens tragedie, og man kan spekulere på hva som fyller mellomrommet, dette knuste hjertet, hva får plass her i stedet for det møtet som skulle ha funnet sted.

Ørums framstillingsform er ofte nøytral der jeg kunne ønske meg mer polemikk, det er særlig fristende å trekke linjer til dagens landskap som på et vis er same but different, med blant annet en ny interesse for relasjonell estetikk, med et demokratibegrep som er under press, og en fornyet interesse for performative strategier.

Man skal ikke tvinge seg til å elske avantgarden, men storsamfunnet må likevel være seg sitt demokratiske ansvar bevisst, og holde en vernende hånd over disse relativt skrøpelige kreative sonene. Her kan Ørums bok få oss til å minnes det knuste 60-tallshjertet, få det til å blø igjen.

Susanne Christensen, Klassekampen 16. januar 2010

2 comments:

Susanne said...

Uddrag fra Lars Bukdahls anmeldelse af samme bog i Weekendavisen:

"Det gør mig oprigtigt glad at blive informeret om alle disse skæve og umulige værker og få dem sat i kontekst og system, men samtidig bliver jeg sindssygt frustreret over ikke at få sanseligt syn for refereret sagn (og faktisk kunne/burde Gyldendal have vedhæftet 1 dvd og 1 cd for helvede), når nu akkurat materialiteten for eksskole-drengene var alfa og omega. Og så keder jeg mig bravt og skarnagtigt når film (= Leth-film) og bøger og artikler, jeg til kærne-bevidstløshed kender (Nielsens attituderelativistiske manifest ”What’s Happening, Baby” fra ta’ 1 for 6512. gang), oplistes, beskrives, refereres, parafraseres, citeres.

Det bedste og vigtigste i bogen, og det siger jeg ikke for at være perfid, er indholdsfortegnelsen, eller med et plusord fra dengang: strukturen, plus naturligvis det FAKTUM, at indholdsfortegnelse og struktur til overflod er udfyldt. Der har i film- og kunst- og litteraturhistorier været pænt meget (men ikke vildt meget) omtale af kredsen omkring tidsskriftet ’ta og Den Eksperimenterende Kunstskole. Denne bog er den første, der går intermedialt til værks, på tværs af kunstarterne, for det var lige præcis, hvad de spontant og programmatisk gjorde dengang. Derfor kan Tania Ørum omsider give ligelig plads til de mere eller mindre kanoniske, fagspecifikke solo-indsatser, fra Paul Gernes’ stribebilleder over Hans-Jørgen Nielsens konkretdigte og Pelle Gudmundsen-Holmgreens minimal-kompositioner til Jørgen Leths Jørgen Leth-film, og som sit scoop tilføje den hoben af hybride og kollektive værker, malernes bøger, digternes installationer, allesammens film, der ellers har det med falde gennem genredomænernes sprækker (senest udviste Lars Morells monstrum om Eksskolen, Broderskabet, absolut nul litterær fornemmelse), og allerhippeste hurra for det!

Strukturen eller for at være vulgær plottet er, som følger (jeg refererer og parafraserer og citerer indholdsfortegnelsen!): De tidlige tressere: Fluxuspåvirkning, oprettelsen af Eksskolen, poetisk konkretisme. Midttresserne: Minimalistisk virus i tekst, maleri, skulptur og musik, happeningsturneer, tværæstetiske dialoger, ’ta, tegneserien som kunstform, enviromentroman og passager. De sene tressere: Fra kunst til sociale rum, radioeksperimenter, ungdomsoprøret, tidsskrifterne Hætsj’ taBOX og MAK, ABCinemas kollektivfilm og digteres og kunstneres (og Leths) enkeltfilm (og den mindste håndfuld kvindefilm), alternative samfundsvisioner fra Projekt Hus til besættelsen af Hjardemaal Kirke, politiseringen slår igennem, Eksskolekredsens opløsning. I ultrakortform: Fra Leths spanske barbering for sin egen skyld til Bjørn Nørgaards hesteslagtning imod Vietnamkrigen.

Man må sige, at det er en meget Eksskole- og Københavnscentreret historie (et par gange optræder en skyggeagtig, uspecificeret formation kaldet Århusavantgarden!), men det var det så også i virkeligheden, hvilket ikke betyder, at der ikke kan fortælles andre historier (fx Århushistorier, kom bare i gang!), men at lige denne her overordnet og myldrende så sådan ud. Og en vigtig pointe er, at den ikke var en afledt historie af den store, internationale avantgarde-historie om popkunst og minimal art, men en selvstændig, ligeværdig del af samme, hvilket bestemt ikke gør historien mindre god – eller betimelig.

Der er mange, men for få anekdotiske og personlige sound bites fra interviews med bl.a. John Davidsen, Per Kirkeby, Jørgen Leth og Bjørn Nørgaard. Frem for alt savner jeg dog vidneudsagn fra forfatteren Tania Ørum SELV, som dengang var gift med generationsguruen Hans-Jørgen Nielsen; på flere fotografier, bl.a. fra besættelsen af Filmskolen på Christianshavn, stikker hun sit kønne og kloge hoved frem, men vi får aldrig lov at låne øre til hendes egen erindring om aktionerne og missionerne og konspirationerne. Det ville selvfølgelig også gå slemt ud over KUA-lektorens videnskabelige distance, men hvad med, det er bare et forslag, et 50 siders indstik på gråt papir som Gyldendals Julebog?"

Fucked Up Forlag said...

Helge Rykkja har en kommentar her.