Saturday, March 17, 2018

Hvad er det du finder interessant ved den litterære sci-fi?

Jeg genser netop nu den amerikanske dokumentarserie Cosmos: A Spacetime Odyssey (2014) som er opfølgeren til den amerikanske videnskabsformidler Carl Sagans berømte serie fra 1980 Cosmos: A Personal Voyage – her rejser vi med "the ship of the imagination" ud i verdensrummet, men også ind i en dugdråbe og ind i kroppen. Det er den spekulative tanke og denne enorme nysgerrige bevægelighed som tiltaler mig, og vi har nok været i en periode nu hvor en vis type hverdagsrealisme har været dominerende i Skandinavien. Det har været populært at skrive og læse om en verden som mest muligt ligner vores hverdag. På den anden side ser jeg ikke noget skarpt enten/eller hvor man kalder denne type litteratur selvoptaget ("navlepillende") for at løfte frem litteratur som peger mod noget større; big ideas, verdensrummet, mulige scenarioer i forbindelse med den teknologi som udvikles, men jeg tror vi er sultne på idéer nu. Den gode sci-fi er grundlæggende spekulativ med hensyn til de fleste etablerede sandheder, også når det kommer til race, køn og samliv og det at møde Den anden, det og den som er fremmed for os. Vi havde en lille sci-fi læseklub omkring årtusindskiftet, og jeg opdagede i den forbindelse forfattere som Ursula K. Le Guin, Samuel Delany, Joanna Russ og Octavia E. Butler. Faktisk er de fleste nævnt i videnskabsteoretikeren Donna Haraways Cyborg Manifesto (1984) som jeg havde fundet på nettet og som gjorde stort indtryk. Haraway er teoretiker, men bruger disse ganske vilde og eksperimentelle sci-fi romaner fra 60'erne og 70'erne og forfatternes evne til at tænke alternativt omkring nogle af livets grundlæggende bestanddele.

Hvad er det genren specifikt kan ift. andethed, og især ift. queerhed, køn, race, seksualitet?

Den kan spekulere omkring situationer ("what if's") hvor vi må forholde os til verdener som fungerer efter en radikalt anderledes logik end vores egen. Det er sundt for vores xenofobiske sind som føler sig så truede på vores privilegier og på vores tro på at verden altid vil se ud på samme måde. Det er hverdagsracismen, heteronormativiteten og klimaforandringsbenægtelsen som risikerer at komme på en udfordrende fantasirejse her. I The Left Hand of Darkness (1969) beskriver Le Guin planeten Gethen hvor kønsidentiteten er flydende, hvordan ser et sådant samfund ud? Octavia E. Butler sender i Kindred (1979) sin hovedperson på en tidsrejse tilbage til sin slægts koloniale fortid hvor de levede som slaver. I Delanys roman Babel-17 (1966) kan tre personer indgå ægteskab. Norske Gerd Brantenberg må iøvrigt nævnes her, hendes morsomme roman om et matriarkalsk samfund Egalias døtre (1977) er et godt eksempel på queer sci-fi. Det er selvfølgelig kendetegnet med al god litteratur at du som læser overskrider nogle grænser for hvad du normalt kan leve dig ind i og føle emati i forhold til, men sci-fi kan introducere nogle koncepter, både filosofiske og teknologiske, som virkelig gør os svimle, og det er en sund svimmelhed. Vi har blandt andet normaliseret en verden hvor det er blevet til en evig sandhed at det kapitalistiske system er det eneste som er godt for mennesker. Vi ser det ikke engang som en ideologi længere, det er bare sådan verden er. Jeg kan godt lide at få trukket den slags gulvtæpper væk under fødderne på mig, ikke for at blive indoktrineret, men for at fantasi og kreativitet igen kobles til de grundlæggende størrelser i livet, og ikke bare handler om hvordan vi indretter vores hjem.

Hvad mener du er sci-fi-litteraturens rolle i krisetider?

Det er et strålende reservoir af tanker tænkt udenfor boksen. Her konkurrerer Hollywood og CIA jo ellers med hinanden i forhold til at udtænke worst case scenarios. Katastrofefilm kan have den omvendte effekt, at vi hygger os ekstra meget når vi går ud fra biografen for vi er blevet konfronteret med vores største angst, men kan gå hjem og bekræfte hinanden i hvor dejlig vores helt almindelige, normale, trygge verden er. Der sker virkelig store forandringer på Arktis netop nu, men det er langt væk, vi ser og hører det ikke, det forbliver uvirkeligt, samtidig er det blevet akut nødvendigt at gå igang med at forestille sig helt andre livsomstændigheder end vi har været vant til. Her må kreativiteten slå til, og også kollektiviteten.

Hvorfor tror du sci-fi er så udbredt lige nu?

Her virker det som om kunstverdenen er et stykke foran litteraturen, hvilket jo er meget typisk. Tanker om den antropocene tidsalder og om vores posthumanistiske symbioser med ny teknologi er på dagsordenen her, så nogen ved i hvert fald ved hvad klokken har slået. Norge har en række dygtige forfattere som har skrevet højlitterære værker med sci-fi-kant de seneste år: Thure Erik Lund har siden 90'erne interesseret sig for relationen mellem natur og teknologi i romanerne om Tomas Olsen Myrbråten, Øyvind Rimbereid har skrevet et sci-fi epos på et opdigtet sprog Solaris Korrigert (2004) og Cathrine Knudsen er igang med at skrive en stribe strålende romaner om blandt andet omsorg og pleje i robotternes tidsalder. Ellers er en af kongerne af skandinavisk spekulativ fiktion jo svenske Lars Jakobson som går sine helt egne veje. Jeg ved ikke om dette er nok til at udgøre en bølge eller en trend, men der er også en del dansk litteratur på vej nu med sci-fi-kant. Så ja, jeg tror vi har brug for at strække vores tanker lidt længere ud i verdenrummet nu, vi er på mange måder presset til det.

Udvalgte passager af interviewet er citeret i artiklen "Vi ser på Jorden med astonautens blik" af Felix Thorsen Katzenelson, publiceret i Politiken 17. marts 2018.

No comments: