At køre i virkelighedstruck hen over kunsthistorien 

 

Sandra Lillebø

Tingenes tilstand

roman, 178 sider

Forlaget Oktober, 2020

 

"Født sånn eller blitt sånn?" spurgte Harald Eia og Ole-Martin Ihle med deres populærvidenskabelige tv-serie Hjernevask, som gik på NRK1 i 2010. Som det ofte gælder i medierne benyttede duoen et strategisk polariserende enten/eller-greb og fik hurtigt pisket stemningen op. Det mest problematiske ord i den forbindelse er "eller", for svaret er for det meste både/og. Med hensyn til psykisk sygdom findes der ifølge min overbevisning både arvelige og sociale komponenter. I Lillebøs roman møder vi en datter som har meget at kæmpe med, ikke alene er hendes mor psykisk syg, men også hendes mormor, og datteren lider selv af angst. I hvert fald står hun på et vippepunkt, hvor et langt liv med uklare grænser til en invaderende mor med stærke vrangforestillinger har forstyrret hendes tryghed, hendes virkelighedsopfattelse, hendes fornemmelse af autonomi og dette meget opreklamerede fænomen som vi opfordres til at opleve som attråværdigt; en stabil identitet. 

Alt efter hvordan morens sygdom udarter sig, er døtre nok tilbøjelige til at enten blive hyperkonforme eller antikonforme. Der behøver ikke at være sygdom inde i billedet, man ser stadig en vis modreaktion i den ene eller anden retning. Almindelig teenagefrigørelse kan imidlertid blive en udfordring når en mor selv opfører sig som et ustyrligt barn, som ikke kan acceptere afkommets nye status som voksen og selvstændig. I underholdningsverdenen ser man ofte meget stiliserede processer mellem forældre og børn. Frigørelseskonflikter udvikler sig efter et skema; nogen har ondt, noget sker, der finder en afgørende ordveksling sted, og plottet bevæger sig videre. Dette er ofte forskellen på underholdning og – hvad skal vi kalde det? – kunst, for de gode fremstillinger af den slags konflikter gør det ikke så enkelt. En sjælden gang er en forfatter eller instruktør i stand til at vise hvilket mudder menneskelige konflikter består af. Det uklare er imidlertid i vejen for et effektivt plot, så det vi oftest ser på diverse streamingtjenester er relativt enkle konflikter som falder ud til ene eller anden side, således at historien kan bevæge sig videre. 

Dette kan muligvis forklare hvorfor vi bliver junkier på mainstreamunderholdning. De af os som tiltrækkes af en forestilling om det normale liv, som datteren i Lillebøs roman eksplicit gør, tiltrækkes måske fordi plotlines er så dejligt skematiske og fordi fremdrift finder sted ud fra et forudsigeligt mønster. Dette er virkelighed, det er i hvert fald normalt, eller ... det giver en tryghedsskabende illusion om det almindelige liv, hvor alle slags problemer og lidelser findes, men kan løses og heles og føre os videre til latter og forening; et kram, et tårevædet øjeblik. Dette er folkeligt. At komplicere tingene, at arbejde med fragmenterede virkeligheder og mudrede relationer, det er kunstens domæne, og datteren i Lillebøs roman udtrykker igen og igen raseri overfor den slags kompliceret kunstighed: 

Språk handler ikke først om å uttrykke seg, det handler om å trenge seg inn. Språket er noe som mottas, først deretter kan det gis, det blir noe som kan lages. Derfor hater jeg språklek. Bokstavpoesi, språk som gjør seg vanskelig med vilje, det såkalt utforskende som ikke er interessert i noe annet enn seg selv, jeg avskyr det.  

En mor, som ikke selv har gennemgået en vellykket individuationsproces, vil muligvis etablere flydende og uklare grænser til sit eget barn. Jeg skal ikke gøre nogen større pointe ud af det, men jeg baserer dette på en sygeplejefaglig uddannelse jeg tog i 90'erne så vel som på egne erfaringer. Engang kom jeg ind på en skadestue med min mor. Hun forlangte at få en seng – nej, faktisk forlangte hun at få to senge, for hendes datter var jo også syg. Jeg forstod at hun så på mig som om jeg stadig var del af hendes krop og psyke. Hun så på os som om vi var ét. En psykolog fortalte mig senere at jeg var opdraget til skizofreni, og det er måske en indgangsvinkel til at forstå hvordan en kronisk og uhelbredelig tilstand med tilbagevendende psykoser og vrangforestillinger (dette er definitionen på skizofreni) kan være arveligt. Frigørelsesprocesser bliver surrealistiske, som om konflikter foregår under vand. Det er som at slå i en dyne, sprog og handlinger gør dig ikke fri, processer kan ikke gennemføres, du kan bogstavlig talt opleve at din mor hjemsøger dig og trækker dig tilbage i den grænseløse tilstand hele dit liv, uanset om du er nok så etableret med egen familie og egen tilværelse. 

Den invaderende adfærd, som datteren oplever i Lillebøs roman, blev så konkret i mit tilfælde at jeg engang oplevede at min mor havde fået en låsesmed til at låse sig ind i min lejlighed. Her havde hun etableret sig i køkkenet med cigaretter, kolde og varme drikkevarer og strikketøj og hun nægtede at gå. Da jeg til slut måtte ringe til politiet, sagde de til mig: "Men hun er jo din mor!" De kom dog alligevel og eskorterede den lille dame med påfaldende dårlig hygiejne, som jeg den dag i dag stadig drager omsorg for, ud af min lejlighed. I min mors hoved var det ikke selvsagt at min lejlighed kun var min, og at den låste yderdør var ukrænkelig, en ukrænkelig grænse. En strøm af breve og opringninger skal holde os sammen for evigt, skal holde mig i hendes livmor for evigt. 

Den slags invaderende adfærd findes der meget af i Lillebøs roman. Moren fremstilles som en slags hippie, hun har vist været i Californien i 60’erne og deltaget på Woodstock-festivalen, men hun kommer aldrig til syne på andre måder end som formidlet og fortolket af datteren. Den fortælleform som opleves som sand close-to-the-bone-virkelighed af datteren ser ud til at holde forfatteren fra at bruge greb fra romankunstens lange historie, som for eksempel perspektivisme og polyfoni som kunne have nuanceret fortællesituationen. Romanen fremstår som fragmenteret, men fragmenteringen opleves nærmest som et postulat, for modus ændrer sig næsten ikke igennem teksten. Kun ét sted får vi nærmest et chok når en sætning efterlades ufuldført. Hvad er dette for en slags rabiat modernisme som kommer ind her? 

Vi har at gøre med en selvmodsigende og påståelig fortæller, men hun er ikke eksplicit utroværdig, vi skal ikke få følelsen af et litterært greb, for dette er jo real. Datteren finder eksplicitte litterære greb unødvendige, men er det ens for alle hvad som opleves som nødvendigt? 

Det litterære språket har jeg vært rasende på, alt som minner om påhitt, alt som er såkalt lekent og tilsyneladende ikke springer ut av noen form for nødvendighet. 

Teksten kunne have været en dramatisk monolog, men det er den heller ikke. Er teater også unødvendigt? Datteren kører i sin virkelighedstruck over hele kunsthistorien, den er ikke nødvendig, men samtidig bliver det klart at hendes poetik drives frem af angst for det ukendte, for alt som ikke ligner det almindelige norske hverdagsliv hvor alle tryghedsskabende klichéer fungerer som en mur mod det ukendte, mod vanviddet. Problemet opstår når læseren ikke kan nå frem til moren og få en fornemmelse af om datterens påståelige konklusioner om hende faktisk er sande. Moren er for eksempel det mest ensommeste menneske i verden (s. 173), men ved datteren egentlig hvordan morens liv udfolder sig i Glasgow, hvor hun bor? Er det nødvendigvis et tegn på psykisk sygdom at en mor er optaget af sex (s. 72)? Er lister som er skævt monteret (s. 27) og et måltid bestående af et bjerg af røræg (s. 37) helt udenfor det normale? Har Harald Eia aldrig været truet i sin eksistens (s. 61)? Er det unormalt ikke at have boet noget sted mere end syv år (s. 141)? Det er tydeligt at morens bøger ikke er blevet læst i (s. 80), hun er en falsk intellektuel, hun er inkonsistent, men er det sandt at bøgerne ikke er blevet læst i? Læseren får ikke lejlighed til at vurdere disse ting. Når det er sådan fat, har virkeligheden i den såkaldte virkelighedslitteratur udviklet sig til et normalitetsfetichistisk postulat. Virkelighedshungeren er blevet til konformitetshunger, og læserens plads til at tænke selv begrænses. Vi går glip af det specifikt romanagtige og nærmer os den påståelige biografi hvor virkeligheden er sådan fordi Zlatan (eller hvem det nu er) siger det. 

Jeg forstår fuldt ud at de mange hyldester til det normale familieliv med tv-sport og fredagspizza handler om en længsel efter tryghed og stabilitet, men det udarter sig også til at datteren raser mod kunsten som greb. Klichéer er sande, ikke kunsten som er noget latterligt julepynt. Dette er holdninger som også skinner igennem i forfatterens valg. Men raseriet mod mere eksplicitte formelle greb gør at romanen som roman bliver fattigere, og horisonten skrumper ind. Læserens mulighed til selv at vurdere situationen skrumper ind, og så må medierne tage over. Hvad siger moren til dette? Hvad er sandt? Vi må finde hende og spørge. Romanens perspektivisme overlades til journalistikken. 

Datteren raser mod forestillingen om at litteratur skulle kunne skrives uden "en eller annen form for sannhet" (s. 40). Det er muligt at det skal være ironi og parodi, men i så fald lykkes ikke Lillebø med at skabe en stemme som opleves som en maske, en iscenesættelse. Hun er også fanget ind af et enten/eller som gør problemstillingen nærmest tåbelig. Spørgsmålet er vel hvordan skrive sandt, hvordan bruge personligt materiale? Måske har jeg skrevet en bog om min mors vanvid, men den handler ikke direkte om min mor, den handler om den britisk-mexicanske surrealist Leonora Carrington (1917–2011). Der skal næsten intet til før jeg tror at Lillebø havde opdaget at hun kunne have skrevet om generationskonflikter uden at skrive om en mor, der bor i Glasgow, og en datter, der bor på Landås i Bergen. En roman som Kristian Ditlevs Det bliver sagt (2013) har selvbiografisk udgangspunkt, men går langt i at tematisere generationsforskelle. Hippieideologien handlede om self expression og seksuel frigørelse. For visse sønner og døtre kollapsede denne frihedsdrøm i overgreb og misbrug. Hvad er frihed? Hos Lillebø er denne problemstilling nok så perifer, men på baggrund af 68-generationens drømme kunne man have diskuteret hvad frihed er; frihed til at drømme og fantasere, frihed til at udtrykke sig, frihed til at invadere og ødelægge eget og andres liv, eller den frihed som dattergenerationen synes at vælge; frihed fra følelser i kraft af småborgerlig tryghed. 

Man kan stille spørgsmål ved – som datteren i teksten gør – om forfatteren i det hele taget er interesseret i psykisk sygdom som tematik (s. 141). Frigørelse kan indebære et symbolsk drab, også forstået som et drab på en omsorgsrolle som man har påtaget sig, men som er blevet for tung, for destruktiv og for omfattende. Dette er fuldt forståeligt, og her er Lillebø herligt nådesløs, men man kunne kaste den kappe af sig i et privat rum, i terapi. Hun griber til romanformen, den kan benyttes fordi tidens hypede stil lægger op til at den kan bære dette, den kan bære os frem på den måde. Den er blevet til et accessoire for mennesker som har brug for at komme til syne foran et publikum og møde accept (s. 97). Godt for forfatteren, men måske ikke så godt for romankunsten. Væggene er blevet papirtynde: De som hepper datteren frem i teksten er de samme som hepper romanen frem i medierne og som takkes i kolofonen. Sidder du i Tromsø uden den slags netværk bliver der ingen virkelighedslitteratur lige med det samme. Lillebøs roman er en interessant, men problematisk udgivelse. 

Susanne Christensen i Bøygen #3-4/2020 som findes her. Redigering af teksten afsluttet 3. oktober.